Overlæge frygter specialpsykologer: Psykiatrien kan komme ind i dødsspiral

KRONIK: Dansk Psykologforening vil have specialpsykologer til at varetage de psykiatriske speciallægers arbejdsopgaver. Men at tro, at den øjeblikkelige aflastning fra psykologerne løser problemet, er en illusion, påpeger psykiateren Hans Henrik Ockelmann.

Af Hans Henrik Ockelmann
Psykiater og formand, Overlægerådet, Region Hovedstadens Psykiatri

Da jeg begyndte i gymnasiet, skulle jeg til at lære fransk.

Dette for mig svært begribelige sprog skulle jeg tilegne mig gennem de tre år indtil studentereksamen.

Den første uge var jeg lamslået og helt ude af stand til at forstå noget som helst, men i løbet af de efterfølgende uger følte jeg, at jeg begreb mere og mere, og efter en måned var jeg blevet optimist.

Jeg forstod efterhånden en hel række ord, som jeg kunne sætte sammen til små sætninger. Det ville gå som en leg.

Psykologer har været offensive
Men efter tre år måtte jeg sande, at selv om der havde været visse fremskridt, ville fransk aldrig blive min spidskompetence, og jeg nærmest skammede mig over at hive en helt ufortjent middelkarakter i land.

Hvad var det, der var sket?

Jeg var blevet ramt af et meget velkendt fænomen. Uvidenhedens overmod, som heldigvis i løbet af årene blev erstattet med en mere ydmyg og trist realisme.

Dette forhold er blevet beskrevet af psykologerne David Dunning og Justin Kruger, som også har lagt navn til den effekt, at tilliden til egne evner er – stort set – omvendt proportional med indsigten.

Dansk Psykologforening har været meget offensiv i sine bestræbelser på, at de såkaldte specialpsykologer i vid udstrækning kan overtage de psykiatriske speciallægers arbejdsopgaver.

Igennem artikler i forskellige medier og ved lobbyvirksomhed over for politikere og ministre har psykologerne med overbevisning fremført, at vi ville få en langt bedre psykiatri, hvis blot den tog specialpsykologerne til sit bryst.

Da var det, at jeg tænkte på deres kolleger Dunning og Kruger.

Forskellen på uddannelse er enorm
En speciallæge i psykiatri har som minimum en sundhedsfaglig uddannelse af seks års længde.

Den begynder med at beskæftige sig med mennesket på kemisk og mikroskopisk niveau, bevæger sig over de grundlæggende sygdomsprocesser til de mere eller mindre komplekse sygdomstilstande, deres samspil, udtryk og behandlingen heraf, samt hvordan sygdom påvirker mennesket og dets livsudfoldelse.

Efterfølgende skal lægen trænes halvandet år under sin kliniske basisuddannelse, hvor man som minimum beskæftiger sig med de medicinske og kirurgiske tilstande.

Dette følges af minimum et års introduktionsuddannelse i psykiatri.

Først herefter begynder den egentlige specialisering, hvorunder lægen skal have i alt fire års virke som reservelæge og førstereservelæge, følge uddannelsens kurser, uddanne sig til psykoterapeut og være ansat på en neurologisk afdeling for at lære at skelne mellem psykiatriske, neuropsykiatriske og neurologiske sygdomme, hvilket ofte kan være yderst vanskeligt.

Herigennem tilegner speciallægen sig indblik i og forståelse for de meget komplekse samspil mellem sjæl og krop – mellem psyke og soma.

Først herefter godkender Sundhedsstyrelsen, at man kan kalde sig speciallæge i psykiatri.

Tager 11 år eller 4 år
En specialpsykolog derimod har gennemgået en femårs uddannelse i det samfundsfaglige speciale psykologi, som først og fremmest fokuserer på ikkesyge menneskers sjæleliv efterfølgende suppleret med supervision i to år som psykolog.

Herefter følger fire års uddannelse, før man opnår titlen specialpsykolog.

Det er først herunder, at psykologen introduceres til den sundhedsfaglige tankegang, der ligger til grund for, hvordan vi udreder, diagnosticerer og behandler psykiske forstyrrelser og sygdomme.

Det må være klart for enhver, at der ikke kun er en gradsforskel i kompetencerne mellem en lægefaglig uddannelse af ikke under 11 års varighed og en psykiatrifokuseret uddannelse på fire år.

