Nekrolog: Præsident Jimmy Carter var bedre end sit rygte

Amerikanerne havde tabt tilliden til staten og dens institutioner i et omfang, som har tydelige paralleller til landets nuværende situation, hvor svaret indtil videre er blevet Donald Trump og hans populistiske bevægelse.

Men kontrasten mellem de to mænd kunne ikke være større.

Beskeden, ærlig og hæderlig

Jimmy Carter var hele livet bredt anerkendt, også blandt politiske modstandere, som beskeden, ærlig og hæderlig. Hans stil var lavmælt og underspillet – langt fra den storskrydende facon, som desværre er blevet dominerende i amerikansk politik. 

Han kom til magten som den outsider, USA havde brug for efter Vietnam–krigens splittelse.

Michael Ehrenreich

Han var oprindeligt landmand, efter at han havde arvet sine forældres jordnøddefarm i den lille by Plains i delstaten Georgia. Han engagerede sig i civilsamfundet og gik ind i lokalpolitik, hvor han sluttede som guvernør.

Som så mange andre før ham blev guvernørposten hans springbræt til præsidentembedet. Han forberedte sig i årevis sammen med en lille gruppe af fortrolige medarbejdere, som han senere bragte med sig til Washington.

Gruppen opholdt sig i lange perioder i delstaten Iowa, hjemstedet for den første styrkeprøve i primærvalgssæsonen. Det havde ingen gjort før, så Carters valgkamp kunne foregå under radaren for hans potentielle modstandere.

Planen lykkedes. Carter sejrede så eftertrykkeligt, at hans momentum gjorde ham ustoppelig i resten af primærvalgene, og siden dengang har ingen seriøs præsidentkandidat vovet at forbigå Iowa.

Han var helt ukendt for mange vælgere, men de blev tiltrukket af hans stil og hans status som uplettet af Washington–systemets manglende funktionsduelighed. Ved selve præsidentvalget sejrede han over Gerald Ford. 

En ny tid

Ved indsættelsen 20. januar 1977 skabte han stor overraskelse ved at spadsere ned ad Pennsylvania Avenue hånd i hånd med sin hustru Rosalynn. Det skulle signalere en ny tid og er siden blevet kopieret af flere af hans efterfølgere. 

Hans stil var lavmælt og underspillet – langt fra den storskrydende facon, som desværre er blevet dominerende i amerikansk politik.

Michael Ehrenreich

Han overraskede endnu mere ved at udpege én af sine fortrolige, præsten Andrew Young, til posten som amerikansk FN–ambassadør. Young var sort, så alene af den grund var udnævnelsen en sensation dengang.

Carter gjorde i det hele taget meget for at bringe repræsentanter for mindretallene ind i regeringsapparatet. Også kvinder blev udnævnt til fremtrædende poster. Det var man heller ikke vant til.

Han oprettede selvstændige ministerier for miljø og undervisning, som siden har overlevet flere republikanske efterfølgeres forsøg på at nedlægge dem. Hvorvidt de også vil overleve den kommende præsident, vil tiden vise.

Miljø og forureningsbekæmpelse blev vigtige mærkesager længe før, disse områder kom i fokus, som vi kender det i dag. Han fik også skruet ned for temperaturen i Det Hvide Hus, så præsidentpalæets mange medarbejdere måtte have trøjer på om vinteren. 

På de store indenrigspolitiske områder gik det mindre godt. Carters vision var at skabe et mere fair samfund med omfattende sociale reformer, en skattereform og en sundhedsreform, men hans udspil stødte på voldsom modstand i Kongressen, også blandt hans egne partifæller.

Han viste sig meget dårlig til at samarbejde for at skabe de nødvendige kompromisser, og det samme gjaldt hans fortrolige medarbejdere hjemme fra Georgia.

De var helt uden erfaring med Washingtons politiske kompleksitet, og de blev af hovedstadens selvsikre bourgeoisi anset for – rent ud sagt – nogle bondeknolde fra provinsen, som man ikke kunne tage alvorligt. 

Helt galt blev det, da uro i Mellemøsten skabte knaphed på olie med energikrise og lange køer ved benzinstationerne, som amerikanerne bestemt ikke var vant til. Inflationen skød i vejret, og det samme gjorde renterne. USA var nu i økonomisk krise, og dette lavpunkt overvandt Carter aldrig.

Han forsøgte ganske vist med en serie berømte eller snarere berygtede tv–transmitterede "kamin–passiarer" at appellere til amerikanernes tålmodighed og energimæssige mådehold. Men det blev set som forsøg på at tale sig ud af problemerne, og amerikanerne forlangte handling, hvilket deres præsident var ude af stand til. 

