DSR: Samtalen om den sidste tid skal ikke tages til sidst

DEBAT: Palliation skal tænkes bredere end i dag, og samtalen om ønskerne til den sidste tid skal meget tidligere i gang, så vi nemmere undgår overbehandling og uetiske genoplivninger, mener Dansk Sygeplejeråd.

Meget tyder på, at vi ikke er gode nok til at få taget den vigtige samtale om en værdig afslutning på livet, skriver Dansk Sygeplejeråds næstformand, Anni Pilgaard.Foto: Pressefoto/DSA

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anni Pilgaard
Næstformand, Dansk Sygeplejeråd

Hvordan sikrer vi ældre mennesker en værdig afslutning på livet? Og hvordan sikrer vi, at det er dem selv, der afgør, hvad der er den rette afslutning for dem?

Meget tyder på, at vi ikke er gode nok til at få taget denne vigtige samtale. Og at vi ikke er gode nok til at få delt indholdet af samtalen på tværs af sektorer.

Præcist hvor stort problemet med overbehandling er, vides ikke, men det skønnes, at der hver dag sker mindst fem uhensigtsmæssige indlæggelser af mennesker på plejehjem.

Med mange ældre og mange med flere kroniske sygdomme bliver opgaven ikke mindre i de kommende år.
Anni Pilgaard
Næstformand, Dansk Sygeplejeråd

I stedet for at ende deres dage roligt og værdigt der, hvor de bor, bliver deres sidste tid præget af indlæggelser og nytteløse undersøgelser. I nogle tilfælde af udrykning og genoplivning.

Behov for systematisk tilgang
Det skal vi blive bedre til at undgå, og vi ved, at det kan lade sig gøre fra de steder, hvor man systematisk arbejder med at tage samtalen om behov, bekymringer og ønsker til den sidste tid.

Det er noget af det, som sygeplejersker er gode til, fordi det er en del af den grundlæggende sygepleje. Det er dog ikke en opgave, der kan løftes af den enkelte medarbejder, men noget, der kræver de rigtige rammer og en systematisk tilgang på den enkelte arbejdsplads.

Heldigvis findes der flere gode eksempler på, at det kan lade sig gøre. Blandt andet på plejecentre, hvor beboere næsten altid har en eller flere kroniske og livstruende lidelser, og derfor vil have behov for lindrende behandling.

Kender man beboernes behov og ønsker, er det nemmere at undgå uønskede indlæggelser, fordi den palliative indsats er planlagt, og der ikke er tvivl om ønskerne til behandlingsniveauet – heller ikke hos de pårørende.

Sådan er det for eksempel på plejehjemmet Solsidecentret i Nibe, hvor man allerede, når beboeren flytter ind, starter samtalen om den sidste tid, og hvor der i god tid tages stilling til genoplivning og livsforlængende behandling.

Det har bevirket, at antallet af uønskede behandlinger og genoplivninger er tæt på nul, og det er meget klogt besluttet, at samtlige plejecentre i Aalborg Kommune skal implementere samme model.

Læs også

Ny debat: Overbehandler vi svækkede og døende patienter?

Tænk palliation bredere
Generelt skal vi blive bedre til at tænke palliation bredere, end vi gør i dag, og det skal tænkes tidligere ind i forløbet.

Det gælder ikke mindst på sygehusene. Det er snart 20 år siden, at WHO ændrede målgruppen for den palliative indsats fra at være uhelbredeligt syge kræftpatienter til at være for alle med livstruende sygdom.

Den kategori er der mange patienter med for eksempel hjertesvigt, KOL, demens, nyre- og leversygdomme, der er i, men uden at de nogensinde oplever en ordentlig palliativ indsats.

Det skal vi gøre bedre. Både fordi det giver mere livskvalitet, men også fordi det forebygger, at vi kommer til at overkontrollere og overbehandle.

Erstat bevidstløse kontroller
Der findes flere gode eksempler på, hvordan palliation og borgernes ønsker til, hvordan livet kan leves med uhelbredelig sygdom, kan komme hurtigere på banen.

