Debat

Socialsygeplejersker: Der er brug for et bindeled mellem kommune og hospital

DEBAT: Socialt udsatte patienter kan bedre hjælpes gennem behandlingsforløb med en tovholder, der fungerer som bindeled mellem hospital og kommune. Her kan socialsygeplejersker spille en afgørende rolle, skriver Lene Bruun Damgaard og Nina Brünés. 

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lene Bruun Damgaard og Nina Brünés,
Henholdsvis socialsygeplejerske i Frederiksberg Kommune og faglig konsulent for socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden

Sundhedsstyrelsens netop udsendte rapport ”Social ulighed i sundhed og sygdom 2010-2017” beskriver, at der er ulighed i sundhed i samfundet som helhed, men også i selve mødet med sundhedsvæsnet.

Her har socialsygeplejerskernes indsats på landets hospitaler vist sig som en stor succes.

Patienter, der ud over sygdom slås med udsathed i form af overforbrug af alkohol og stoffer, hjemløshed og manglende netværk, formår med støtte fra socialsygeplejerskeindsatsen at modtage og gennemføre selv vanskelige og lange behandlingsforløb.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Det lykkes, fordi socialsygeplejersken kan være en stabil og gennemgående figur under hele behandlingsforløbet, under indlæggelse, til undersøgelser og til ambulante aftaler.

Socialsygeplejersken har kendskab til forholdene på hospitalet, tilbud i kommunerne og ikke mindst en specialistviden om afhængighed og udsathed. Socialsygeplejersken er en faglig sparringspartner for sundhedspersonalet på hospitalerne og for de kommuner, der skal hjælpe socialt udsatte, når de kommer hjem fra hospitalerne.

Erfaringerne fra socialsygeplejerske-indsatsen er, at det ofte er en meget lille indsats, der skal til for at holde en patient i behandling - en sms, en opringning, deltagelse ved den første lægesamtale

Lene Bruun Damgaard og Nina Brünés, Henholdsvis socialsygeplejerske og rådgiver for socialsygeplejerskerne i Region H

En forudsætning for god behandling
På hospitalet mangler der forståelse for, at hele patientens livssituation har betydning for muligheden for at få det bedste ud af den tilbudte behandling.

I forbindelse med opstart af et behandlingsforløb får patienten optaget en patientjournal, hvor vi indhenter en række oplysninger om patientens samlede situation: blandt andet uddannelsesbaggrund, job- og boligsituation, alkohol-og rygevaner og pårørende.

Disse oplysninger er relevante og vigtige, når en behandling skal tilrettelægges. Vi ved nemlig, at mennesker med lav sundhedskompetence og manglende netværk og tilknytning til arbejdsmarkedet klarer sig dårligere gennem et sygdomsforløb.

Det er veldokumenteret, at chancen for at overleve en kræftsygdom i høj grad afhænger af social status. For at ændre det faktum er der flere spørgsmål, vi bliver nødt til at stille os selv.

Hvis eksempelvis en 55-årig mand uden netværk, med egen lejlighed, på kontanthjælp og med overforbrug af alkohol skal i kræftpakkeforløb for hoved-halskræft, må vi spørge:

Hvordan tilrettelægges et forløb, der sikrer, at denne patient kan modtage den tilbudte behandling og komme godt igennem?

Kan han klare sig i sin lejlighed? Vil overforbruget af alkohol eskalere? Er der råd til medicin? Og kan han overskue alle møde- og prøvetiderne på hospitalet? Hvordan kommer han frem og tilbage? Hvad med kontakten til jobcenteret? Hvad med ernæringen? Og hvem passer egentlig hunden, mens alt det her sker?

Al den viden skal inddrages i behandlingen og bruges aktivt, for at patienten kan få det bedst mulige udbytte af behandlingen.

Flere kan få gavn af socialsygeplejerskerne
Lad os bruge erfaringerne fra socialsygeplejerskeindsatsen på hospitalerne og de metoder, vi ved virker.