Psykologerne er uundværlige
Dermed mener jeg ikke, at psykologerne ikke har en betydningsfuld rolle i psykiatrien.

Især i forbindelse med behandling af ukomplicerede, ikke-sindssygelige lidelser, psykoterapi og med omfattende psykologiske undersøgelser og test.

Men som erfaren psykiater er jeg stærkt bekymret for, at patienterne – med især de alvorligere, behandlingskrævende psykiske lidelser og for eksempel samtidig destruktivt misbrug og legemlige sygdomme – ikke bliver behandlet, som de har krav på, og at specialpsykologerne på grund af deres begrænsede indsigt i såvel psykiatriske som somatiske tilstande uden selv at opdage, at de overser alvor og kompleksitet, hvilket potentielt kan blive skæbnesvangert for patienterne.

Jeg forstår fuldt ud, at Psykologforeningen som fagforening kæmper for sine medlemmers beskæftigelsesmuligheder.

Foreningen har jo forstået, at mange mennesker ser psykiateren som ond, mens psykologerne bliver betragtet som gode.

Det er jo en virkelighed, som vi må affinde os med og få det bedste ud af, men jeg kan ikke acceptere, at det sker på bekostning af den lægefaglige kvalitet af patientbehandlingen.

Specialpsykologerne er ikke redningen
Psykiatrien har i mange år haft svært ved at rekruttere læger. Det er særligt slemt i yderområderne, men selv i Region Hovedstaden mangler der adskillige speciallæger.

Årsagerne er mange og komplekse, men ét forhold, som de sidste par år har gjort det vanskeligere at yde en tilstrækkelig lægebehandling, er Sundhedsplatformen.

Overlægerne i Region Hovedstadens Psykiatri gennemførte for nyligt en stor spørgeskemaundersøgelse, der entydigt viste, at indførelsen af det nye computersystem havde ”spist” lægekræfter svarende til mindst 40 speciallæger.

Det var alle til arbejdsopgaver, der tidligere blev løst billigt og langt mere effektivt af lægesekretærerne.

Men også andre forhold gør sig gældende.

Der er generel lægemangel, og psykiatrien bliver af mange unge læger opfattet som lavstatus.

Skal have vilje til samarbejde
Læg hertil, at de lægestuderendes første kontakt med psykiatrien ofte er den ubehagelige oplevelse at sidde hos en patient, der er bæltefikseret.

Og så skal man have vilje, evner og respekt for et samarbejde med en lang række andre faggrupper, ligesom man også er nødt til at følge psykiatriloven, når den påbyder, at magt og tvang skal anvendes.

Slutteligt skal man kunne udholde at fastholde patienterne i behandling i de uger, der går, før den virker, og imens kunne holde fast i troen på, at den, når den virker, vil gøre en afgørende forskel.

Psykiatriledelserne i hele landet har et helt selvfølgeligt behov for at få dækket deres behov for arbejdskraft her og nu. Og her har psykologerne vist sig mere end villige.

Illusion, at specialpsykologer løser problem
Men på grund af deres begrænsede kompetencer accepterer Sundhedsstyrelsen ikke, at de går alene i vagt, giver medicin eller udøver tvang.

Til gengæld kan de så i dagtiden fra mandag til fredag kaste sig over relationsskabende samtaler med patienterne uden at skulle risikere at blive upopulære på grund af medicinordinationer eller tvangsudøvelse.

Lægehverdagen på en psykiatrisk afdeling er rigeligt travl, men at tro, at den øjeblikkelige aflastning fra specialpsykologerne løser problemet, er en illusion, som på længere sigt vil give bagslag.

Hvordan skal vi tiltrække læger til vores speciale, hvis vi blot skal slukke brande i ydertimerne og i øvrigt lægge ryg til kritik af medicinering og tvangsanvendelse?

Jeg tror, at psykiatrien kan komme ind i en dødsspiral, så vi om få år står med Region Hovedstadens Psykologi.

Og det kan blive skæbnesvangert for de mange multisyge borgere med for eksempel skizofreni, der i dag lever 20 år kortere end os andre.

