PLO: Sundhedsklynger kan blive et nybrud i kronikerindsatsen

Opgaven med at forebygge, opspore, diagnosticere og behandle borgere med kronisk sygdom er vokset betydeligt i almen praksis. En stor del af forebyggelsesopgaven foregår i samarbejde med kommunerne, der varetager genoptræning og rådgivning af eksempelvis borgere med KOL og diabetes.

Også behandling og pleje er i tiltagende omfang rykket ud i kommunale senge. Borgerne udskrives i stigende omfang fra hospitalerne til færdigbehandling i kommunerne, og det betyder, at tilstande som tidligere medførte behov for indlæggelse, nu kan behandles i kommunen i tæt samarbejde med både hospital og almen praksis.

Men denne opgaveudflytning sætter det nære sundhedsvæsen under pres. Det skyldes færre hospitalssenge og tiltagende specialisering i det sekundære sundhedsvæsen. Dertil kommer et stigende antal ældre, som ofte lever med ikke bare én men flere kroniske sygdomme.

Trebenet strategi skal skabe forandring

Organiseringen af kronikerindsatsen bør stå på tre ben – almen praksis, kommunerne og behovsbestemt specialiseret indsats fra praktiserende speciallæger og hospitaler.

Alle borgere med kronisk sygdom bør have en praktiserende læge med overblik og kendskab til borgerens samlede livssituation. En stor andel af borgere med kronisk sygdom kommer jævnligt i praksis uden kontakt til andre dele af sundhedsvæsnet, og det giver et unikt udgangspunkt for en kronikerindsats, der sikrer fokus på den enkelte borgers livssituation.

LÆS OGSÅ: KL: Kronikertaskforce skal fokusere på forebyggelse

Vi ved, at en tæt og tryg relation til egen læge og dennes praksispersonale kan forebygge indlæggelser. Den dag borgeren får behov for hjælp fra kommunen, enten midlertidigt eller permanent, vil et tæt samarbejde baseret på god gensidig tilgængelighed og deling af relevante data medvirke til længst mulig behandling af borgerne i det nære sundhedsvæsen.

Det tætte samarbejde mellem almen praksis og kommunerne kan imidlertid kun lykkes med de støttefunktioner, som ligger hos de praktiserende speciallæger og på hospitalerne.

Samarbejdet om borgere med kronisk sygdom bliver en af de væsentligste opgaver for de 21 sundhedsklynger.

Karin Zimmer
Praktiserende læge og bestyrelsesmedlem i PLO

Lægedækning udfordrer kronikerindsatsen

I dag er mulighederne for henvisning til og sparring med speciallæger i primærsektoren ulige fordelt. Det gælder også speciallæger på hospitalerne, hvilket udfordrer understøttelsen af almen praksis med hurtig udredning og god og tilgængelig specialistrådgivning. Vi mangler direkte adgang til diagnostiske undersøgelser uden ventetid, adgang til subakutte udredningsenheder og udgående hospitalsfunktioner.

Der er brug for flere speciallæger i psykiatri, reumatologi, geriatri og diagnostisk radiologi, og et behov for, at det bliver geografisk bliver placeret på en måde, der sikrer lige adgang til specialistudredning og diagnostiske undersøgelser med ventetidsgaranti, uanset om udredningen foregår i primær- eller sekundærsektoren.

Der vil de næste 10 år fortsat være for få praktiserende læger og speciallæger i store dele af primærsektoren til at løfte opgaven. Samtidig er kommunerne udfordret af mangel på sundhedsfagligt personale med de rette kompetencer. Det medfører ulighed i sundhed, når geografien er afgørende for, hvilket tilbud man får som borger med kronisk sygdom.

LÆS OGSÅ: LVS: Læger skal erkende kulturkløften, når de møder sårbare patienter

Tiltag som styrker og øger antallet af praktiserende læger og speciallæger samt rekrutteringen af sundhedsfagligt personale til kommunerne, vil kunne løfte kronikerindsatsen. Og nationale mindstestandarder for den indsats, som skal leveres både i almen praksis, i kommunerne og på hospitalerne, vil med de nødvendige ressourcer kunne modvirke ulighed i sundhed. Men den udfordring kan vi ikke løse uden en markant investering i og samlet plan for det nære sundhedsvæsen, og her er de nye sundhedsklynger et skridt på vejen. 

Uden ressourcer til de nødvendige forandringer kan klyngerne i stedet risikere at blive en kampplads, hvor der skubbes opgaver rundt mellem parterne, der alle i forvejen er belastede til bristepunktet.

Karin Zimmer
Praktiserende læge og bestyrelsesmedlem i PLO

Klynger kan blive sundhedsvæsenets motor

Samarbejdet om borgere med kronisk sygdom bliver en af de væsentligste opgaver for de 21 sundhedsklynger. Med den tilstrækkelige økonomi til en øget indsats for de borgere, der går på tværs af sundhedsvæsnet, kan de blive motoren, som driver det samlede sundhedsvæsen i den rigtige retning.

Men uden ressourcer til de nødvendige forandringer kan klyngerne i stedet risikere at blive en kampplads, hvor der skubbes opgaver rundt mellem parterne, der alle i forvejen er belastede til bristepunktet.

Derfor kræver det politisk styring og rette økonomiske prioriteringer både nationalt og i de fem sundhedssamarbejdsudvalg, hvis sundhedsklyngerne skal lykkes. Sker det ikke, får vi 21 meget forskellige og fragmenterede sundhedsvæsner. 

Almen praksis ønsker at være omdrejningspunktet for udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Det gælder både nationalt, i de fem sundhedssamarbejdsudvalg og i de 21 sundhedsklynger. 

Som den aktør, der har alle borgere (herunder alle borgere med kronisk sygdom) på sin liste, og som den del af sundhedsvæsnet hovedparten af borgerne kender og besøger flere gange årligt, har vi et unikt udgangspunkt for at medvirke til organiseringen af fremtidens kronikerindsats.