Hospitalspræst: Iveren efter at behandle skyldes vores frygt for døden

DEBAT: Hospitalsvæsenets iver efter at behandle døende skyldes en moderne forståelse af døden som en fiasko - og ikke et uundgåeligt vilkår. Det går ud over patienten, skriver hospitalspræst Lotte Mørk. 

Af Lotte Mørk
Hospitalspræst, Rigshospitalet

Forleden talte jeg med en ung kvinde, lad os kalde hende Sara. Hun var uhelbredelig syg af en kræftform med en prognose på fem års overlevelse.

Hun var medlem af en facebookgruppe med kvinder med samme sygdom, og her var der en kvinde, der havde trodset statistikkerne og overlevet i næsten otte år.

Hun havde nærmest opnået heltinde status. Men, påpegede Sara, var der ingen, der var optaget af alle de gener, som den "overlevende" kvinde havde lidt under på grund af alle behandlingerne?

Gener som uden tvivl måtte påvirke hendes livskvalitet. Hun måtte som konsekvens leve sit liv på hospitalet – og det var muligvis et acceptabelt liv for hende, men ikke for Sara. Som i øvrigt samtidig undrede sig over, at hendes egen læge ikke én eneste gang havde præsenteret hende for muligheden for at stoppe hendes behandling.

Jeg vender tilbage til Sara. 

Vi gør de døende til en fiasko
Med mine mange års erfaring som præst på Rigshospitalet må jeg konstatere, at historien ikke er unik.

Den er derimod et godt eksempel på, at sundhedsvæsenet ofte har ét overordnet succeskriterium: Overlevelse. Som udgangspunkt er det jo godt, men konsekvenserne er, at kontrasten til denne succes gør de svækkede og døende til fiaskoen.

Der er så meget fokus på at behandle og helbrede, at sundhedsvæsenet glemmer at finde ud af, hvad der giver livskvalitet for den enkelte.

Min oplevelse er, at der er en unødig uoverensstemmelse mellem systemets og patientens succeskriterium. Ved hjælp af regler og retningslinjer forsøger systemet at kategorisere og kvantificere noget, der ikke lader sig sætte i system.

Det ender med at være ligegyldigt og i værste fald ødelæggende for patienten. 

Vi frygter magtesløsheden
Denne udtalte trang til at behandle og helbrede skyldes blandt andet, at vi som moderne mennesker er vant til at kunne handle os ud af det meste. Derfor skaber vi en illusion om, at så længe vi behandler, har vi kontrol og dermed magt.

Vi frygter magtesløsheden, fordi den konfronterer os med endeligheden – døden. Vi glemmer, at svækkelse, forfald, sygdom, død og sorg er menneskelige vilkår, som vi ikke kan slippe for. 

Det giver naturligvis god mening, at kontrol og behandling har det primære fokus på et hospital. Det er trods alt årsagen til, at man kommer der. Jeg går stærkt ind for behandling, men ikke for enhver pris.

Ikke når den har til formål at udskyde døden, alene fordi den er vanskelig at forholde sig til – og ikke mindst tale om.

Det er et problem, når behandling bliver konsekvensen af, at vi ser døden som et problem – som en fiasko – og ikke som et vilkår.

Så hvis succeskriteriet er altid at kunne gøre noget – selv dér, hvor det i sidste ende er menneskeligt umuligt – ja, så er det ikke langt til fiaskoen.

Problemet er, at vi ikke ser nok på den enkeltes succeskriterium. Succes behøver ikke at handle om at overleve, men om de værdier, du har i livet, der stadig giver mening på trods sygdommens hårde vilkår.

Måske ved patienten bedst
Det bringer mig tilbage til Sarah, som mente, at hun godt vidste, hvorfor hendes læge ikke havde foreslået at indstille behandlingen:

"Han tør ikke, fordi det konfronterer ham med hans egen afmagt. Men han forstår ikke, at succes for mig ikke længere handler om overlevelse, men indholdet af det liv, jeg har tilbage. For det har virkelig indhold. Måske bare ikke så længe endnu. Jeg frygter det indhold forsvinder, hvis jeg får mere behandling".

Som jeg så ofte påpeger i mine foredrag, overbehandler vi, fordi vi ikke tør konfrontere virkelighedens vilkår: Afmagten, håbløsheden og meningsløsheden.

Men virkeligheden er også, at vi ikke er Gud i eget liv. Pludselig er det dig og mig, der ligger dér. Vi kommer alle dertil, og det er der i sig selv et stort fællesskab i – hvis vi ellers tør erkende det.

Succeskriteriet er altså ikke den blotte overlevelse, men at finde mening i livet på trods af sorg, angst og alt det andet, som sygdom og alderdom bringer med sig.

Så uanset hvor mange regler og retningslinjer vi opstiller for at overbevise os selv om, at vi agerer korrekt, når vi fokuserer på overlevelsen, så vil vi altid fejle, hvis vi ikke samtidig inddrager patienten og ikke mindst dennes værdier og ønsker for den sidste tid.

Måske hun allerede har erkendt noget, som vi endnu ikke har.

Forrige artikel Tandplejer til Sundhedsstyrelsen: Billigere behandling løser ikke uligheden Tandplejer til Sundhedsstyrelsen: Billigere behandling løser ikke uligheden Næste artikel Organisationer: Sundhedsarbejdernes trivsel er afgørende for patientsikkerhed Organisationer: Sundhedsarbejdernes trivsel er afgørende for patientsikkerhed
KL og regionerne blander blod i fælles udspil

KL og regionerne blander blod i fælles udspil

ANALYSE: KL og Danske Regioner skriver historie med deres fælles udspil til, hvordan regeringen med en kommende sundhedsaftale skal sikre bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og almen praksis. De 12 pejlemærker er ikke færdige løsninger, men skitserer blandt andet samarbejdet rundt om de 21 akutsygehuse.