Sind: Psykiatriplanen løser ikke regionspsykiatriens problem

Af Knud Kristensen
Formand for Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed

Fra 2001 til 2016 steg antallet af patienter i den regionale hospitalspsykiatri med 66 procent. I samme periode steg bevillingerne til behandlingen med 31 procent.

Dette er jo fantastisk. Det er lykkedes at behandle 66 procent flere patienter for bare 31 procent flere penge. Prisen per patient faldt i perioden med hele 21 procent.

Sandheden er desværre, at det netop ikke er lykkedes. Regionspsykiatrien har bare måttet tilpasse behandlingen til de krummer fra de riges bord, der blev fejet vores vej – og det har ikke været hverken nok eller rimeligt.

Pengene mangler
Resultaterne kender vi.

Tvang anvendes igen i stigende grad. Patienter nægtes indlæggelse, eller de udskrives for tidligt. Dette fører til, at antallet af genindlæggelser stiger, og at antallet af tvangsindlæggelser stiger.

Jeg tør næsten ikke sige det, men vi har med garanti heller ikke set det sidste dødsfald i psykiatrien.

Knud Kristensen
Formand, Sind

Antallet af retspsykiatriske patienter er tredoblet og er langt over antallet i vores nabolande.

Mennesker med psykiske lidelser dør stadig 15-20 år tidligere end gennemsnitsbefolkningen, og udviklingen går desværre den forkerte vej.

Allerede i 2001 var hospitalspsykiatrien underfinansieret. Ser vi bort fra det et øjeblik, så skulle der i 2016 (hvis bevillingerne var fulgt med stigningen i antallet af patienter siden 2001) have været 11,1 milliarder kroner til rådighed for den regionale hospitalspsykiatri. Der var 8,7 milliarder kroner.

Altså manglede der i 2016 2,4 milliarder kroner årligt.

Midler lukker langtfra hullet
Med Psykiatriplan II (og tilførsel af 200 millioner kroner årligt til regionspsykiatrien via økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne) løftes psykiatrien samlet med i alt 2,1 milliarder kroner over fire år.

Det svarer til cirka 525 millioner kroner årligt – altså langtfra nok til at lukke hullet på 2,4 milliarder kroner.

De 2,1 milliarder kroner skal fordeles mellem regioner, kommuner og civilsamfundet. Hertil kommer, at langtfra alle pengene er permanente, og at en del af pengene skal lukke hullet efter satspuljeprojekter for omkring 173 millioner kroner, der udløber med udgangen af 2018.

Med økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne tilføres regionspsykiatrien årligt 200 millioner kroner direkte og øremærket via bloktilskuddet.

Med Psykiatriplan II tilføres regionspsykiatrien årligt 100 millioner kroner via finansloven. Pengene skal deles med 70 millioner kroner til nye intensive sengeafsnit i voksenpsykiatrien og 30 millioner kroner til nye intensive børne- og ungdomspsykiatriske specialiserede teams.

Herudover tilføres psykiatrien via Psykiatriplan II cirka 225 millioner kroner årligt via satspuljen. Men samtidig udløber som nævnt satspuljeprojekter for omkring 173 millioner kroner. Reelt er der altså kun 52 millioner kroner nye satspuljekroner årligt.

Af de 225 millioner kroner fra satspuljen er kun 121,4 millioner kroner permanente. De øvrige bevillinger udløber i løbet af den fireårige periode 2019-2022.

Hvor er de kommunale botilbud?
Mange af de 43 udmærkede initiativer i Psykiatriplan II kommer kun indirekte regionspsykiatrien til gode.

Allerede af den grund er konklusionen, at Psykiatriplan II desværre ikke kommer til at løse regionspsykiatriens grundlæggende problem - at der ikke er penge nok til at sikre en ordentlig behandling af det stigende antal patienter.

Nogle af de økonomisk tunge initiativer – som for eksempel 80 millioner til en landsdækkende udbredelse af Headspace, 60,5 millioner til udvikling af forebyggende kommunale tilbud for psykisk sårbare unge, 261,6, 113 og 33,5 millioner til tilskud til psykologbehandling for angst og depression – vil formentlig virke forebyggende og dermed på sigt aflaste regionspsykiatrien, men virkningen vil ikke kunne aflæses allerede i 2019.

Værre er det nok, at et mærkbart løft af den kommunale socialpsykiatri (herunder især de kommunale botilbud) er fraværende i planen. Her ville et løft ellers næsten med sikkerhed kunne aflaste regionspsykiatrien allerede på kort sigt.

Vi løfter ikke nok
Den del af de 43 initiativer, der vedrører den socialpsykiatriske indsats, er uambitiøse indholdsmæssigt og uden fornøden finansiel tyngde. Der afsættes cirka 30 millioner kroner årligt (heraf 12 millioner permanent) til udvikling af indsatsen i socialpsykiatrien.

Samlet set er min vurdering, at planen (sammen med økonomiaftalen) vil løfte både den regionale hospitalspsykiatri og den kommunale sociale indsats for mennesker med psykiske lidelser.

Men hverken den regionale eller den kommunale indsats vil med planen blive bragt i nærheden af en situation, hvor vi kan forvente, at vi kan vinke farvel til tvangen, overdødeligheden, genindlæggelserne, for tidlige udskrivninger og nægtelse af indlæggelser i regionspsykiatrien.

Desværre er der heller ikke udsigt til, at vi kan vinke farvel til problemerne med de elendige forhold på en række af de kommunale socialpsykiatriske botilbud rundtomkring i landet.

Jeg tør næsten ikke sige det, men vi har med garanti heller ikke set det sidste dødsfald i psykiatrien.

Vi løfter måske i fællesskab, men vi løfter ikke nok.