Professor: Datamangel vil give behandlingsrådet problemer

Af Anders Perner
Professor i intensiv medicin, Rigshospitalet

Behandlingsrådet er mere end velkomment.

Det må være en af de vigtigste opgaver for det danske sundhedsvæsens at sikre, at de behandlinger, som vi tilbyder patienterne, er evalueret så godt som muligt.

Når det gælder ny medicin, er der lovkrav om kliniske forsøg før implementering. Det gælder ikke for behandlinger, der ikke er lægemidler. Og når der ikke er noget krav om kliniske forsøg af robotkirurgi, avanceret strålebehandling, nye kar- eller ledproteser, får vi ikke sikker viden om den samlede værdi for patienterne og samfundet, når disse behandlinger implementeres.

Vi kan forsætte med at stille meget lave krav til dokumentationen, men så giver det ikke mening at have et behandlingsråd.

Anders Perner
Professor i intensiv medicin, Rigshospitalet

Derfor får behandlingsrådet problemer. Der vil mangle gode data til at understøtte evalueringsprocessen, og diskussionerne og beslutningerne bliver rigtigt svære, især når det gælder risikoen for patientskade og de sundhedsøkonomiske konsekvenser.

Skræmmeeksemplerne er Boneloc, underlivsnet, dekomprimerende kranieoperation ved svære hjerneskader, hjerteoperation uden hjertelungemaskine og måske robotkirurgi – det sidste vil tiden vise.

Realistisk mellemvej findes
Så hvordan skal behandlingsrådet træffe beslutninger uden gode data? Der er flere muligheder.

Vi kan forsætte med at stille meget lave krav til dokumentationen, men så giver det ikke mening at have et behandlingsråd. Vi kan slå bremsen i og kræve samme dokumentation som for nye lægemidler.

Der er en vis logik i denne løsning, da mange ikke-medicinske behandlinger har samme risiko for komplikationer og patientskader som lægemidler. For nogle invasive behandlinger er risikoen større, da behandlingen som for eksempel et underlivsnet ikke kan stoppes.

Omvendt er et stop for implementering nok ikke realistisk, da patienter, læger og samfund forventer nye behandlinger.

Der er en realistisk mellemvej. Behandlingsrådet kan udstyres med muligheden for at aktivere et implementeringsprogram, som indeholder valid klinisk testning af den nye behandling under implementeringen.

I praksis handler det om at sikre en valid kontrolgruppe, altså en gruppe af patienter, der ikke får den nye behandling, men som i øvrigt er sammenlignelig med den gruppe, der nu får behandlingen under implementeringen.

Klassisk anvendes tilfældig allokering af patienterne, også kaldet randomisering, men der andre muligheder.

Lægehuse, afdelinger, hospitaler eller kommuner kan randomiseres i såkaldte klyngeforsøg. Alternativt kan implementering ske trinvist enten på individ- eller gruppeniveau i et såkaldt step wedge-forsøg.