Om  
Lars Boje Mathiesen
Pernille Vermund
Mikkel Bjørn

Lars Boje Mathiesen vil være formand for Nye Borgerlige

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen melder sig som den første som kandidat til at efterfølge Pernille Vermund som partiformand.

Lars Boje Mathiesen har meldt sig som kandidat til formandsposten i Nye Borgerlige.
Lars Boje Mathiesen har meldt sig som kandidat til formandsposten i Nye Borgerlige.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mathilde Brieghel

Den første har meldt sit kandidatur til formandsvalget i Nye Borgerlige, efter Pernille Vermund 10. januar meldte ud, at hun trækker sig fra posten til næste generalforsamling.

Det drejer sig den 47-årige partiprofil Lars Boje Mathiesen, der har været en del af folketingsgruppen siden 2019. 

"Jeg mener, jeg er den rette til at videreføre den kurs, som både Pernille Vermund, men også Peter Seier har lagt for partiet. Så jeg vil komme til at føre det fundament videre, som de har bygget," fortæller formandskandidaten til blandt andet DR.

Blå bog: Lars Boje Mathiesen
  • Født: 21. maj 1975
  • Opvokset i Sønderjylland ved Ribe
  • Uddannet folkeskolelærer
  • Valgt til folketinget for Nye Borgerlige i 2019 og igen i 2022
  • Tidligere byrådsmedlem i Aarhus for Liberal Alliance

Lars Boje Mathiesen er indtil videre den eneste kandidat til posten. I følge Lars Boje Mathiesen selv har han opbakning fra det meste af sin folketingsgruppe, bortset fra et enkelt medlem, der endnu ikke har truffet sin beslutning om hvorvidt vedkommende bakker op om Lars Boje som formandskandidat.

Det drejer sig om nyvalgte Mikkel Bjørn, der hverken har besluttet, om han bakker op om Lars Boje Mathiesen eller om han selv melder sig som formandskandidat. Mikkel Bjørn kalder Pernille Vermunds exit for "en bombe for partiet" og udtaler, at det er en beslutning, der kræver "grundig overvejelse".

Formandskandidaten er uddannet folkeskolelærer og har tidligere siddet i byrådet i Aarhus for Liberal Alliance. Han skiftede dog til Nye Borgerlige, da Liberal Alliances storkredsbestyrelse i 2016 ikke valgte ham som folketingskandidat i Østjylland.

Den oplagte kandidat

At Lars Boje Mathiesen melder kandidatur som formand kommer ikke bag på Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring.

"Lars Boje Mathiesen er den oplagte kandidat, fordi han er populær blandt vælgerne og en enmandshær på Facebook, hvor han opbyggede et stort følgeskab via sin kritik af coronarestriktionerne," forklarer han og fortsætter:

"Men kendere af partiet peger på, at den nyvalgte Mikkel Bjørn - sin unge alder til trods og totale mangel på Christiansborg-erfaring - også kunne være et bud. Han repræsenterer den meget nationalkonservative fløj i partiet, mens Boje Mathiesen, som også har en fortid i Liberal Alliance, er, ja, meget liberal."

Næstefter formand Pernille Vermund var Lars Boje Mathiesen den Nye Borgerlige-kandidat, der fik flest stemmer ved folketingsvalget 1. november 2022. Han fik 11.150 stemmer i sin valgkreds i Sydjylland, mens Pernille Vermund fik 15.375 personlige stemmer. Til sammenligning fik Mikkel Bjørn 888 personlige stemmer.

Vermunds sidste valgperiode

Pernille Vermunds beslutning om at træde tilbage som formand kommer i kølvandet på et folketingsvalg, hvor Nye Borgerliges folketingsgruppe er gået fra fire til seks mandater. Dog har Vermund i flere år udtalt, at det aldrig har været hendes ønske at være politiker i mange år. 

"Jeg har, siden vi stiftede Nye Borgerlige, været ærlig om, at jeg ikke så mig selv som politiker," skrev hun i en besked til partiets medlemmer, da hun bebudede sin afgang. Hun gjorde det samtidig klart, at hun ikke ønsker at genopstille til Folketinget ved næste valg.

"Jeg føler en pligt til at kæmpe for mit land, men jeg har aldrig lagt skjul på, at mit mål ikke har været at skabe en personlig karriere for mig selv som folketingspolitiker," skriver hun og fortsætter: "Da vi kom i Folketinget, gjorde jeg det klart, at jeg ikke ville gro fast på Christiansborg".

Beslutningen om, hvem der bliver Nye Borgerliges næste partiformand bliver besluttet til partiets ekstraordinære generalforsamling 7. februar. Når en ny formand er valgt, overtager vedkommende posten umiddelbart efter generalforsamlingen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Boje Mathiesen

MF (løsgænger), Folketinget, fhv. partiformand og MF, Nye Borgerlige
Lærer

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Mikkel Bjørn

MF (DF), formand, Indfødsretsudvalget
lærer (Jelling seminarium 2020)

0:000:00