Forrige artikel Sygeplejerådet og Ældre Sagen: Bagdøren til brugerbetaling står pivåben Sygeplejerådet og Ældre Sagen: Bagdøren til brugerbetaling står pivåben Næste artikel Ulla Astman til Sundhedsstyrelsen: Pas på med at binde opgaver på bestemte hænder Ulla Astman til Sundhedsstyrelsen: Pas på med at binde opgaver på bestemte hænder
  • Anmeld

    Peter

    Sådan spiller klaveret ikke

    Man bliver så udmattet af at høre den samme gamle melodi, uden forandring og udvikling bortset fra at tonen bliver mere skinger og falsk. Jeg tror ikke, at man løser psykiatriens udfordringer ved at skabe fjendebilleder. Prøv at finde melodien sammen og samarbejd. To plus to kan blive fem.

    https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/politisk-stuegang-strid-om-psykologers-behandlingsansvar-er-ren-magtkamp

  • Anmeld

    Mikkel Skytte Larsen · Specialpsykolog i psykiatri, Region Sjælland

    Forskelle i uddannelse og erfaring falder ud til specialpsykologers fordel

    Der sås i artiklen tvivl om specialpsykologernes faglige kvalifikationer sammenlignet med psykiaternes. Således konkluderes det: ” Det må være klart for enhver, at der ikke kun er en gradsforskel i kompetencerne mellem en lægefaglig uddannelse af ikke under 11 års varighed og en psykiatrifokuseret uddannelse på fire år.”.

    Kikker man nærmere på de formelle krav i studieordningerne for psykologi og medicin, er ovennævnte påstand svær at underbygge. Det samme er tilfældet med hensyn til praktisk erfaring efter kandidatuddannelsen.

    Psykiatri fylder minimalt på lægestudiet (overskrift)
    Under sin uddannelsen har den medicinstuderende ét kursus i psykiatri på 4. semester på kandidatdelen en kursus (5 ETCS). Dette indbefatter en praktisk i psykiatrien, hvor man bl.a. skal lave en journaloptagelse. (se evt. studieordningerne fra KU: https://sund.ku.dk/uddannelse/vejledning-information/studieordninger/medicin/Medicin-ba-2012_pr._01.09.2018.pdf
    og https://sund.ku.dk/uddannelse/vejledning-information/studieordninger/medicin/tidligere-kandidatstudieordninger/Medicin-ka-2015_pr._01.09.2018_opdateret_07032019.pdf)

    Til sammenligning skal alle psykologer bestå fagene Psykiatri (5 ECTS) og Klinisk psykologi (15 ETCS) Biologisk psykologi og neuropsykologi (5 ECTS). Alle psykologer (uddannet fra KU) har altså en teoretisk viden og psykiatri og klinisk psykologi, der overgår medicinkandidatens.
    Derudover har man på kandidatuddannelsen mulighed for at specialisere sig i klinisk psykologi og neuropsykiatri. På kandidatdelen skal den studerende vælge et hovedprogram (20 ECTS) og biprogram (7,5 ECTS). Af de fire hovedprogrammer er specialiseringen i klinisk psykologi og neuropsykologi relevant for kandidater, der interesserer sig for psykiatri. På neuropsykologidelen specialiserer man sig i fx i neuropsykiatri. Derudover kan den studerende yderligere vælge valgfrie fag (i alt 15 ETCS) inden for hoved- og biprogrammet. Kommer man i praktik i den ambulante psykiatri tæller praktikkens 30 ETCS også med. Ligesom de kandidater, der skriver speciale (30ETCS) inden for kliniske psykiatri eller neuropsykiatri også tilegner sig kvalificeret viden dér.
    (studieordningerne for psykologi kan ses her: https://www.psy.ku.dk/uddannelser/Bachelorstudiet/studieordning/PSYK_-_BA-2011_Fagstudieordning__revision_Oktober_2018.pdf
    og https://www.psy.ku.dk/uddannelser/kandidatuddannelsen/studieordning/KA-2015_fagstudieordning__revision_Oktober_2018_-_endelig.pdf_copy)

    Praktisk psykiatrisk erfaring inden specialistuddannelse i psykiatri (overskrift)
    Efter kandidateksamen i medicin har den kommende psykiater mulighed for erfaring i psykiatrien under KBU. Der er imidlertid en beskeden andel (ca. 10 % ifølge min kollega, der er overlæge i psykiatri og uddannelsesansvarlig overlæge), der vælger KBU i psykiatrien. De øvrige gennemfører den kliniske basisuddannelse i almen praksis.

