Rune Lund
 svarer 
Morten Bødskov

Rune Lund (EL) spørger skatteministeren, Morten Bødskov, hvorvidt det overhovedet er meningsfuldt at behandle de ændringer som er foreslået i lovforslag nr. L 69 C, da forudsætningerne, hvorpå lovforslaget hviler, nu er markant anderledes

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 69, Spørgsmål 7
På baggrund af orientering vedrørende lovforslaget, jf. bilag 9, bedes ministeren redegøre for, hvorvidt det overhovedet er meningsfuldt at behandle de ændringer som er foreslået i lovforslag nr. L 69 C, da forudsætningerne, hvorpå lovforslaget hviler, nu er markant anderledes.

Svar fra torsdag den 17. december 2020
Lovforslag nr. L 69 indeholder et forslag om at ophæve to danske forbehold om anvendelse af bestemmelserne om voldgift i kapitel VI i den multilaterale konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning foretages følgende ændring (MLI-konventionen). Denne del af L 69 er efter 2. behandlingen udskilt i et særskilt lovforslag nr. L 69 C Baggrunden for forslaget er, at enkelte aftaleparter i MLI-konventionen har anfægtet den folkeretlige gyldighed af de danske forbehold, og forbeholdene foreslås som følge heraf ophævet for at undgå retsusikkerhed i forhold til anvendelsen af MLI-konventionens bestemmelser om voldgift. I stedet vil substansen i de to forbehold om, at formanden i et voldgiftspanel skal være en dommer, og at Danmark skal være berettiget til at offentliggøre et resumé af voldgiftspanelets afgørelse, blive søgt gennemført ved bilateral forhandling ved en gensidig aftale om processuelle forhold ved voldgift efter MLI-konventionens artikel 19, stk. 10.

Da disse vilkår – trods tilbagetrækning af forbeholdene – fortsat er væsentlige for Danmark, vil intentionen om at søge vilkårene gennemført ved bilateral forhandling blive kommunikeret til MLI-konventionens aftaleparter i forbindelse med, at forbeholdene folkeretligt trækkes tilbage efter lovforslagets vedtagelse.

Det endelige indhold af en gensidig aftale om processuelle forhold efter artikel 19, stk. 10, vil imidlertid være et resultat af en forhandling, og det kan derfor ikke i alle tilfælde sikres, at vilkårene om, at voldgiftspanelets formand skal være dommer, og at Danmark skal være berettiget til at offentliggøre resumé af panelets afgørelser, bliver en del af det enkelte aftaleforhold. Danmark vil således ikke ensidigt kunne fastlægge disse vilkår. Dette er også nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 7 i L 69.

Formålet med bilag 9 er at orientere Folketinget om, at Skatteministeriet efter fremsættelsen af lovforslaget har modtaget en vejledende og foreløbig vurdering fra OECD’s generalsekretariat om betydningen af, at der ikke mellem landenes kompetente myndigheder er indgået en sådan gensidig e aftale om de processuelle forhold i sager om voldgift efter konventionens artikel 19, stk. 10. Der er således tale om en uddybning og præcisering af de specielle bemærkninger til § 7, der allerede fremgår af lovforslag L 69.

I de sager, hvor voldgiftsprocessen i praksis kan fremmes på ad hoc basis i fraværet af en forudgående aftale om de processuelle forhold efter artikel 19, stk. 10, vil vilkårene om en dommer som formand i voldgiftspanelet og mulighed for offentliggørelse af et resumé af panelets afgørelse, tilsvarende blive søgt gennemført af de danske kompetente myndigheder, så vidt dette er muligt.

Jeg er derfor ikke enig i, at ovennævnte orientering medfører, at forudsætningerne for behandlingen af lovforslaget nu skulle være markant anderledes, og jeg ser frem til den videre behandling af forslaget.

0:000:00