SF vil ikke begrænse kommunernes anvisning yderligere

Regeringen kan ikke regne med SF’s støtte til planen om at afskære kommunernes anvisningsret til almene boliger i nye forebyggelsesområder, siger Jacob Mark. Københavns overborgmester advarer om social eksport, hvis anvisningsbegrænsningen vedtages. 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

SF kan ikke bakke op om regeringens forslag om at begrænse kommunernes anvisningsret i nye såkaldte forebyggelsesområder.

Det siger partiets gruppeformand, Jacob Mark.

“Det ser godt ud på papiret, og vi deler intentionen om mere blandede boligområder. Men der er simpelthen bare ikke ledige boliger nok, til at det kan lade sig gøre,” siger han.

SF er en del af forhandlingerne om regeringens parallelsamfundsudspil, der begyndte tirsdag, fordi partiet var en del af ghettopakken fra 2018.

Her begrænsede man anvisningsretten til ghettoområder og udsatte boligområder. Men regeringens ambition om at begrænse den kommunale anvisningsret til de nye forebyggelsesområder er at gå for langt, mener Jacob mark. 

“Jeg synes godt, at man kan forsvare, at man ikke må anvise udsatte til de allerhårdeste områder i Danmark. Men der er ikke proportionalitet i, hvis vi gør det samme i forebyggelsesområderne,” siger han.  

Læs også

Det ser svært ud
SF bakker overordnet op om regeringens ønske om at oprette nye forebyggelsesområder, hvor der skal benyttes fleksibel udlejning og gives mulighed for at omdanne og rive bygninger ned. 

Partiet er modsat den borgerlige del af aftalekredsen også varm fortaler for at give kommunerne mulighed for at anvise til ledige private boliger.

Men det vil ikke være tilstrækkeligt til at håndtere den udfordring, kommunerne vil stå med, hvis anvisningsretten begrænses i forebyggelsesområderne, mener Jacob Mark. 

“Det er et knaldgodt forslag at bede de private om at tage et større socialt ansvar for vores medborgere og for at skabe en mere blandet boligmasse i Danmark. Men selv med det forslag ser det svært ud i nogle af kommunerne,” siger han.

Desuden mener partiet ligesom regeringen, at der bør bygges flere almene boliger i byerne. Indtil det er sket, er det dog ikke realistisk at begrænse anvisningen yderligere, mener gruppeformanden. 

“Det kræver, at man bygger rigtig meget og billigt. Det vil vi gerne, men det kommer til at tage noget tid. Det kan man ikke nå, inden det her forslag vil træde i kraft,” siger han.

Bekymret for blå aftale
Regeringen kan danne et flertal med de resterende partier i aftalekredsen bag ghettopakken, hvis den ønsker det. Her er der udtalt modvilje mod regeringens forslag om at give kommunerne mulighed for at anvise til private boliger.

Det gør Jacob Mark nervøs for, at der landes en aftale, hvor anvisningsretten begrænses, mens kommunerne ikke får andre boliger at anvise til. 

“Min største frygt er, at regeringen ender med at overgive sig på den del, men holder fast i forslaget om at begrænse anvisningen til de her områder. Det vil skabe en fuldstændigt umulig situation,” siger han. 

Kan SF se sig selv i en aftale, hvor man ikke åbner for anvisning til private boliger, men begrænser anvisningsretten til almene boliger i forebyggelsesområder?

“Nej, ikke som det ligger nu. Det vil ikke kunne hænge sammen i den virkelige verden. Vi bakker op om at give kommunerne mulighed for at ombygge og rive ned, hvis områderne selv vil det, og at gøre det obligatorisk at bruge fleksibel udlejning,” siger han. 

Overborgmester: Skaber social eksport
Københavns Kommune er én af de kommuner, hvor en stor del af den almene boligmasse vil være underlagt særlige restriktioner af den kommunale anvisning, hvis regeringens udspil bliver vedtaget.

Derfor advarer kommunens socialdemokratiske overborgmester, Lars Weiss, imod idéen, som han mener vil skabe social eksport ud af København.

"Hvis vi mister en fjerdedel af de boliger, vi har anvisningsret til, så er der nogle mennesker, der ikke længere vil være plads til i København. Det er ikke den by, jeg ønsker. Der skal være plads til høj og lav og rig og fattig," siger han.

Derfor mener han, at regeringen bør tage særlige hensyn til de store kommuner, når parallelsamfundslovgivningen opdateres. 

"Vi har brug for en længere indfasning, så vi kan nå at bygge et reelt alternativ at anvise til. Det er simpelthen ikke fysisk muligt for os at løse problemerne, før vi får øget den almene boligmasse i storbyerne." siger han.  

Det skal konkret ske ved, at regeringen giver kommunerne mulighed for at kræve mere alment byggeri i nye lokalplaner, samt at gøre det muligt at stille krav om, at det almene byggeri sker samtidig med andet nybyggeri, når der bygges i nye områder, foreslår overborgmesteren. 

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra boligminister Kaare Dybvad Bek (S) inden deadline. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Lars Weiss

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune
økonom (Københavns Uni.), kommunikation (Journalisthøjskolen i Århus)

0:000:00