    Efter kandidatuddannelsen i psykologi skal den kommende specialpsykolog først autoriseres. Dette kan tidligst ske efter 2 års fuldtidsarbejde, men det er antallet af konfrontationstimer (dvs. timer med patientkontakt) og antallet af supervisionstimer, der betinger om man opnår autorisation. Den autoriserede psykolog skal minimum have haft 500 konfrontationstimer med udredning og 500 timer med intervention, heraf minimum 200 timer med individ og minimum 200 timer med gruppe eller organisation. Hertil kommer minimum 160 timer supervision af erfarne kollegaer. (https://ast.dk/naevn/psykolognaevnet/autorisation-som-psykolog/hvordan-bliver-man-autoriseret-psykolog)
    For psykologer, der autoriseres inden for den ambulante psykiatri, tager en autorisationsforløb typisk 3 år (i Region Sjælland), hvor man har individuel- og gruppeterapi, udredningsopgaver (fx SCID eller DIVA interview) og psykologiske undersøgelser. De første årgange af specialpsykologer er i høj grad rekrutteret internt, dvs. det er kliniske psykologer, der ofte har arbejdet en årrække i psykiatrien. En betydelig andel af specialpsykologer eller specialpsykologkandidaterne er formentlig autoriseret inden for psykiatrien (men det er ikke et formelt krav for at starte på specialpsykologuddannelsen).

    Som det fremgår vil der i mange tilfælde også være betydelige forskelle i den praktiske erfaring med psykiatriske patienter for den læge eller psykolog, der ønsker at tage en specialistuddannelse i psykiatri.

    Specialistuddannelse i psykiatri (overskrift)
    Der er stor overensstemmelse i målbeskrivelserne for specialpsykolog i psykiatri (http://www.specialpsykologuddannelsen.dk/portefolje/malbeskrivelser/)
    og speciallæge i psykiatri
    (https://www.sst.dk/da/uddannelse/speciallaeger/maalbeskrivelser/~/media/CFA6353000444CB09A4C50404426BC9E.ashx). En væsentlig forskel er dog at speciallægeuddannenlsen starter med et ½ års ophold i neurologien. Speciallægeuddannelsen er 1 år længere, men dette skyldes afspadseringen for at gå i vagt. Lægerne har forståeligt mere undervisning og praktisk fokus på de biologiske behandlingsmetoder, men psykologerne har mere fokus på de psykologiske behandlingsmetoder.

    Psykiateren under uddannelse skal gennemføre en psykoterapeutisk grunduddannelse bestående af 60 timer teoretisk undervisning, 60 terapi sessioner á mindst 45 minutter med tilhørende, og 60 supervisionstimer. Som det fremgår af autorisationskraven vil kliniske psykologer allerede inden starten af specialpsykologuddannelsen havde haft mange flere konfrontations- og supervisionstimer end den færdige speciallæge i psykiatri. Påstanden om, at speciallægen i psykiatri har ”hele pakken”, er således højest tvivlsom både, når man sammenligner formel uddannelse og praktisk klinisk erfaring for speciallæger og specialpsykologer i psykiatri.

    Efteruddannelse til specialist i psykoterapi [overskrift]
    Også for de speciallæger og specialpsykologer der ønsker at blive specialister i psykoterapi er det væsentlige forskelle på kravene selv om det i debatten ind imellem lyde som om en specialistuddannelse er samme uddannelse og har samme kompetencer.

    For at blive specialist i psykoterapi skal specialpsykologen (som alle andre psykologer) have 160 timer supervision og 80 timer egenterapi/personligt udviklingsarbejde (ialt 240 timer) samt 360 timers teori. Det tager min. 3 år, hvor 1/3 af arbejdstiden skal være psykoterapi.

    Speciallægen i psykiatri skal for at blive specialist i psykoterapi fra 2019 (hvor ordningen er revideret og kravene er øget betydeligt) skal have 95 timers supervision og 40 timers egenterapi/udviklingsarbejde (ialt 135 timer) og 160 timers teori. Praksiskravet er 2 års klinisk psykiatrisk arbejde efter opnået grunduddannelse i psykoterapi, og krav om kontinuerlig udøvelse af min 2 psykoterapeutiske forløb.

