Specialpsykolog: Forestillingen om vores luksustilværelse er sejlivet

Myte fastholdes
Forestillingen om psykologernes luksustilværelse er også sejlivet.

Vi har faktisk tilbudt at komme i vagt for at aflaste lægerne, men er blevet mødt med mistro og dårlige undskyldninger for, hvorfor det alligevel ikke er muligt.

Myten om, at psykologerne har det nemmere, fordi de ikke skal gå i vagt i de ydre tidspunkter, fastholdes derved.

For min skyld må psykiaterne gerne beholde behandlingsansvaret. Men allerede nu, inden hele den store årgang fra efterkrigstiden er gået på pension, er der stort set ingen ansøgere til de mange vakante overlægestillinger, endda i Københavnsområdet.

Og en kæmpe procentdel af de nyudklækkede speciallæger i psykiatri søger væk fra specialet eller nøjes med at lade sig ansætte som konsulenter, hvilket blandt andet betyder, at de ikke må påtage sig ansvaret for de behandlingsdømte eller tiltræde diverse tvangsforanstaltninger.

Den tendens har man været vidne til i årevis, før specialpsykologuddannelsen overhovedet eksisterede, og det var grunden til, at uddannelsen i det hele taget blev etableret.

Ikke for at erstatte speciallægerne, men som en hjælp og et supplement i første omgang ved at opkvalificere de mere erfarne kliniske psykologer med mod på at prøve en for dem ny rolle i psykiatrien.

Det virker derfor utaknemmeligt, at der stadig er kræfter, som bestræber sig på at få os til at føle os uvelkomne.

Specialpsykolog i mange år
Jeg har nu været specialpsykolog i fem år og har ingen lederambitioner.

Men jeg har trods alt fem års universitetsuddannelse i sindets udvikling og opbygning, psykopatologi samt 20 års psykiatrisk erfaring, som er langt mere end så mange af mine ellers dygtige, yngre lægekollegaer, som står for rigtig meget af den behandling, der ydes i psykiatrien i dag, og de medicinstuderende, der bemander de psykiatriske skadestuer.

Grundet speciallægemanglen har det affektive sengeafsnit, som jeg har været med til at starte op for 15 år siden, nu i to år i længere perioder stået uden en kompetent speciallæge og alligevel behandlet lige så mange patienter, som vi plejer, uden at det har påvirket behandlingskvaliteten og -effektiviteten.

Det er takket være en fælles indsats fra dygtige, yngre læger under uddannelse – med vejledning fra mere erfarne læger – undertegnede og en kapabel personalegruppe.

Vil jeg have behandlingsansvaret? Egentlig ikke.

Der er opgaver, som jeg finder sjovere, som jeg i forvejen har givet afkald på for at gå stuegang mere end halvdelen af min tid.

Men hvis psykiatrien ellers var åben for at udnytte alle erfarne kræfter optimalt, er jeg overbevist om, jeg ville kunne påtage mig behandlingsansvaret, gerne delt med en reservelæge og en erfaren afdelingssygeplejerske.

Jeg har heller ikke mere lyst til at stå med ansvaret for tvang, hvis loven blev ændret, end lægekollegaerne har.

Omvendt finder jeg det urimeligt at blive nødt til at finde yngste mand, som er læge, men aldrig har set patienten, hvis denne åbenlyst bør holdes tilbage mod sin vilje.

Klar på officielt ansvar
Psykiatrien har som sagt i årevis ikke formået at uddanne og fastholde tilstrækkelig mange speciallæger.

For nogenlunde at få løst speciallægemanglen henter man speciallæger fra deres otium eller fra Østeuropa og Mellemøsten, ofte uden tilstrækkelige danske kundskaber.

Er vore patienter virkelig bedre stillet med det?

Medmindre man lykkes med at få uddannet adskillige læger som psykiatere og bliver langt bedre til at fastholde de gode psykiatere i psykiatrien, bliver vi snart nødt til at være pragmatiske og tænke mere nuanceret.

Det kan blandt andet betyde at lægge ansvaret hos en veluddannet, erfaren specialpsykolog der, hvor det er det mest kvalificerede alternativ.

Og vil jeg i så fald være klar til at påtage mig det officielle ansvar også?

Utvetydigt ja, hvis vi på den måde kan sikre patienterne den bedst mulige behandling.