Karsten Lauritzen: Politikerne går i den forkerte retning, når de nedprioriterer kollektiv transport
Kollektiv transport er central for Danmarks sammenhængskraft. Derfor er det ikke bare en ærgerlig udvikling, men en helt forkert kurs, når man politisk ikke prioriterer den kollektive transport højere, skriver Karsten Lauritzen.
Karsten Lauritzen
Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)Kollektiv transport er central for vores sammenhængskraft, fordi den binder Danmark sammen og giver os muligheder.
Mulighed for at komme på arbejde, mulighed for at passe uddannelse, fritidsaktiviteter, fritidsjob og fællesskaber, for at komme til lægen, købmanden og kortklubben. Alt det, der får vores liv til at hænge sammen og både giver den enkelte og samfundet værdi.
Derfor er det ikke bare en ærgerlig udvikling, men en helt forkert kurs, når man politisk ikke prioriterer den kollektive transport højere og sætter ambitioner for, hvad man vil med den.
Når man lader det stå til, bliver servicen dårligere, og dermed bliver kollektiv transport uaktuel for mange flere i hverdagen, samtidig med at prisen for rejsen stiger. Det er selvsagt en rigtig dårlig kombination, der vil få flere til at vælge kollektiv transport fra.
Kollektiv transport er kernevelfærd
Mangelfuld kollektiv transport indskrænker friheden, mulighederne og mobiliteten for en bred gruppe af mennesker, fra ung til gammel.
Hvordan forbedrer vi den kollektive transport?
Tomme sæder og stigende billetpriser præger den kollektive transport.
Sidst i 2024 vil et ekspertudvalg præsentere anbefalinger for den kollektive transports fremtid. Altinget Transport giver aktører mulighed for at give deres bud på, hvordan vi skal løse udfordringerne.
Læs de øvrige indlæg her.
Ønsker du at deltage i debatten, er du velkommen til at kontakte Sophie Bavnhøj.
For det første har godt en tredjedel af de danske familier ikke adgang til bil. Det kan skyldes økonomi, kortvarige eller livslange funktionsnedsættelser, alder eller ganske simpelt ønsket om ikke at eje en bil.
Unge, der endnu ikke har kørekort, har stadig brug for friheden til at komme rundt på egen hånd uden deres forældres hjælp.
For ikke at tale om selvsamme forældres muligheder for at passe arbejde og dagligdag, hvis børneflokken skal fragtes til alt af dem. Fra skole til fritidsaktiviteter eller fritidsjob, videre til venner og hjem igen om aftenen.
De mennesker, der ikke har råd til at have en bil, har stadig brug for at kunne komme til arbejde og fritidsliv.
Nogle steder stopper bussen med at køre sidst på eftermiddagen og begynder først igen næste morgen. Hvad hvis du har et arbejde med skæve arbejdstider, eksempelvis i hjemmeplejen, i en produktionsvirksomhed eller lignende?
Det er svært, hvis bussen ikke længere kører. Eksempelvis vil der i Holstebro ikke længere være bybusser fra sommeren 2024.
For det andet har vi brug for, at dem, der kan tage bus, metro og tog omkring de større byer, gør det, så vi kan mindske trængslen. Hvis tilbuddet er for dårligt, bliver turen taget i bil.
For det tredje er busturen mere klimavenlig end bilturen. Det skyldes, at rigtig mange busser efterhånden er elektrificeret, og at når vi kører flere i samme køretøj, bliver den enkelt passagers CO2-udledning mindre. Kollektiv er klimasmart.
Kollektiv transport skaber et Danmark i balance
Debatten om kollektiv transport har i en årrække primært handlet om penge; mangel på penge, penge til brændstof og penge til busafgange med få passagerer.
Bedre kollektiv mobilitet forudsætter investeringer økonomisk.
Karsten Lauritzen
Branchedirektør, DI Transport
Bedre kollektiv mobilitet forudsætter investeringer økonomisk, men vi skal ikke starte samtalen med at tale penge, for så risikere man at undlade at se på det vigtigste: Hvordan skal vi kunne transportere os, så det understøtter det samfund, vi ønsker os?
Politisk ligger det lige til højrebenet at gøre kollektivt transport central for en bedre balance mellem by og land og på tværs af Danmark.
Udvikling starter med mobilitet, og mobilitet er friheden til at komme omkring på egen hånd til al den velfærd, der er grundlaget for vores samfund.
På den måde er kollektiv transport en politisk vindersag, når det kommer til at indfri de mange visioner for et Danmark i bedre balance.