Overlæge frygter specialpsykologer: Psykiatrien kan komme ind i dødsspiral

Af Hans Henrik Ockelmann
Psykiater og formand, Overlægerådet, Region Hovedstadens Psykiatri

Da jeg begyndte i gymnasiet, skulle jeg til at lære fransk.

Dette for mig svært begribelige sprog skulle jeg tilegne mig gennem de tre år indtil studentereksamen.

Den første uge var jeg lamslået og helt ude af stand til at forstå noget som helst, men i løbet af de efterfølgende uger følte jeg, at jeg begreb mere og mere, og efter en måned var jeg blevet optimist.

Jeg forstod efterhånden en hel række ord, som jeg kunne sætte sammen til små sætninger. Det ville gå som en leg.

Psykologer har været offensive
Men efter tre år måtte jeg sande, at selv om der havde været visse fremskridt, ville fransk aldrig blive min spidskompetence, og jeg nærmest skammede mig over at hive en helt ufortjent middelkarakter i land.

Jeg tror, at psykiatrien kan komme ind i en dødsspiral, så vi om få år står med Region Hovedstadens Psykologi.  

Hans Henrik Ockelmann
Psykiater og formand, Overlægerådet, Region Hovedstadens Psykiatri

Hvad var det, der var sket?

Jeg var blevet ramt af et meget velkendt fænomen. Uvidenhedens overmod, som heldigvis i løbet af årene blev erstattet med en mere ydmyg og trist realisme.

Dette forhold er blevet beskrevet af psykologerne David Dunning og Justin Kruger, som også har lagt navn til den effekt, at tilliden til egne evner er – stort set – omvendt proportional med indsigten.

Dansk Psykologforening har været meget offensiv i sine bestræbelser på, at de såkaldte specialpsykologer i vid udstrækning kan overtage de psykiatriske speciallægers arbejdsopgaver.

Igennem artikler i forskellige medier og ved lobbyvirksomhed over for politikere og ministre har psykologerne med overbevisning fremført, at vi ville få en langt bedre psykiatri, hvis blot den tog specialpsykologerne til sit bryst.

Da var det, at jeg tænkte på deres kolleger Dunning og Kruger.

Forskellen på uddannelse er enorm
En speciallæge i psykiatri har som minimum en sundhedsfaglig uddannelse af seks års længde.

Den begynder med at beskæftige sig med mennesket på kemisk og mikroskopisk niveau, bevæger sig over de grundlæggende sygdomsprocesser til de mere eller mindre komplekse sygdomstilstande, deres samspil, udtryk og behandlingen heraf, samt hvordan sygdom påvirker mennesket og dets livsudfoldelse.

Efterfølgende skal lægen trænes halvandet år under sin kliniske basisuddannelse, hvor man som minimum beskæftiger sig med de medicinske og kirurgiske tilstande.

Dette følges af minimum et års introduktionsuddannelse i psykiatri.

Først herefter begynder den egentlige specialisering, hvorunder lægen skal have i alt fire års virke som reservelæge og førstereservelæge, følge uddannelsens kurser, uddanne sig til psykoterapeut og være ansat på en neurologisk afdeling for at lære at skelne mellem psykiatriske, neuropsykiatriske og neurologiske sygdomme, hvilket ofte kan være yderst vanskeligt.

Herigennem tilegner speciallægen sig indblik i og forståelse for de meget komplekse samspil mellem sjæl og krop – mellem psyke og soma.

Først herefter godkender Sundhedsstyrelsen, at man kan kalde sig speciallæge i psykiatri.

Tager 11 år eller 4 år
En specialpsykolog derimod har gennemgået en femårs uddannelse i det samfundsfaglige speciale psykologi, som først og fremmest fokuserer på ikkesyge menneskers sjæleliv efterfølgende suppleret med supervision i to år som psykolog.

Herefter følger fire års uddannelse, før man opnår titlen specialpsykolog.

Det er først herunder, at psykologen introduceres til den sundhedsfaglige tankegang, der ligger til grund for, hvordan vi udreder, diagnosticerer og behandler psykiske forstyrrelser og sygdomme.

Det må være klart for enhver, at der ikke kun er en gradsforskel i kompetencerne mellem en lægefaglig uddannelse af ikke under 11 års varighed og en psykiatrifokuseret uddannelse på fire år.