For eksempel vil en del bevidstløse kontroller af uhelbredeligt syge patienter med fordel kunne erstattes med sygeplejerskekonsultationer, hvor fokus vendes mod patienternes bekymringer og udfordringer lige nu.

Det kræver, at man beslutter at gøre det anderledes, og at man skaber rammerne for det. Det har man for eksempel gjort på gastroenheden på Herlev/Gentofte Hospital, hvor der er etableret et sygeplejedrevet ambulatorium for de allerdårligste patienter med leversygdom.

Selvfølgelig med lægen som backup, men hvor sygeplejerskerne har fået en rammedelegation, der blandt andet betyder, at de kan ordinere og justere bestemte typer af medicin.

Opgaven bliver ikke mindre
Her er fokus på, hvordan patienterne lever med deres sygdom og på at lindre symptomer og hjælpe patienterne i en svær situation.

Det er erfaringen, at når der opnås en relation til patienten, kan der også nemmere tages hul på snakken om livets afslutning og tiden op til. Det er specialiseret sygepleje kombineret med basal palliativ sygepleje, når det er bedst.

Den slags skal vi have mere af, og med mange ældre og mange med flere kroniske sygdomme bliver opgaven ikke mindre i de kommende år.

Det handler om at give alle mennesker mest mulig indflydelse på deres sidste levetid, og hvordan de gerne vil dø. Det kræver en mere systematisk tilgang til den palliative indsats på de enkelte sygehuse og plejecentre, og det kræver, at både kompetencerne og rammerne er på plads.

Dokumentation

Temadebat: Overbehandler vi svækkede og døende patienter?

Usikkerhed om etik og sundhedsjura og forskellige normer for behandling af svækkede ældre eller terminale patienter har i mange år fyldt på sygehuse, plejecentre og i den kommunale hjemmepleje.

Politikerne har forsøgt at skabe klarhed om regler og retningslinjer. Først med loven om behandlingstestamente og siden med forslaget om "nej tak til genoplivning" i kølvandet på nye vejledninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Altinget giver ordet til aktører, som i en temadebat vil give deres svar på, om vi har de rette regler og rammer for arbejdet med svækkede patienter.

Behandler og genopliver vi for meget? Er selvbestemmelsen sikret under de nuværende regler? Risikerer politikerne at erstatte etik og faglige skøn med firkantet jura i ønsket om at sikre en værdig død? Hvilke dilemmaer oplever sundhedspersonalet i dag – og kan de overhovedet løses?

Her er aktørerne:

Anna Wilroth, seniorkonsulent for sundhed og værdighed, Ældre Sagen
Anne Bendix Andersen, formand, Sygeplejeetisk Råd
Anne-Marie Axø Gerdes, formand, Etisk Råd
Anni Pilgaard, førstenæstformand, Dansk Sygeplejeråd
Bolette Friderichsen, næstformand, Dansk Selskab for Almen Medicin
Camilla Rathcke, formand, Lægeforeningen
Hanne Irene Jensen, lektor og sygeplejerske, Anæstesiologisk Afdeling, Sygehus Lillebælt
Helen Bernt Andersen, formand, Kræftens Bekæmpelse
Inge Jekes, formand, Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne
Karin Friis Bach (R), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden
Kristoffer Marså, overlæge i lindrende behandling, Herlev og Gentofte Hospital
Lisa Seest Nielsen, funktionsansvarlig overlæge, Intensiv Afdeling, Sygehus Lillebælt, og formand, Klinisk Etisk Udvalg
Lotte Blicher Mørk, hospitalspræst, Rigshospitalet
Ove Gaardboe, overlæge og ekstern konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed
Preben Engelbrekt, direktør, Det Nationale Sorgcenter
Rune Lynge Rasmussen, paramediciner og formand, Reddernes Fagforening
Solvejg Henneberg Pedersen, specialeansvarlig overlæge, Geriatrisk Sektion, Holbæk Sygehus
Torben Klitmøller Hollmann, sektorformand for social- og sundhedssektoren, FOA.