Novo: Den akademiske forskning er afgørende for lægemiddelindustrien

Af Søren Tullin
Corporate vice president, Discovery Biology and Technology, Novo Nordisk

I Novo Nordisk er vi rigtig gode til at udvikle nye og bedre behandlinger til kronisk syge patienter. Vores proteiningeniører er blandt verdens bedste – det samme er klinikerne, kemikerne og teknikerne. Vi har også brugt 95 år på at specialisere os i at behandle kroniske sygdomme som diabetes og blødersygdom. 

Forskningen er fundamentet
Men de helt grundlæggende opdagelser, der ligger bag, de er skabt i den akademiske grundforskning.

Det gælder insulin, som Novo Nordisks grundlæggere tog med hjem fra Toronto Universitet.

Det gælder proteinet faktor syv, som i dag hjælper bløderpatienter over hele verden, er identificeret af Ulla Hedner på Lund Universitet.

Sidst, men ikke mindst, gælder det Novo Nordisks seneste store innovation baseret på GLP-1-molekylet, hvis stamfader er Jens Juul Holst fra Københavns Universitet.

Men når vi ikke kan genskabe eller reproducere resultaterne, er det så, fordi forskerne snyder? Det korte svar er nej.

Søren Tullin
Novo Nordisk

Derfor er kvaliteten af både den naturvidenskabelige og den biomedicinske akademiske forskning helt afgørende for Novo Nordisk og den danske lægemiddelindustri i det hele taget. 

Lav reproducerbarhed
Men vi har en fælles udfordring. Det er faktisk ofte rigtig svært for virksomhederne at genskabe resultaterne fra den offentlige forskning. Hvis vi zoomer ind på de internationale videnskabelige publikationer, som beskriver nye "targets" (typisk et protein i kroppen, som kan påvirkes af lægemidler), så er det under 20 procent af resultaterne, som virksomhederne er i stand til at genskabe i laboratorierne.

Når akademiske laboratorier offentliggør prækliniske data, så er håbet for både patienter og samfund, at kimen kan være lagt til nye og bedre behandlinger. Vejen til et lægemiddel er lang: fra den tidligste idé til et produkt går der typisk 10-12 år. 

Nåleøjet er svært at se med det blotte øje.
Hver gang vi i laboratorierne har fået 10.000 idéer til nye lægemidler, er der kun 10, der når til at blive testet i mennesker – og kun en enkelt når faktisk til markedet og ud til patienterne. Et fundament for de 10.000 idéer er den akademiske forskning. 

Men når vi ikke kan genskabe eller reproducere resultaterne, er det så, fordi forskerne snyder?

Det korte svar er nej.

Uhensigtsmæssigt fokus
Min bekymring går mere på systemets indbyggede fokus på, hvor mange artikler en forsker publicerer, samt hvilke videnskabelige tidsskrifter disse artikler er publiceret i.

Derudover er der fokus på generering af positive resultater (det vil sige, at det, man undersøger, "virker"), fordi denne type resultater er væsentligt nemmere at publicere.
Sidst, men ikke mindst, har det ofte ingen konsekvenser at publicere ikke-reproducerbare resultater. 

Lav reproducerbarhed har konsekvenser
Men det har konsekvenser, at reproducerbarheden er så lav.
For Novo Nordisk betyder det, at vi bruger mange ressourcer på den indledende screening af akademiske resultater. Vi har udviklet screeningsmetoder, hvor vi foretager en hurtig vurdering af et nyt target's relevans – men disse er samtidig grovmaskede og har dermed en indbygget risiko for, at vi overser relevante targets. 

Sværere at udvikle behandlinger
Fra et videnskabeligt perspektiv betyder det også, at vores samlede vidensbase – den videnskabelige litteratur – er en blanding af korrekte observationer og ikke-reproducerbare observationer. Med andre ord justerer systemet ikke for den forskning, der ikke kan genskabes. Det fører til en dårligere forståelse af sygdomme og sygdomsprocesser, hvilket igen betyder, at det bliver sværere og tager længere tid at udvikle nye og bedre behandlinger. 

Hellere reproducerbar end publicerbar
Samlet set er der behov for, at der bliver skabt incitamenter til, at kvaliteten af forskningen er høj og reproducerbar, og at der ikke kun måles på, hvor mange artikler, og i hvilke tidsskrifter der publiceres. 

Der findes i dag ingen systematisk måling af reproducerbarheden af de publicerede fund. Derfor er der som tidligere nævnt heller ikke de store konsekvenser ved at offentliggøre ikke-reproducerbare resultater. I en videnskabelig virkelighed, hvor publikationer er den måske vigtigste valuta, har vi skabt et pres på de akademiske forskningsmiljøer, som i det store perspektiv ikke er hensigtsmæssigt for vores samlede videnskabelige indsigt.