Politisk Stuegang: Strid om psykologers behandlingsansvar er ren magtkamp

PODCAST: Psykologer skal være med til at løfte kapaciteten i psykiatrien, mener eksperterne i Politisk Stuegang, der denne gang har besøg af Knud Aarup fra Bedre Psykiatri. Lyt med, og bliv også opdateret på en ny Vive-evaluering af tværgående akut-teams og panelets holdninger til aktivistiske lægeprotester.

Abonnér på podcasten via iTunes her og Soundcloud her.

Vil regeringens sundhedsreform og psykiatrihandlingsplan skabe mere sammenhængende patientforløb i psykiatrien?

Det spørgsmål er på dagsordenen i denne udgave af Politisk Stuegang, hvor programmets faste panel er suppleret med en gæst udefra, nemlig formand for Bedre Psykiatri og tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup.

Eksperterne Leif Vestergaard Pedersen, tidligere direktør i Kræftens Bekæmpelse, og Torben Mogensen, tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital, er skeptiske.

Blandt andet fordi finansieringen halter, selv efter psykiatrihandlingsplanens tilførsel af 2,1 milliarder kroner:

"Det lyder jo altid af mange penge, når man lægger fire år sammen. Men der mangler faktisk nogle hundrede millioner om året, hvis man bare skal holde det samme niveau som hidtil," siger Knud Aarup. 

Han hælder til at ønske psykiatrien varetaget af sundhedsloven, så Sundhedsstyrelsen kan opstille forløbskrav på samme måde som på det somatiske område.

Terapi i almen praksis?
Programmet vender også sundhedsreformens planer om at flytte flere ambulante behandlinger ud af sygehusene, herunder 25 procent af behandlingerne af angstlidelser og depression.

Forslaget vækker panderynken hos Knud Aarup, der frygter en stigning i udskrivningen af antidepressiver:

"De praktiserende læger har hverken tiden eller de værktøjer, der skal til for at kunne lave terapeutisk behandling," siger han.

Der er til gengæld bred opbakning til regeringens planer om at give specialpsykologer behandlingsansvar for at løfte kapaciteten i psykiatrien.

Psykiaternes og lægeforeningernes ramaskrig over, at forslaget er med i udspillet om "Flere hænder, større arbejdsglæde", er ren og skær fagkamp, vurderer programmets eksperter.

Det vender Leif Vestergaard Pedersen og Torben Mogensen også i det nye program:

  • En ny Vive-evaluering af tværgående akutfunktioner
  • Årsagerne til gentagne problemer i Region Nordjylland og Region Sjælland
  • Lægeprotester og ny underskriftsindsamling
  • Alternativets exit fra de igangværende politiske forhandlinger om en sundhedsreform
  • Brystkræft-skandalen på Ringsted Sygehus
  • Debatten om de udenlandske læger

Abonner på podcasten via iTunes her og Soundcloud her.

Forrige artikel Dagens podcast: Kræftpatienter med høj indkomst har størst mulighed for at overleve Dagens podcast: Kræftpatienter med høj indkomst har størst mulighed for at overleve Næste artikel Dagens podcast: Er sundhedsaftalen en centralisering eller ej? Dagens podcast: Er sundhedsaftalen en centralisering eller ej?