Også problemer med udenrigspolitikken

Udenrigspolitisk gik det noget bedre. Jimmy Carter satte fokus på menneskerettigheder, som skabte stor respekt om USA blandt demokratier verden over. Han udmøntede normale diplomatiske forbindelser med Kina, og han indgik en aftale med Sovjetunionen om kontrol med strategiske atomvåben, som dog aldrig blev ratificeret på grund af invasionen af Afghanistan.

Han indgik og fik ratificeret en traktat om overdragelse af Panamakanalen. Det er den aftale, som Trump forleden langede hårdt ud efter, og som han muligvis vil forsøge at få ændret.

Mindre kendt er, at Carter startede den omfattende militære oprustning, som efterfølgeren Ronald Reagan fortsatte og fuldførte.

Mest markant blev de såkaldte Camp David Aftaler, opkaldt efter den amerikanske præsidents landsted i Maryland. Det lykkedes her Carter efter 13 dages maratonforhandlinger at få Israel og Egypten til at indgå en fredstraktat, der stadig gælder som en af hjørnestenene i Mellemøsten. 

Fra barnsben var han vant til at bruge hænderne, og som pensionist blev han aktiv i projektet Habitat for Humanity, der går ud på at opføre boliger til fattige.

Michael Ehrenreich

Det blev dog også en udenrigspolitisk krise, der sammen med de økonomiske problemer kostede ham genvalget i 1980.

I forbindelse med den islamiske revolution i Iran i 1979 blev den amerikanske ambassade i Teheran stormet, og 66 amerikanere taget som gidsler. De følgende måneder blev et mareridt for USA i almindelighed og Carter i særdeleshed.

Forhandlinger om gidslernes frigivelse førte ikke til noget, og et redningsforsøg med militære helikoptere slog fejl. Otte amerikanske soldater omkom. Det var en total ydmygelse af supermagten USA.

For at gøre ondt værre for sig selv begrænsede Carter sin egen valgkamp overfor den fremstormende Reagan for at koncentrere sig om denne ene opgave. Det efterlod indtrykket af, at præsidenten selv og dybest set hele USA var taget som gidsler.

Forløbet udstillede Carter som svag, og Reagan førte desuden valgkamp på økonomisk optimisme og gå–på–mod stillet overfor den siddende præsidents opfordringer til tålmodighed og mådehold.

Resultatet blev et knusende nederlag. Carter vandt kun seks delstater. For at fuldende ydmygelsen blev gidslerne efter 444 dages fangenskab først frigivet kort efter, at Reagan var blevet indsat den 20. januar 1981. 

Ny guldalder

Efter nederlaget rejste han hjem til Plains i Georgia, hvorfra han i de følgende år satte nye standarder for eks–præsidenters virksomhed. I USA var man vant til, at tidligere præsidenter holdt sig i ro og udenfor offentlighedens søgelys, men Carter ville det anderledes.

Han blev særdeles aktiv, og de følgende år blev en ny guldalder. Så meget, at han i offentligheden fik tilnavnet "den bedste tidligere præsident, USA nogensinde har haft".

Han rejste verden rundt for at mægle i kriser og konflikter og med så stor succes, at han i 2002 tildeltes Nobels Fredspris. Nogle gange engagerede han sig personligt. Andre gange var han officiel udsending for USA.

Han udgav bøger i højt tempo. Udover flere erindringsværker og bøger om aktuelle samfundsmæssige emner skrev han en roman og endog en børnebog. Hans sidste bog fra 2018 drejede sig om tro og religion, som hele livet var stærkt styrende for ham. 

Fra barnsben var han vant til at bruge hænderne, og som pensionist blev han aktiv i projektet Habitat for Humanity, der går ud på at opføre boliger til fattige. Herfra stammer de mange billeder af eks–præsidenten, der langt op i 80'erne svingede både hammer og sav.

Han fik kræft i flere omgange, og for knap to år siden isolerede han sig hjemme for at modtage hospice–behandling. Han levede dog længe nok til at kunne tage afsked med Rosalynn Carter, der døde i november 2023 efter 77 års ægteskab.

Ved statsbegravelsen 9. januar fra Washington National Cathedral vil præsident Joe Biden holde mindetalen, og det har sin helt særlige historie:

Tilbage 1976 var Biden den første senator, som offentligt anbefalede den dengang helt ukendte guvernør som præsidentkandidat. Dét glemte Jimmy Carter aldrig.