Vive-forsker: Ny kvalitetsplan skal give sosu’erne den anseelse, de fortjener

Sosu-personalet er det kommunale sundhedsvæsens kernetropper. Derfor er det afgørende at huske dem og deres kompetencer, når vi drøfter en national kvalitetsplan for sundhedsområdet, skriver forsker og projektchef i Vive Pia Kürstein Kjellberg.

Social- og sundhedsassistenter er autoriserede sundhedspersoner med en uddannelse på tre år, ni måneder og tre uger, skriver Pia Kürstein Kjellberg.<br> — Social- og sundhedsassistenter er autoriserede sundhedspersoner med en uddannelse på tre år, ni måneder og tre uger, skriver Pia Kürstein Kjellberg.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Pia Kürstein Kjellberg

Projektchef, VIVE Sundhed

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter udgør langt størstedelen af medarbejderne på det kommunale sundhedsområde.

Målt i årsværk tæller de tæt på 55.000 – mod cirka 11.000 sygeplejersker og cirka 9.000 terapeuter. Det er dem, der kommer i hjemmet og leverer langt størstedelen af de kommunale sygeplejeydelser.

Temadebat

Hvilke dele af de kommunale sundhedsydelser skal være omfattet af en kvalitetsplan?

Med udspillet ‘Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder’ fra 2019 slog den daværende VLAK-regering fast, at en ny national kvalitetsplan skulle løfte kvaliteten i det nære sundhedsvæsen.

Men da magten skiftede hænder efter folketingsvalget, blev udspillet aldrig forhandlet på plads – og vi mangler fortsat at høre S-regeringens visioner.

Derfor spørger Altinget Sundhed nu centrale sundhedsaktører, hvilke dele af de kommunale sundhedsopgaver, der helt konkret bør være omfattet af sådan en plan?

Samtidig er der spørgsmålet om, hvordan balancen skal være mellem faglighed og politik. Skal kommunalpolitikerne have indflydelse på prioriteringen, eller skal alt være fastlagt nationalt? Og hvordan sikrer man ensartethed trods store forskelle på virkeligheden i landets 98 kommuner?

Skal Sundhedsstyrelsen have politisk armslængde? Og hvordan skal politikerne kunne styre økonomien, så de kommunale sundhedsudgifter ikke stikker af?

De spørgsmål vil eksperter og centrale sundhedsaktører vil diskutere i en ny temadebat om, hvordan en ny kvalitetsplan bør skrues sammen.

Panelet består blandt andet af:

Sidsel Vinge, sundhedsdebattør og fhv. projektchef i Vive
Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen
Inge Jekes, formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne (FSSK)
Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Jette Skive (DF), formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg
Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i Vive
Jakob Bigum Lundberg, formand for FSD
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere
Torben Hollmann, sektorformand i FOA
Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin
Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen
Anna Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen
Pia Dreyer, formand for Dansk Sygepleje Selskab

Debatpanelet vil løbende blive opdateret med flere navne. Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere.

Du kan sende din henvendelse til [email protected].

Vive har opgjort, at mellem 61 og 85 procent af de kommunale sygeplejeydelser leveres af social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere i tre kommuner.

Nøglepersonerne i det nære sundhedsvæsen

Vi står over for en demografisk udvikling, hvor der bliver flere ældre. Om otte år vil der således være 57 procent flere ældre over 80 år, end der var i 2019. Samtidig stiger de ældres brug af sundhedsvæsenet. Det presser hospitalere, og det presser almen praksis.

Men det presser ikke mindst kommunerne, der både har ansvaret for at levere hjemmepleje, sygepleje , rehabiliteringsforløb, vedligeholdende træning og genoptræning.

Et sammenhængende kommunalt sundhedsvæsen gør effektivt brug af de personaleressourcer, der er ansat, uagtet om de er ansat i hjemmeplejen (sosu’erne), sygeplejen (sygeplejerskerne) eller aktivitet og træning (terapeuterne). Det tager afsæt i den enkelte borger og dennes behov og tilstræber effektivt at forebygge frem for at behandle, ligesom det sikrer den bedst mulige rehabilitering efter et sygdomsforløb.

Her spiller sosu’erne en væsentlig rolle. Det er dem, der kommer i hjemmet hos borgerne, leverer størstedelen af sygeplejeydelserne og det er dem, der kan se de tidlige tegn på sygdom, der nødvendiggør en indsats – enten fra en sygeplejerske i kommunen – eller fra sygehus/almen praksis.

Hjemmeplejen lever ofte et lidt usynligt liv uden den anseelse, som området og medarbejderne fortjener.
Pia Kürstein Kjellberg
Projektchef, Vive

Det er også dem, der kan sætte ind med rehabilitering fra dag et, når borgeren udskrives fra sygehus, og evt. først senere får tilbud om genoptræning fra den kommunale genoptræningsenhed.

Glem ikke sosu’ernes kompetencer

Hjemmeplejen lever ofte et lidt usynligt liv uden den anseelse, som området og medarbejderne fortjener. Den opstod som simpel husmoderafløsning og har igennem mange år hørt under socialområdet.

Men det ændrer ikke på, at den er hjørnesten i det nære og sammenhængende i sundhedsvæsen. Social- og sundhedsassistenter er autoriserede sundhedspersoner med en uddannelse på tre år, ni måneder og tre uger, mens social- og sundhedshjælpernes uddannelse er to år og to måneder lang.

De varetager størstedelen af sygeplejeopgaverne i kommunerne, og vi har brug for dem, når vi skal levere effektiv hjemme- og sygepleje, forebygge indlæggelser og sikre god rehabilitering efter endt sygdomsforløb. Derfor skal vi huske hjemmeplejen, når vi tager fat på en national kvalitetsplan på sundhedsområdet.

Læs også