Kommer en borger i kontakt med et hospital, hvor det vurderes, at patientens sociale situation kan være en hindring for bedst muligt udbytte, så bør man kunne kontakte en tovholder i kommunen, der tager sagen med det samme.

Én tovholder, der koordinerer mellem de mange kommunale aktører; hjemmesygeplejen, jobcenteret, ydelsescentret, værestedet, den sociale vicevært, mentoren, støtte-kontaktpersonen og sagsbehandleren.

En værdifuld samarbejdspartner for hospitalerne
Der tales meget om det tværsektorielle samarbejde og om overgange mellem hospital og kommune.

Virkeligheden er, at indsatsen mellem hospital og kommune for patienterne er fragmenteret og uden sammenhæng og forståelse for patientens/borgerens hele livssituation.

Samarbejdet med kommunale aktører er helt afgørende for en socialt udsat patients mulighed for at få optimal udbytte af behandlingen.

Kommunen er nødt til at være en aktiv medspiller og ikke mindst forstå, at ansvaret for at sikre bedst mulig udbytte af behandling både ligger hos hospitalet og i kommunen.

Erfaringerne fra socialsygeplejerskeindsatsen er, at det ofte er en meget lille indsats, der skal til for at holde en patient i behandling - en sms, en opringning, deltagelse ved den første lægesamtale.

Det, der for alvor virker, er kontinuitet og tilgængelighed: ”Jeg ved, at jeg altid kan ringe til en, der ved, hvad det handler om”.

Der er plads til forbedring i mødet med sundhedsvæsnet - ingen tvivl om det. Men hospitalerne kan ikke løfte opgave alene. Rådet for Socialt Udsatte anbefaler ansættelse af kommunale socialsygeplejersker.

Disse kommunale socialsygeplejersker kunne være en oplagt samarbejdspartner for hospitalerne for at sikre og have fokus på bedst mulig udbytte af behandlingen for udsatte patienter og for at sikre lighed i sundhed.

Dokumentation

Temadebat: Hvordan skaber vi mere lighed i mødet med sundhedsvæsenet?  

En af regeringens største sundhedspolitiske satsninger er opgøret med ulighed i sundhed.  

Den betyder i dag, at kortuddannede danskere oplever flere og værre sygdomsforløb og også kan forvente et kortere liv end deres borgere med en gymnasial eller videregående uddannelse. 

En af årsagerne er forskelle i kost-, tobaks-, alkohol- og motionsvaner, men uligheden eksisterer også i selve mødet med sundhedsvæsenet, viser Sundhedsstyrelsens nye rapport om ulighed i sundhed. 

Det var også en af sundhedsminister Magnus Heunickes pointer, da han 11. september talte til Danske Regioners generalforsamling.  

“Ulighed opstår selv i mødet med sundhedsvæsenet. Der skal vi alle - og I skal også - gøre det langt bedre. Selv når man banker på døren til sygehuset og har fået en diagnose, så er der alt for stor forskel,” sagde han her. 

Altinget Sundhed tager ministeren på ordet og spørger i en ny debat eksperter, aktører og politikere, hvordan sundhedsvæsenet kan bidrage til at udligne uligheden.  

Skal sygehusene kommunikere forskelligt til forskellige patientgrupper? Hvordan kan systemet hjælpe patienter med såkaldt lav sundhedskompetence? Kan tidlig opsporing modvirke ulighed - og hvem skal stå for opsporingen? 


Omtalte personer

Lene Bruun Damgaard

Socialsygeplejerske, Frederiksberg Kommune
Sygeplejerske (Rigshospitalets sygeplejeskole 1991)

Nina Brünés

Faglig koordinator for socialsygeplejerskerne, Region Hovedstaden, medlem, Rådet for socialt udsatte
Sygeplejerske (Rigshospitalets Sygeplejeskole 1998)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion