Efterskolerne må tage en for holdet og vise os andre, hvordan vi motiverer eleverne uden brug af karakterer

Når man møder unge mennesker i dag, som lige er færdige i folkeskolen eller på ungdomsuddannelserne, så har de et ekstremt fokus på karakterer og prøver. Selv mindre og uvæsentlige eksaminer udløser ofte panikanfald og rysteture, og en dårlig karakter er tæt på verdens undergang.

Dette skyldes jo ikke, at eleverne i dag er mere skrøbelige eller sære end førhen, men derimod at alle vi, som omgås de unge mennesker, har ladet karaktererne og prøverne få alt for meget plads i de unges virkelighed.

Samtidig med, at skolesystemet over de sidste 30 år har fået mere fokus på kompetencer og mindre fokus på dannelse, så har tvangstanken om, at noget først får værdi, når det kan måles og vejes, også fået en mere og mere fremtrædende plads i uddannelsessystemet.

Efterskolerne selv har for ikke længe siden lavet en pressehistorie om, at elever, som har gået på efterskole, får højere karakterer end elever, som ikke har.

Det er simpelthen ikke rationelt at reducere læring, dannelse og kompetencer til et tal.

Asser Amdisen

Og hvad fortæller højere karakterer os? Det fortæller os ikke, at efterskoleeleverne har lært mere. Karakterer fortæller intet om, hvor meget du har lært, men udelukkende noget om, hvor dygtig en lærer og en censor på et enkeltstående tidspunkt (eksamen) måtte have synes, at du var. Og noget særligt væsentligt fortæller karakteren jo heller ikke.

Om du er gudsbenådet til købmandsregning og rigtig dårligt til ligninger, men kan få dem til at fungere alligevel, fordi du kan omsætte dem til geometri og eksempler, får man for eksempel ikke at vide. Det, man får at vide, er karakteren syv – og det er jo en ret ligegyldig information.

Jamen, er det så ikke rigtigt, at karakteren er et standpunkt, som er nemt at forstå, og som man kan navigere efter?

Jo, det er nok rigtigt, men det svarer til (for nu at beholde den maritime metafor), at man kender sin kurs præcis. Men uden alt det andet, som hører til ordentlig feedback, så svarer det til at navigere uden søkort og udkig.

Det er ikke umuligt, at du når frem (forstår standpunktet), men det er rent held, hvis du ikke er forulykket undervejs. Det er simpelthen ikke rationelt at reducere læring, dannelse og kompetencer til et tal – det er en dårlig og unødvendig proces, som ikke gør nogen klogere.

Gode karakterer (og de fleste af os, der debatterer karakterer har altovervejende fået gode karakterer, hvilket nok forklarer, hvorfor de er så populære blandt uddannelseseliten) kan muligvis give de samme endorfinkicks, som et computerspil eller et like på Facebook, men det er altså ikke en speciel god måde at motivere unge til at lære.

Den bedste måde at motivere unge til at lære er ved at give dem lysten til at lære. Kan man vække lysten til læring eller gøre et emne relevant nok for eksempel ved at knytte læringen til praksis, så kan man motivere til læring på et helt andet niveau.

Det sker jo også i uddannelsessystemet i dag, men vi har lært vores elever at relevans, lyst, mening, samfundsnytte er ligegyldigt – det eneste, der tæller, er det magiske tal, som kan skabe eller ødelægge liv.

Det bliver en svær opgave, men vi har allesammen brug for, at den bliver løst.

Asser Amdisen

Hvis det teoretisk var muligt at pille den altdominerende betydning, karakterer har fået, væk og rent faktisk bruge dem som lette og lidt overfladiske redskaber til feedback, så ville det være fint med mig. Men det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan man skulle gøre.

Så nu står efterskolerne med aben. De skal nu finde en måde at motivere deres elever på uden at give dem endorfinkicket, og de skal finde en måde at give konstruktiv feedback til deres elever uden at reducere viden til et tal. Det er ikke nogen nem opgave.

Men det er en vigtig opgave. For i resten af uddannelsessystemet har vi brug for, at nogen demonstrerer, at det kan lade sig gøre.

Vi har brug for at få en samtale, om hvordan man motiverer unge uden en talbaseret hundekiks og uden et prøvesystem, som var moderne i 1600-tallet. Og efterskolerne er en af de mest ressourcestærke institutioner i det danske samfund og et af de steder, hvor flest begavede mennesker er samlede for at gøre noget godt for unge mennesker. Hvis nogen kan, så er det dem.

Og hvis de mangler et sted at starte, så ring til højskolerne, som siden 1844 har lavet lyststyret undervisning til den danske ungdom og har ganske mange gode (og dårlige) erfaringer med det projekt.

Og selvom ikke alle efterskolerne har lyst til det, så tak fordi I tager en for alle os andre på uddannelsesholdet. Det bliver en svær opgave, men vi har alle sammen brug for, at den bliver løst.