Socialsygeplejersker: Der er brug for et bindeled mellem kommune og hospital

DEBAT: Socialt udsatte patienter kan bedre hjælpes gennem behandlingsforløb med en tovholder, der fungerer som bindeled mellem hospital og kommune. Her kan socialsygeplejersker spille en afgørende rolle, skriver Lene Bruun Damgaard og Nina Brünés. 

Af Lene Bruun Damgaard og Nina Brünés,
Henholdsvis socialsygeplejerske i Frederiksberg Kommune og faglig konsulent for socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden

Sundhedsstyrelsens netop udsendte rapport ”Social ulighed i sundhed og sygdom 2010-2017” beskriver, at der er ulighed i sundhed i samfundet som helhed, men også i selve mødet med sundhedsvæsnet.

Her har socialsygeplejerskernes indsats på landets hospitaler vist sig som en stor succes.

Patienter, der ud over sygdom slås med udsathed i form af overforbrug af alkohol og stoffer, hjemløshed og manglende netværk, formår med støtte fra socialsygeplejerskeindsatsen at modtage og gennemføre selv vanskelige og lange behandlingsforløb.

Det lykkes, fordi socialsygeplejersken kan være en stabil og gennemgående figur under hele behandlingsforløbet, under indlæggelse, til undersøgelser og til ambulante aftaler.

Socialsygeplejersken har kendskab til forholdene på hospitalet, tilbud i kommunerne og ikke mindst en specialistviden om afhængighed og udsathed. Socialsygeplejersken er en faglig sparringspartner for sundhedspersonalet på hospitalerne og for de kommuner, der skal hjælpe socialt udsatte, når de kommer hjem fra hospitalerne.

En forudsætning for god behandling
På hospitalet mangler der forståelse for, at hele patientens livssituation har betydning for muligheden for at få det bedste ud af den tilbudte behandling.

I forbindelse med opstart af et behandlingsforløb får patienten optaget en patientjournal, hvor vi indhenter en række oplysninger om patientens samlede situation: blandt andet uddannelsesbaggrund, job- og boligsituation, alkohol-og rygevaner og pårørende.

Disse oplysninger er relevante og vigtige, når en behandling skal tilrettelægges. Vi ved nemlig, at mennesker med lav sundhedskompetence og manglende netværk og tilknytning til arbejdsmarkedet klarer sig dårligere gennem et sygdomsforløb.

Det er veldokumenteret, at chancen for at overleve en kræftsygdom i høj grad afhænger af social status. For at ændre det faktum er der flere spørgsmål, vi bliver nødt til at stille os selv.

Hvis eksempelvis en 55-årig mand uden netværk, med egen lejlighed, på kontanthjælp og med overforbrug af alkohol skal i kræftpakkeforløb for hoved-halskræft, må vi spørge:

Hvordan tilrettelægges et forløb, der sikrer, at denne patient kan modtage den tilbudte behandling og komme godt igennem?

Kan han klare sig i sin lejlighed? Vil overforbruget af alkohol eskalere? Er der råd til medicin? Og kan han overskue alle møde- og prøvetiderne på hospitalet? Hvordan kommer han frem og tilbage? Hvad med kontakten til jobcenteret? Hvad med ernæringen? Og hvem passer egentlig hunden, mens alt det her sker?

Al den viden skal inddrages i behandlingen og bruges aktivt, for at patienten kan få det bedst mulige udbytte af behandlingen.

Flere kan få gavn af socialsygeplejerskerne
Lad os bruge erfaringerne fra socialsygeplejerskeindsatsen på hospitalerne og de metoder, vi ved virker.

Kommer en borger i kontakt med et hospital, hvor det vurderes, at patientens sociale situation kan være en hindring for bedst muligt udbytte, så bør man kunne kontakte en tovholder i kommunen, der tager sagen med det samme.

Én tovholder, der koordinerer mellem de mange kommunale aktører; hjemmesygeplejen, jobcenteret, ydelsescentret, værestedet, den sociale vicevært, mentoren, støtte-kontaktpersonen og sagsbehandleren.

En værdifuld samarbejdspartner for hospitalerne
Der tales meget om det tværsektorielle samarbejde og om overgange mellem hospital og kommune.

Virkeligheden er, at indsatsen mellem hospital og kommune for patienterne er fragmenteret og uden sammenhæng og forståelse for patientens/borgerens hele livssituation.

Samarbejdet med kommunale aktører er helt afgørende for en socialt udsat patients mulighed for at få optimal udbytte af behandlingen.

Kommunen er nødt til at være en aktiv medspiller og ikke mindst forstå, at ansvaret for at sikre bedst mulig udbytte af behandling både ligger hos hospitalet og i kommunen.

Erfaringerne fra socialsygeplejerskeindsatsen er, at det ofte er en meget lille indsats, der skal til for at holde en patient i behandling - en sms, en opringning, deltagelse ved den første lægesamtale.

Det, der for alvor virker, er kontinuitet og tilgængelighed: ”Jeg ved, at jeg altid kan ringe til en, der ved, hvad det handler om”.

Der er plads til forbedring i mødet med sundhedsvæsnet - ingen tvivl om det. Men hospitalerne kan ikke løfte opgave alene. Rådet for Socialt Udsatte anbefaler ansættelse af kommunale socialsygeplejersker.

Disse kommunale socialsygeplejersker kunne være en oplagt samarbejdspartner for hospitalerne for at sikre og have fokus på bedst mulig udbytte af behandlingen for udsatte patienter og for at sikre lighed i sundhed.

Forrige artikel Rådgiver: Vi mangler stadig svar om Behandlingsrådet Rådgiver: Vi mangler stadig svar om Behandlingsrådet Næste artikel Læge: Befolkningens mistillid kan spænde ben for corona-vaccinen Læge: Befolkningens mistillid kan spænde ben for corona-vaccinen
Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

Velfærdsoverblikket: Det sker i uge 49

OVERBLIK: Sundhedsstyrelsen holder temadag om coronasmitte blandt etniske minoriteter, to ministre er indkaldt i samråd om tobaksafgifter, og DI indbyder til webinar med Bjarne Corydon om konsulentbesparelser. Altinget giver dig her overblikket over de vigtigste begivenheder på velfærdsområdet.