VIVE-forsker: SØM sætter tal på kommunernes sociale indsatser

DEBAT: Når en kommune investerer i en social indsats, har det økonomiske følgevirkninger for mange offentlige aktører. SØM-beregninger viser, at det ofte er kommunen, der har udgiften, mens staten indkasserer gevinsten. Og det er der ikke nødvendigvis noget galt med, skriver en VIVE-forsker.

Af Rasmus Højbjerg Jacobsen
Projektchef, VIVE

På det seneste har jeg flere gange afholdt undervisning i Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM, hvor en stor del af kursisterne kommer fra kommunale forvaltninger. Når de bliver præsenteret for nogle af de cases, der indgår i undervisningen, er reaktionen ofte: ”Det kan jeg jo ikke præsentere for nogen i kommunen”. Deres begrundelse er, at beregningerne i SØM ofte viser en nettogevinst for staten og et nettotab for kommunerne.

Indsatsen over for socialt udsatte grupper er i al overvejende grad kommunernes ansvar. I Lov om Social Service er det angivet, hvilken hjælp borgere med sociale problemer skal tilbydes, og det bliver også slået fast, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at tilvejebringe denne hjælp.

Den sociale hjælp gives naturligvis først og fremmest med sigte på at afhjælpe de sociale problemer, borgerne har. Målet er, at borgerne skal få højere trivsel, og i nogle tilfælde er målet også, at borgerne skal kunne klare sig uden hjælp på længere sigt. Om en social indsats er succesfuld, skal derfor altid måles op imod det, der var indsatsens formål.  

Økonomiske konsekvenser på andre områder
Med Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM, har kommuner og andre aktører inden for socialområdet imidlertid fået et redskab, der også kan hjælpe dem med at vurdere de økonomiske effekter af de sociale indsatser, der tilbydes de udsatte borgere. Disse afledte økonomiske effekter opstår, fordi succesfulde sociale indsatser medfører, at borgerne klarer sig bedre på områder, som ellers ville koste penge. Det kan for eksempel være, at deres symptomer på psykisk sygdom mindskes, så de ikke behøver at blive indlagt eller tage så meget medicin. Det kan også være, at de begår mindre kriminalitet, fordi de er blevet hjulpet ud af et misbrug, eller at de har fået det så godt, at de er blevet selvforsørgende.

SØM giver mulighed for at regne på disse afledte økonomiske effekter på tværs af en række offentlige udgiftsområder som for eksempel indkomstoverførsler, sundhedsydelser, politi, retsvæsen og kriminalforsorg samt sociale serviceydelser efter serviceloven. Resultatet af en modelberegning kan fremvises fordelt på de tre centrale offentlige aktører: staten, regionerne og kommunerne.

Kommunen betaler – staten sparer
Set fra en kommunal synsvinkel er der dog det ”problem”, at modelberegninger i SØM ofte resulterer i et økonomisk underskud for kommunerne, mens der er gevinster for staten. Og for en række målgrupper er der også gevinster for regionerne. Forklaringen er, at udgifterne til de sociale indsatser som regel betales af kommunerne, mens indtægterne tilfalder alle de tre offentlige aktører.

Et eksempel er indsatser over for stofmisbrugere. Når en succesfuld indsats får misbrugere ud af deres misbrug, vil det normalt være staten, der får en gevinst via en mindre belastning af politi, retsvæsen og kriminalforsorg. SØM medregner også de positive økonomiske effekter for kommunerne. For eksempel hvis de sparer penge på grund af mindre brug af §110-tilbud (herberg og forsorg) eller mindre udbetalinger i indkomstoverførsler. Men disse sparede udgifter er i mange tilfælde ikke store nok til at opveje de omkostninger, der er ved en indsats.

Der er naturligvis undtagelser. For eksempel kan kommuner i visse tilfælde opleve at få et overskud på indsatser for hjemløse. En stor økonomisk konsekvens af succesfulde indsatser for de hjemløse er nemlig, at kommunerne sparer udgifter til ydelser efter servicelovens §110 (herberger og forsorgshjem).

Ny indsigt i eksisterende vilkår
Når kommunerne ofte har et økonomisk nettotab, og staten en nettogevinst ved succesfulde sociale indsatser, ville det måske være nærliggende blot at konkludere, at staten skal kompensere kommunerne. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt nuanceret. Staten yder igennem bloktilskuddet et stort tilskud til kommunerne i forvejen, og staten støtter afprøvningen og evalueringen af nye indsatser via satspuljemidler.

Denne fordeling mellem udgifter i kommunerne og gevinster i staten er på ingen måde ny. Hvis man laver en SØM-beregning på allerede eksisterende kommunale sociale tilbud, vil man sandsynligvis også her finde en tilsvarende fordeling mellem gevinster og tab, og det betyder jo ikke, at kommunerne er ved at lukke tilbuddene. Med SØM har man blot fået et redskab, der langt tydeligere end tidligere viser, hvordan fordelingen ser ud.

På baggrund af de ovennævnte forhold vil det være oplagt, at SØM-beregninger eller andre tilsvarende overvejelser fører til en øget koordinering af indsatser på tværs af de offentlige aktører. Det skyldes simpelthen, at alle offentlige aktører med stor sandsynlighed vil opleve økonomiske gevinster ved indsatsen.

Forrige artikel Mirka Mozer: Ikke to sociale indsatser er ens Mirka Mozer: Ikke to sociale indsatser er ens Næste artikel DGI: Kritikken af DGI er rene postulater DGI: Kritikken af DGI er rene postulater