De borgerlige i København har sendt vælgerne hjem i sofaen

Alt hvad der skulle til var en enkelt meningsmåling fra Altinget, der viste, at Enhedslisten står til at blive største parti ved kommunalvalget i København.

Og så lukkede Liberal Alliancens spidskandidat Ole Birk Olesen sammen med Venstres Jens Kristian Lütken den københavnske kommunalvalgkamp ned, nærmest inden den var kommet i gang.

»Med et bredt rødt flertal, kommer der også en overborgmester fra et rødt parti. Hvis det ikke skal være en fra Enhedslisten, så må det blive overborgmesterkandidaten fra det andet store parti, og det er Socialdemokratiet med Sophie Hæstorp Andersen,” sagde Ole Birk Olesen til Berlingske i sidste uge.

”Vi vil hellere have en socialdemokrat end en fra Enhedslisten på overborgmesterposten,” istemte Lütken sammesteds.

Hos De konservative siger spidskandidat Jakob Næsager, at ”Socialdemokratiet skal ikke på forhånd forvente at få serveret overborgmesterposten på et sølvfad,” og slår fast, at ”vi kommer i hvert fald ikke til at pege på Enhedslisten.”

Til Altinget fortæller han, at K i stedet peger på De Radikales Mia Nygaard. Det kommer dog næppe til at spille en større rolle, da Radikale er i valgforbund med Socialdemokratiet, og desuden har meldt ud, at partiet peger på Sophie Hæstorp Andersen som overborgmester.

Strategisk såvel som demokratisk er det derimod svært at se det som andet end defaitisme og manglende indsigt i, hvordan politisk kampagne og konflikt fungerer. 

Sammenlagt betyder det, at Socialdemokratiets overborgmester kandidat Sophie Hæstorp Andersen i princippet kan slå sig ned i sofaen og afvente 16. november med sindsro. Overborgmester bliver hun uanset hvad; det er kun et spørgsmål om bredden i konstitueringen.

Og det borgerlige budskab til vælgerne? Ja, de kan lige så godt blive hjemme. Det er afgjort alligevel.

40 procent stemmer ikke

Hjemme bliver de københavnske vælgere i høj grad i forvejen. Ved kommunalvalgene i 2017 og 2013 lå stemmeprocenten i hovedstaden på henholdsvis 61, 8 og 61,2 procent – mens den valgdeltagelsen i hele landet var henholdsvis 71,9 procent ved KV13 og 70,8 procent ved KB17.

I 2009 var det kun 54 procent af de stemmeberettigede i København, der satte et kryds.

Det placerer København i bunden, når det kommer til valgdeltagelse ved kommunalvalg, og i et land, hvor over stemmeprocenten ligger på 84-87 procent ved folketingsvalg, har københavnsk politik med andre ord alvorlige problemer med graden af repræsentationen.

Men når LA og V går ud og garanterer vælgerne, at Socialdemokratiet kan fortsætte sit historisk lange greb om overborgmestermagten i København, hvorfor skulle de overhovedet dukke op og sætte deres kryds?

Det sker – og det er vigtigt at have med – på et tidspunkt, hvor Socialdemokraterne ikke har stået svagere i København.

Dagene, hvor S kunne regne med over 30 procent af stemmerne, har været væk siden 1997, bortset fra opturen i 2005, da overborgmesterkandidaten var en landspolitisk sværvægter og kendis, nemlig Ritt Bjerregaard. I seneste meningsmåling står S i København til blot 20 procent.

Faktisk er det som en konsekvens af Socialdemokratiets langsomme, men sikre fald i København, at truslen fra Enhedslisten overhovedet bliver et problem.

Men i stedet for at politisere den trussel og skabe en engagerende valgkamp for københavnerne, nu hvor der virkelig kan være noget på spil, vælger V og LA med Ole Birk Olesen i spidsen at annullere det hele offentligt.

Hvorfor sige det højt?

Netop det, at man gør det offentligt, kan undre. For det første fordi det ingen – som i ingen – gang på jord har, at Socialdemokratiet skulle pege på en overborgmester fra Enhedslisten, og dermed er forestillingen om Line Barfoed som overborgmester et fatamorgana.

Aktionen fra Ole Birk Olesen er indholdsløs med andre ord.

Taktisk kan der være fordele for ham og Lütken i forhold til position, de såkaldte ben og indflydelse i konstitueringsprocessen, at Socialdemokratiet nu kan regne med dem. Særligt synes Teknik- og Miljøborgmesterposten at lokke.

Men de fordele kunne de lige så vel have opnået ved at melde deres støtte til Hæstorp Andersen på de indre linjer.

Strategisk såvel som demokratisk er det derimod svært at se det som andet end defaitisme og manglende indsigt i, hvordan politisk kampagne og konflikt fungerer. 

Man kunne man have politiseret modstanden mod et København under Enhedslistens magt – det er trods alt et stort flertal, der ikke stemmer socialistisk. Man kunne have erobret vælgere og – især, set i lyset af at næsten 40 procent af københavnerne ikke stemmer – nye vælgere ved at opsøge den konflikt.
 
Det sidste kunne jo i et landspolitisk øjemed også tænkes at være interessant, hvis man er borgerlig politiker, måske særligt hvis man er fra det spærregrænsetruede Liberal Alliance.

Og demokratisk kunne københavnerne for første gang i umindelige tider have fået en ideologisk og engagerende debat om deres bys fremtid.

Men nej.

I stedet er LA og V på vegne af det borgerlige København gået i gang med at demobilisere vælgerne.