Ammitzbølls omvej til toppen

Bragt første gang 29. november 2016

I sommeren 2009 står Simon Emil Ammitzbøll på en synkende skude.

Partiet Borgerligt Centrum, som han selv har stiftet blot seks måneder tidligere, tager vand ind og er ikke til at redde.

Interne uenigheder og problemer med at skrabe de nødvendige vælgererklæringer sammen har slået et gabende hul i skroget på det ambitiøse projekt.

Et politisk talent er i en alder af 31 år på vej ud i glemslen.

Valgt til Folketinget som et radikalt stjerneskud på 27 år i 2005, men få år efter lagt ud på det politiske overskudslager.

Forligsrapporten fra Borgerligt Centrums sidste dage er særligt interessant at læse i tilbageblik.

For midt under kuldsejlingen opstår et mirakel – som han selv beskriver det – der er medvirkende til, at Simon Emil Ammitzbøll anno 2016 er mere end en parentes i dansk politik.

Søndag den 7. juni 2009 vibrerer telefonen nemlig i lommen på Simon Emil Ammitzbøll. Liberal Alliances leder Anders Samuelsen ringer fra et andet sted i den politiske kulde og rækker hånden ud.

Tøvende tager den resignerede partistifter imod. De kan tale om det.

Blot ni dage efter fusionerer enkeltmandsvirksomhederne Liberal Alliance og Borgerligt Centrum, og sammen skaber partilederne en succesfuld politisk virksomhed på resterne af to konkursbo.

Præcis 2.732 dage efter opkaldet fra Anders Samuelsen blev Simon Emil Ammitzbøll en af landets mest magtfulde politikere – som økonomi- og indenrigsminister og ikke mindst som medlem af regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg.

En rejsende i politik
Set fra sit foreløbige højdepunkt har Simon Emil Ammitzbølls karriere været en usædvanlig rejse i dansk politik.

En rejse hen over midten, ud i mørket, op fra bunden og nu helt ind i magtens tætteste cirkler.

Undervejs har han været oppe og nede ad den slags træ, partileder Anders Samuelsen ufrivilligt har gjort til Liberal Alliances vartegn.

For Simon Emil Ammitzbøll lå Liberal Alliance for foden af et sådant træ.

”Jeg vil også godt hamre en kæmpe pæl igennem rygterne om, at jeg skulle være på vej ind i Liberal Alliance. Det kommer ikke til at ske,” siger han i oktober 2008 og slår én eneste ting fast om sin politiske fremtid: Den ligger ikke hos Liberal Alliance.

”Liberal Alliance har en udlændingepolitik, som jeg ikke er enig i. De er euro-modstandere og de har en ultra-liberalistisk økonomisk politik, som jeg ikke deler med Ny… eller hvad de efterhånden hedder, Liberal Alliance,” siger den selverklærede borgerlige, humanistiske fritænker på det tidspunkt til Berlingske.

Men selvom Simon Emil Ammitzbøll åbenlyst har flyttet sig politisk på sin rejse, er der flere grundtræk, som ses hos både det nyvalgte folketingsmedlem på 27 år, den kæmpende partistifter og hos den succesrige, liberale næstformand.

Kampen for den personlige frihed har altid været en Ammitzbøllsk mærkesag. Opgørene mod regel- og holdningstyrani findes i alle versionerne af den nye økonomi- og indenrigsminister.

Ikke uden den selvironi, som også kendetegner ham, foreslår han efter sigende i sine radikale dage et decideret ”forbud mod forbud af nypuritansk karakter”.

I et interview med Kristelig Dagblad i oktober 2014 giver han et indblik i, hvordan noget af den liberale arv er taget med fra barndomshjemmene.

”Da jeg var barn, var der stort set ikke noget, jeg ikke måtte. Mine forældre havde generelt en meget liberal tilgang til børneopdragelse, og min far har altid haft det princip, at børn kunne gå i seng, når de havde lyst, men han gad ikke at tale med dem efter 21.”

”Det største tab for Radikale siden 1920”
Trods barndommens frie rammer, har Simon Emil Ammitzbøll aldrig manglet motivation eller engagement. Allerede i 1996 meldte han sig ind i Radikal Ungdom, hvor han var landsformand fra 2000 til 2003.

”Jeg gik ind i politik, fordi jeg tror på, at det enkelte menneske skal have muligheder,” sagde han til Altinget i 2009.

”Derfor er personlig frihed og retssikkerhed nogle af de emner, jeg har beskæftiget mig mest med. Og så gik jeg ind i politik, fordi jeg hader uretfærdigheder. Og dem kan man – nogle gange – bekæmpe,” lyder tilføjelsen.