    Psykologer skal dermed have ca. dobbelt så mange timers teori, supervision og egenterapi, og mange flere timers erfaring med psykoterapi ved opnåelse af specialistgodkendelse end speciallægen i psykiatri.

    Kompetence og ansvar skal ligge hos den mest kvalificerede (overskrift)
    Der er brug for kvalificerede og engagerede medarbejdere i psykiatrien. Det er et spændende og vigtig felt. Vi skylder patienterne og de pårørende at tilbyde den bedste behandling af de bedst kvalificerede medarbejdere. Specialpsykologer har faktuelt viden og kompetencer, der kan anvendes bedre i psykiatrien – også som behandlingsansvarlige. Psykiatriledelserne i regionerne kunne formentlig også fastholde specialpsykologerne, hvis deres kompetencer blev anvendt bedre.

  • Anmeld

    Mariana Nielsen · Specialpsykolog i Region Hovedstadens Psykiatri

    Ensidig uoplyst fagkamp kommer ikke patienterne til gavn

    Man kunne på det foreliggende fristes til at tænke, at Hans Henrik Ockelmann hellere ser psykiatrien fortsætte det dødsspiral, der har været i mindst alle de 20 år, jeg har været ansat på psykiatrisk afdeling - langt før (og egentlig grunden til) specialpsykologuddannelsen så dagens lys og meget langt før Sundhedsplatformen!... - med konstante lægerekrutteringsproblemer som det lægespeciale der altid har haft ringe prestige blandt læger, end at udnytte alle gode erfarne kræfter og arrogant skyde skylden på disse «uvidende overmodige» «såkaldte specialpsykologer», men det kan næppe komme patienterne som mangler udredning og behandling til gavn. Og er det ikke det, patienternes tarv, Hans Henrik Ockelmann påstår her at ville varetage?

    Jeg har sagt det før, og jeg gentager, at for min skyld må psykiaterne gerne beholde behandlingsansvaret. Men hvor er de? Allerede nu, inden hele den store årgang fra efterkrigstiden, er gået på pension, står mange overlægestillinger endda i Københavnsområdet, vakante; stillingsopslagene og -genopslagene får stort set ingen ansøgere, og en kæmpe procentdel af de nyudklækkede speciallæger i psykiatri søger væk fra specialet, har jeg ladet mig fortælle, eller nøjes med at lade sig ansætte så længe de orker, som konsulenter, hvilket bl.a., mig bekendt, betyder, de ikke må påtage sig ansvaret for de behandlingsdømte, tiltræde diverse tvangsforanstaltninger o.l. Den tendens har vi været vidner til i årevis, før specialpsykologuddannelsen overhovedet eksisterede, og det var grunden til, at uddannelsen i det hele taget blev etableret - ikke for at erstatte speciallægerne med som en hjælp og et supplement, i første omgang ved at opkvalificere de mere erfarne kliniske psykologer med mod på at prøve en for dem ny rolle i psykiatrien.

