Professor: Sundhedsvæsenet skal skærpe sin sociale intelligens

DEBAT: Højtuddannede tilbydes markant bedre behandling end kortuddannede. Hvis sundhedsvæsenet skal levere ens service til alle, må læger og sygeplejersker gøre mere for at møde patienter med den rigtige støtte og information, skriver Morten Sodemann. 

Af Morten Sodemann,
Professor, global sundhed og indvandrermedicin, Syddansk Universitet, og overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

Hverken kræftknuden eller dit hjerte ved, hvor længe du har gået i skole, eller hvad du får i løn.

Så hvorfor har kræftpatienter og hjertepatienter med lang uddannelse lavere dødelighed end andre?

Man dør hverken af sin lave indkomst, korte uddannelse eller postnummeret. Man dør af årsagerne og konsekvenserne.

Risikoen for at blive syg er større for kortuddannede i lavtlønsjobs, men risikoen for at få en forsinket diagnose eller dø under eller efter behandling er også større for personer i den samme gruppe.

Perfekt social-medicinsk katastrofe
Hvordan kan dét lade sig gøre, når hovedparten af medicinske og kirurgiske behandlinger er underlagt stramme retningslinjer og guidelines?

Vi ved ikke meget om det, men studier har peget på, at kort uddannelse er forbundet med en lang kæde af faktorer, der starter en ulyksalig dominoeffekt i mødet med sundhedsvæsnet: mindre adgang til forebyggelse, senere diagnose, mindre optimale behandlingsvalg, flere komplikationer, flere bivirkninger, længere sygdomsforløb, mindre udbytte af genoptræning og mindre sekundær forebyggelse (eksempelvis medicinsk forebyggelse efter blodprop i hjertet).

Når dertil lægges, at andelen, der ryger og drikker flere genstande, end Sundhedsstyrelsen anbefaler, er højere blandt kort uddannede, samtidig med at risikoen for at pådrage sig multisygdom (to eller flere kroniske sygdomme) også er højere, så har man drejebogen til den perfekte social-medicinske katastrofe.

Levevilkår trykker på aftrækkeren
Hvad er det så for faktorer, der er i spil? Nogle faktorer er vi ikke individuelt herrer over, da de har udspillet sig i generationer før vores egen.

De seneste årtier har forskning peget på betydningen af epigenetik. Det vil sige, at miljøet påvirker, hvordan vores gener kommer til udtryk.

Bedsteforældres levevilkår har indvirkning på deres børnebørns helbred som for eksempel i risikoen for at udvikle sukkersyge eller hjerte-karsygdom.

Man plejer at sige, at generne lader pistolen, men levevilkårene afgør om pistolen, generne, skal ”fyres af”.

Vi vælger ikke vores forældre eller deres levevilkår, og den sociale arv kan i barndommen medvirke til at afgøre om vi udvikler diabetes, overvægt eller kræft.

Social multisygdom
Studier har vist, at negative sociale begivenheder i barndommen øger risikoen for kronisk sygdom: jo flere sociale katastrofer, jo mere sygdom og kortere liv som voksen.

Børn af forældre med kort uddannelse vokser hyppigere op i dårlige, fugtige boliger, hvor forældrene ryger, og udvikler derfor mere astma, men kommer senere til læge og har flere lungeinfektioner og dårlige kontrol med deres astma, så de som voksne får KOL i en tidlig alder.

Blandt kræftpatienter har det vist sig, at sammensætningen og styrken i patientens sociale netværk er afgørende for tidlig diagnose, optimal behandling og overlevelse.

Man fristes til at kalde det social multisygdom og ideen om syndemier er måske den bedste måde at beskrive graden af samspilsramthed:

Sygdomme, der optræder samtidigt, gør hinanden værre, end de er enkeltvis, men optræder de tilmed i belastede boliger blandt kortuddannede, vil depression og overvægt blande sig og gøre sygdomsbilledet endnu mere komplekst at løse for sundhedsvæsnet.

Forskelsbehandlingen i sundhedsvæsenet
Endelig er der det bekymrende resultat af sygdom, at patienter ofte taber handlefunktioner, læsefærdighed reduceres, de mister hukommelse og deres strategiske evner rækker ikke til planer, undersøgelser og fem forskellige slags medicin.

Alle disse faktorer medbringer patienten i mødet med sundhedsvæsnet, og dét fører til forskelsbehandling indenfor sundhedsvæsnet.

  • Patienter fra mindre velstillede kår inddrages mindre i samtalen og inviteres sjældnere til at udtrykke følelser, bekymringer og holdninger.
  • Patienter med kort uddannelse har kortere samtaler og er i mindre grad involveret i fælles beslutningstagning.
  • Kortuddannedes symptomer opfattes hyppigere som ”uforklarede” og ”uden fysisk baggrund”, hvilket kan føre til senere diagnose.
  • Kortuddannede og mindre velstillede tilbydes sjældnere komplekse behandlinger eller for eksempel transplantation og tilbydes sjældnere deltagelse i forsøgsbehandling. Samme gælder patienter, der bor i områder langt fra sygehuset.
  • Patienter med sparsomt netværk og patienter med kort uddannelse henvises sjældnere til genoptræning efter blodprop i hjerte eller efter endt kræftbehandling.
  • Kortuddannede har ofte flere sygdomme samtidig, må oftere tage fri for arbejde til kontrol hos læge eller på sygehus og risikerer oftere at miste deres indtægt og i sidste ende arbejde.

Man har kun de rettigheder, man kender
Vi har ikke et fag i skolen, der redder vores liv og skaffer os den bedste sygehusbehandling. Men vi får et stærkt socialt netværk i skolen, der også giver os forhandlingskompetencer og troen på egne evner.

Skolen giver os styrken til at forhandle vores egen sandhed igennem. Vi lærer vores rettigheder og vejen til dem at kende. Man har imidlertid ikke rettigheder, man ikke kender, og man får ikke den rette hjælp, hvis man ikke forstår adgangen til den.

Sundhedsvæsenet har en betydelig rolle i at skabe og vedligeholde unødvendig sårbarhed og ulighed blandt kortuddannede og socialt mindre velstillede.

Men ser man på, hvor meget de højtuddannede får ud af sundhedsvæsenet, så er der kun ét at gøre for sundhedsvæsnet:

Det skal sikre, at alle patienter får den nødvendige tid, information og støtte til at tage den rigtige beslutning sammen med lægen, så det fulde potentiale i et moderne sundhedsvæsen er tilgængeligt for alle.

Dét kræver en bedre uddannelse af læger og sygeplejersker, det kræver professionelle patientstøtter, og det kræver, at sundhedsvæsnets sociale intelligens skærpes og vedligeholdes på samme måde, som vi hvert år træner hjertestop, epidemiberedskab og brandøvelser.

Forrige artikel 7Liv: Transplantation fra levende donorer skal være den foretrukne behandling 7Liv: Transplantation fra levende donorer skal være den foretrukne behandling Næste artikel Diabetesforeningen: Vi skal tænke nyt i opsporingen af type-2-diabetes Diabetesforeningen: Vi skal tænke nyt i opsporingen af type-2-diabetes