Hans indignation har da heller ikke efterladt ham uden solide knubs. I sit meget offentlige opgør med den radikale partileder Margrethe Vestager ses den kant og stærke værdiprofil, som kendetegner ham.

I en nu ganske kendt kronik om sit partis støtte til 24-års-reglen fra 18. september 2008 vidner hans argumentation om de indgroede politiske grundværdier.

I kronikken, som er en de facto udmeldelsesblanket til Radikale, skriver han blandt andet:

”Den radikale politik må tage udgangspunkt i den moderne tanke, hvor myndige borgere i vid udstrækning bestemmer over eget liv,” og tilføjer imellem flere drøje hug til Margrethe Vestager og R-ledelsen:

”I Danmark er myndighedsalderen 18 år. Dér får man fuld økonomisk selvbestemmelse, stemmeret og ret til at indgå ægteskab. Det må være et radikalt synspunkt at holde fast i disse rettigheder, og det er det, der er kernen i modstanden imod 24-års-reglen og tilknytningskravet.”

Kritikken sætter et punktum for Simon Emil Ammitzbølls karriere som radikal politiker, hvilket ifølge den daværende radikale landsformand, Søren Bald, er partiets største tab siden 1920.

"Og i forhold til, da varmluftsfolkene (Naser Khader og Anders Samuelsen, red.) gik, er det her indre blødninger, hvor det andet var et kødsår," siger han til Altinget i 2009.

Barske meldinger om kommunerne
Med økonomi- og indenrigsministerposten genopliver Simon Emil Ammitzbøll påfaldende nok noget, som bedst kan beskrives som et radikalt ministerium.

Hans gamle stridspartner Margrethe Vestager indviede ministeriet i oktober 2011, og den nuværende radikale formand Morten Østergaard var foreløbigt sidste mand ude ad døren i juni 2015.

Simon Emil Ammitzbøll er øjensynligt bevidst om, at han ikke nødvendigvis bliver mødt med jubelbrøl på sin nye arbejdsplads.

”Jeg ved godt, at der er mange forestillinger om, hvilket parti Liberal Alliance er. Derfor kan det godt være, at I ikke alle sammen lige havde valgt mig, hvis I selv skulle vælge. Men jeg kan love jer, at jeg har valgt jer,” sagde han henvendt til ministeriets medarbejdere ved mandagens ministeroverdragelse.

Simon Emil Ammitzbøll er ikke kendt for at pakke tingene ind, og det har den kommunale sektor også fået at mærke ved flere lejligheder. Så sent som i maj 2016 sagde han i Debatten på DR2, at der ikke er en ”sjæl”, der kan mærke, at der er forsvundet 30.000 kommunale stillinger siden 2009.

En rutineret allrounder
Ind ad døren fik medarbejderne i det nye ministerium derfor også en minister, som har stor fokus på Liberal Alliances mærkesager om effektivisering og afbureaukratisering af den offentlige sektor.

Selvom han med egne ord aktivt har valgt det nye ministerium til, er der ikke noget åbenlyst i hans politiske cv, som peger i retning af økonomi- og indenrigsområdet.

Han har særligt markeret sig som sit partis retsordfører igennem syv år – et område han ofte nævner som ét af sine største interesseområder. Derudover har han blandt andet været sundhedsordfører, kulturordfører og idrætsordfører i en håndfuld år.

Ikke desto mindre er Simon Emil Ammitzbøll en rutineret politiker – allround. Som MF med erfaring fra bittesmå folketingsgrupper, og som politisk ordfører igennem syv år, er han vant til at dække mange pladser.

Trods sine blot 39 år har han allerede 11 års erfaring som folketingsmedlem, ligesom han også har erfaring som gruppeformand og senest fra 1. oktober også som statsrevisor.

Det bliver denne politiske kapital, han skal trække på, når han nu bliver en frontfigur i regeringens politik for konkurrenceudsættelse, afbureaukratisering og fornyelse af den offentlige sektor. 

Tog en omvej til toppen
Simon Emil Ammitzbøll blev første gang landskendt for noget, han ikke var god til.

Blandt de talentløse fodboldspillere på tv-holdet FC Zulu vil rygterne vide, at han var den absolut dårligste i forsamlingen af landets ringeste fodboldsspillere.

I november sidste år overtog han en af landets fornemmeste poster inden for noget, han vitterligt er god til.

Han kæmpede sig sammen med Anders Samuelsen og Liberal Alliance op fra et absolut nulpunkt.

Han måtte undervejs kæmpe med dårlige meningsmålinger og et image som en politisk vendekåbe.

Han kæmpede for vælgererklæringer til Borgerligt Centrum, men fik aldrig nok til, at han kunne gå i Indenrigsministeriet og blive opstillingsberettiget.

I stedet tog han en omvej – en lang rejse, som foreløbig fandt sit højdepunkt, da han blev minister.