    Jeg har nu været specialpsykolog i 5 år og har, hvis jeg skal være ærlig, ingen leder i maven. Men jeg har trods alt 20 års psykiatrisk erfaring, hvilket er langt mere end så mange af mine ellers dygtige yngrelægekollegaer, som står for rigtig meget af den behandling der ydes i psykiatrien i dag, og de medicinstuderende , der til daglig bemander vore psykiatriske skadestuer. Og de sidste 2 år har det affektive sengeafsnit, som jeg har været med til at starte op og været i gennem 15 år, stået uden en kompetent speciallæge/ overlæge og alligevel behandlet ligeså mange patienter, som vi plejer. Patienterne har, sjovt nok, overlevet og fået det bedre, og vi holder det gennemsnitlige indlæggelsestid. Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Først og fremmest takket være en fælles indsats fra dygtige yngrelæger under uddannelse (selvfølgelig med vejledning fra mere erfarne læger), undertegnede og en kapabel erfaren personalegruppe. Vil jeg have behandlingsansvaret? Egentlig ikke. Der er opgaver, jeg finder sjovere, som jeg i forvejen har fået mindre tid til, nu hvor jeg går stuegang mere end halvdelen af min tid. Ville jeg have kunnet have påtaget mig behandlingsansvaret, hvis psykiatrien ellers var åben for at udnytte alle erfarne kræfter optimalt? Måske. Måske delt med en dygtig reservelæge og en erfaren afdelingssygeplejerske, hvilket reelt har været tilfældet i flere henseender de sidste par år, blot ikke officielt. Har jeg lyst til at stå med ansvaret for tvang, hvis loven blev ændret? Heller ikke, som de fleste læger, jeg kender også helst ville være fri for; omvendt finder jeg det yderst latterligt, hver gang jeg står i en situation, hvor jeg kender patienten og fx vurderer, vedkommende bør holdes tilbage mod sin vilje, og alligevel bliver nødt til at finde yngste mand, som aldrig har set patienten, som må træffe den beslutning blot fordi ved kommende er læge. Men sådan er loven.
    Psykiatrien har i årevis ikke formået at uddanne og fastholde tilstrækkelig mange speciallæger, og for nogenlunde at få løst speciallægemanglen er det trenden enten at hente speciallæger fra deres otium eller hente speciallæger fra Østeuropa og Mellemøsten uden tilstrækkelige danske kundskaber og tvivlsom faglig uddannelse, som det meste af tiden ikke fatter, hvad patienterne siger. Er vore patienter virkelig bedre stillet med det? Eller kunne man forestille sig at bløde op for dogmer og tænke mere nuanceret og ind i mellem, der hvor det kan give mening og det mest kvalificerede alternativ er en veluddannet erfaren specialpsykolog som jeg, at satse på at lægge ansvaret der? Dét må vel være at bruge de rette kompetencer i de rette tilfælde
    Medmindre man i en fart lykkes med at få uddannet adskillige læger som psykiatere og bliver langt bedre til at fastholde de gode psykiatere i psykiatrien, tror jeg, vi bliver nødt til at tænke ud af boksen og være pragmatiske. Og vil jeg i så fald være klar til at påtage mig det officielle ansvar også? Utvetydigt ja, i hvert fald indenfor mit speciale, hvis vi på den måde kan få løst opgaven.

  • Anmeld

    Helle Oldefar

    Dødsspiral

    Han er da vist ikke blevet klogere siden 1. G.
    Psykiatrien er jo netop i en dødsspiral, hvor de behandler med farlig, vanadannende medicin, hvor bivirkninger bl.a. er Aggressivitet, agitation, hallucinationer, konfusion, psykose, depression, pludselig død, oma.
    Alligevel bebrejder man patienter netop disse bivirkninger og straffer dem, mens de medicinudskrivende læger går fri, og udskriver bare f.eks. et mavesårsmiddel, som bl.a. har bivirkninger som Aggressivitet, agitation, hallucinationer . . .
    Der behandles på teorier, som ikke er bevist gennem fem årtier!
    Alligevel gives stærk og afhængighedsskabende medicin, som skader mere end de gavner, fordi der ikke laves et udtrapningsprogram.
    Det tager jo måneder, ikke uger!, at komme ud af.
    Der er brug for et paradigmeskift i psykiatrien.
    Den er udelukkende et medicinsk speciale, fordi man ‘behandler’ med medicin.

  • Anmeld

    Mariana Nielsen · Specialpsykolog i Region Hovedstadens Psykiatri

    Ensidig uoplyst fagkamp kommer ikke patienterne til gavn

    Man kunne på det foreliggende fristes til at tænke, at Hans Henrik Ockelmann hellere ser psykiatrien fortsætte det dødsspiral, der har været i mindst alle de 20 år, jeg har været ansat på psykiatrisk afdeling - langt før (og egentlig grunden til) specialpsykologuddannelsen så dagens lys og meget langt før Sundhedsplatformen!... - med konstante lægerekrutteringsproblemer som det lægespeciale der altid har haft ringe prestige blandt læger, end at udnytte alle gode erfarne kræfter og arrogant skyde skylden på disse «uvidende overmodige» «såkaldte specialpsykologer», men det kan næppe komme patienterne som mangler udredning og behandling til gavn. Og er det ikke det, patienternes tarv, Hans Henrik Ockelmann påstår her at ville varetage?

