Debat: Læger er ikke nødvendigvis bedre behandlingsansvarlige end psykologer

Afsendere: Se boks til højre

Debatten, der kom i kølvandet på regeringens handlingsplan for psykiatrien, har især kredset om planens initiativer til at sikre tværfaglighed.

Mere konkret de initiativer, der handler om at gøre bedre brug af personalets faglige kompetencer, end det er tilfældet i dag.

Der er sagt og skrevet en del om dette, ikke mindst om udsigten til, at psykologer og læger i fremtidens psykiatri deler behandlingsansvaret for patienterne, som det allerede praktiseres i Norge.

Ledelsesevner, overblik over en samlet behandlingsindsats og koordinationsevner er ikke forbeholdt læger.

Mette-Sofie Arnvig, Kim Berg Johannessen, Ellen Elisabeth Susanne Blæhr, Mikkel Skytte Larsen, Jakob Lind Bern, Neringa Aasdal og Rose-Marie Mollerup

Men debatten har været unuanceret og præget af myter og misforståelser.

Mange sidder sikkert tilbage med oplevelsen af, at der er gået fagkamp i psykiatridebatten – og det er ærgerligt, når det er patienten, der bør være i fokus.

Derfor skal billedet nuanceres, og misforståelser ryddes af vejen. Her er fem af de mest fremherskende misforståelser mellem læger og psykologer efter vores mening:

Er specialpsykologuddannelsen lavet for at erstatte lægerne?
Nej. Specialpsykologen kommer aldrig til at erstatte lægen.

Læger og psykologer har brug for hinanden og kan supplere hinanden, men vi kan og skal ikke erstatte hinanden i det psykiatriske arbejde.

Alligevel er det en påstand, man hører mange steder. Da Danske Regioner i 2010 oprettede specialpsykologuddannelsen, blev det flere steder nævnt, at et formål med specialpsykologerne kunne være at afhjælpe lægemanglen.

Psykologer i psykiatrien har tidligere været beskæftiget med traditionelle psykologopgaver som psykoterapi, testning og pårørendesamtaler, men de har nogle steder også bidraget til behandlingsplaner, udredninger og erklæringer, som lægen har haft det overordnede ansvar for.

Psykiatrien udvikler sig i disse år, og det strengt biomedicinske fokus er ved at ændre sig.

Den moderne psykiatri bliver på grund af patienternes problemstillinger og behandlingernes kompleksitet nødvendigvis mere fagligt bred, så fagområder grænsende til det specifikt lægefaglige og plejemæssige kommer til at få større betydning.

Med specialpsykologuddannelsen har man flyttet psykologen over i blandt andet stuegangsarbejdet på sengeafsnittene, hvilket tidligere var forbeholdt læger som den eneste faggruppe.

Det er forståeligt, hvis nogle læger er uenige i og måske udfordret af den opgaveglidning, som har fundet sted. Men specialpsykologen erstatter ikke lægen.

Psykologer ønsker at lave relevant psykologarbejde, og det er der mange muligheder for på både sengeafsnit og i ambulatorier.

Kan psykologer være behandlingsansvarlige?
Specialpsykologer er ikke uddannede til at varetage den somatiske undersøgelse og behandling af patienternes legemlige lidelser, som helt naturligt falder ind under lægernes domæne.

Patienter i psykiatrisk behandling lider ofte af alvorlige sygdomme som hjertelidelser, overvægt, KOL og meget andet. Det er ubetinget lægens opgave at undersøge, tilse og behandle disse lidelser.

Men det er ikke ensbetydende med, at en psykolog ikke kan have det overordnede ansvar for, at lægen udfører denne opgave.

I det nuværende system tager lægen hver dag ansvar for mange forskellige faggruppers arbejde, idet lægen er overordnet behandlingsansvarlig.

Lægen kan ikke forventes at kende til alt, hvad sygepleje, fysioterapi, ergoterapi, pædagogik, psykologi og så videre indebærer eller omhandler. Og godt det samme, ellers skulle lægen jo være uddannet inden for mange flere felter.

I psykiatrien har man på baggrund af en lang hospitalstradition valgt, at det er lægen, der er behandlingsansvarlig. Men ledelsesevner, overblik over en samlet behandlingsindsats og koordinationsevner er ikke forbeholdt læger – ej heller er det på forhånd givet, at en læge eller nogen anden faggruppe er særligt kompetent til dette.

En psykolog, der også har en lang akademisk uddannelse bag sig, kan ligesom lægen varetage et overordnet ansvar for, at alle faggrupper gør det, de skal i forhold til patienten.

Ligesom lægen har psykologen sammen med en del andre faggrupper den bio-psyko-sociale tilgang som grundlag for sit virke.

Kan læger noget, psykologer ikke kan?
Selvfølgelig kan læger noget, som psykologer ikke kan – ligesom psykologer kan noget, som læger ikke kan, og socialrådgivere kan noget, som hverken læger eller psykologer kan og så videre.

Vi hører igen og igen i debatten, at specialpsykologer ikke kan det samme som læger.

Måske har denne tilgang sit ophav i bekymringen for, at specialpsykologen skulle overtage alle psykiaterens opgaver og derfor langsomt fortrænge denne fra psykiatrien?

Virkeligheden er, at de fleste ansatte inden for psykiatrien i dagligdagen overlapper hinandens fagfelter.

Overlappet sikrer en fleksibilitet i patientens behandling, men må selvfølgelig aldrig tage overhånd, for rolleuklarhed er ikke godt for nogen – hverken patienten eller medarbejderen.

Det er derfor også en kontinuerlig opgave at udvikle og efterse tværfagligheden i psykiatrien, så fleksibiliteten sikres, uden at monofagligheden forsvinder.

Vil specialpsykologerne få alle de sjove opgaver i psykiatrien?
Vi specialpsykologer hører ofte denne bekymring fra yngre læger: at de opgaver, der har fået dem til at vælge specialet, vil blive givet til andre faggrupper.

Men der er arbejde nok til alle, for der er et stadig stigende antal patienter i psykiatrien, og de har brug for både specialpsykologer og speciallæger. Og vores erfaring er, at samarbejdet mellem læger og specialpsykologer for det meste er formidabelt.

Vi arbejder sammen om de forskellige problemstillinger, og vores fagligheder supplerer hinanden.

Begge faggrupper arbejder med patientens psykiatriske problemstilling, og forskellene i faglighed bliver kun bragt i spil, når det er nødvendigt.

Lægen forklarer ved den tværfaglige konference, hvordan medicinen, eventuelle somatiske symptomer og den psykiatriske lidelse spiller sammen, mens psykologen gør forståeligt, hvordan patientens opvækst, identitetsdannelse, selvforståelse, kognitive funktionsniveau og psykologiske udvikling indvirker på den psykiatriske lidelse.

Andre faggrupper byder også ind med deres tilgange.

Lad os derfor i fællesskab tage fat på opgaverne og på lige fod gøre det, vi er gode til – i samarbejde med hinanden.

Kan psykologer udøve tvang?
Hvis vi skal arbejde på lige fod med vores forskellige fagligheder, må vi alle være klar til at varetage de opgaver, der kræves – også selv om de kan være ubehagelige.

Mange læger udtrykker beklagelse over udøvelsen af tvang, hvilket er helt naturligt, da dette er et voldsomt indgreb i et andet menneskes autonomi og selvstændige livsførelse.

Det bliver af læger betragtet som en ubehagelig opgave, men også varetaget med en stor ansvarlighed. Det er en ubetinget magtposition, som må varetages etisk og moralsk med den yderste varsomhed.

Lige nu er det kun læger, der må træffe afgørelse af tvangsforanstaltninger. Men hvorfor egentlig det?

Psykologer kan såvel som lægen tage beslutning om, hvorvidt patienten er "… sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling", som det står i bekendtgørelsen.

Psykologen ville i så fald have brug for at konferere eventuel legemlig sygdom som årsag til patientens symptomer med en læge, og psykologen ville naturligvis ikke kunne tage stilling til, hvilken tvangsmedicin en patient eventuelt skal have.

Psykologen ville imidlertid kunne lave præcis den samme vurdering af patientens farlighed for sig selv eller andre, som lægen kan.

Allerede nu deltager psykologer i arbejdet omkring retspsykiatriske patienter, hvor fokus netop bl.a. er på risikovurderinger af patientens farlighed.

En sådan fælles opgave kan også aflaste lægen og frigive tid, så psykiaterne kunne beskæftige sig med mere udredning og psykoterapi, hvilket er opgaver, som de ofte efterlyser.

Sammen om en fælles løsning
Debatten om specialpsykologers og lægers roller i psykiatrien må ikke køre af sporet i en fagkamp.

Det er bydende nødvendigt, at alle i det offentlige behandlingssystem forholder sig til den fremtidige kendsgerning, at pengene bliver færre, og patienterne flere.

Vi må arbejde sammen om mulige løsninger i anerkendelse af hinanden faglige kompetencer og ligeværdige indsats.