    Jeg har sagt det før, og jeg gentager, at for min skyld må psykiaterne gerne beholde behandlingsansvaret. Men hvor er de? Allerede nu, inden hele den store årgang fra efterkrigstiden, er gået på pension, står mange overlægestillinger endda i Københavnsområdet, vakante; stillingsopslagene og -genopslagene får stort set ingen ansøgere, og en kæmpe procentdel af de nyudklækkede speciallæger i psykiatri søger væk fra specialet, har jeg ladet mig fortælle, eller nøjes med at lade sig ansætte så længe de orker, som konsulenter, hvilket bl.a., mig bekendt, betyder, de ikke må påtage sig ansvaret for de behandlingsdømte, tiltræde diverse tvangsforanstaltninger o.l. Den tendens har vi været vidner til i årevis, før specialpsykologuddannelsen overhovedet eksisterede, og det var grunden til, at uddannelsen i det hele taget blev etableret - ikke for at erstatte speciallægerne med som en hjælp og et supplement, i første omgang ved at opkvalificere de mere erfarne kliniske psykologer med mod på at prøve en for dem ny rolle i psykiatrien.

    Jeg har nu været specialpsykolog i 5 år og har, hvis jeg skal være ærlig, ingen leder i maven. Men jeg har trods alt 20 års psykiatrisk erfaring, hvilket er langt mere end så mange af mine ellers dygtige yngrelægekollegaer, som står for rigtig meget af den behandling der ydes i psykiatrien i dag, og de medicinstuderende , der til daglig bemander vore psykiatriske skadestuer. Og de sidste 2 år har det affektive sengeafsnit, som jeg har været med til at starte op og været i gennem 15 år, stået uden en kompetent speciallæge/ overlæge og alligevel behandlet ligeså mange patienter, som vi plejer. Patienterne har, sjovt nok, overlevet og fået det bedre, og vi holder det gennemsnitlige indlæggelsestid. Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Først og fremmest takket være en fælles indsats fra dygtige yngrelæger under uddannelse (selvfølgelig med vejledning fra mere erfarne læger), undertegnede og en kapabel erfaren personalegruppe. Vil jeg have behandlingsansvaret? Egentlig ikke. Der er opgaver, jeg finder sjovere, som jeg i forvejen har fået mindre tid til, nu hvor jeg går stuegang mere end halvdelen af min tid. Ville jeg have kunnet have påtaget mig behandlingsansvaret, hvis psykiatrien ellers var åben for at udnytte alle erfarne kræfter optimalt? Måske. Måske delt med en dygtig reservelæge og en erfaren afdelingssygeplejerske, hvilket reelt har været tilfældet i flere henseender de sidste par år, blot ikke officielt. Har jeg lyst til at stå med ansvaret for tvang, hvis loven blev ændret? Heller ikke, som de fleste læger, jeg kender også helst ville være fri for; omvendt finder jeg det yderst latterligt, hver gang jeg står i en situation, hvor jeg kender patienten og fx vurderer, vedkommende bør holdes tilbage mod sin vilje, og alligevel bliver nødt til at finde yngste mand, som aldrig har set patienten, som må træffe den beslutning blot fordi ved kommende er læge. Men sådan er loven.
    Psykiatrien har i årevis ikke formået at uddanne og fastholde tilstrækkelig mange speciallæger, og for nogenlunde at få løst speciallægemanglen er det trenden enten at hente speciallæger fra deres otium eller hente speciallæger fra Østeuropa og Mellemøsten uden tilstrækkelige danske kundskaber og tvivlsom faglig uddannelse, som det meste af tiden ikke fatter, hvad patienterne siger. Er vore patienter virkelig bedre stillet med det? Eller kunne man forestille sig at bløde op for dogmer og tænke mere nuanceret og ind i mellem, der hvor det kan give mening og det mest kvalificerede alternativ er en veluddannet erfaren specialpsykolog som jeg, at satse på at lægge ansvaret der? Dét må vel være at bruge de rette kompetencer i de rette tilfælde
    Medmindre man i en fart lykkes med at få uddannet adskillige læger som psykiatere og bliver langt bedre til at fastholde de gode psykiatere i psykiatrien, tror jeg, vi bliver nødt til at tænke ud af boksen og være pragmatiske. Og vil jeg i så fald være klar til at påtage mig det officielle ansvar også? Utvetydigt ja, i hvert fald indenfor mit speciale, hvis vi på den måde kan få løst opgaven.