Organisationer: Socialpolitik skal bygge på fakta – ikke forargelse

Af Troels Yde Toftdahl og Laust Westtoft
Hhv. Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv og Politisk- og strategisk chef i LOS- Landsorganisationen for sociale tilbud

Ikke-offentlige tilbud rangerer højere end de offentlige, både når det handler om barnet føler sig tryg og har det godt.

Troels Yde Toftdahl og Laust Westtoft
Hhv. Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv og Politisk- og strategisk chef i LOS- Landsorganisationen for sociale tilbud

Så fik vi endnu engang en rigtig møgsag om et socialt tilbud. Ekstra Bladet har igen kastet alle journalistiske ressourcer ind en kampagne mod de ikke-offentlige sociale tilbud, og målet er denne gang en tidligere ejer af et skoledagbehandlingstilbud.

Over de næste dage eller uger vil vi høre om, hvordan den tidligere ejer ifølge formiddagsbladet populært sagt har scoret kassen. Og man skal ikke kende meget til politik for at kunne forudsige reaktionen: En sensationel enkeltsag og efterfølgende krav om indgreb mod de ikke offentlige sociale tilbud.

Lad det være sagt med det samme. Der er ingen, der hverken kan eller vil forsvare fusk med offentlige midler, hvis der er tale om det.

Pressen skal være kritisk
Sagen om den tidligere ejer er ikke den første, vil nogen måske indvende. Og nej, bestemt ikke. For nogle måneder siden var Behandlingsskolerne på forsiden med en møgsag, og der kommer sikkert flere til på både den offentlige og den ikke-offentlige side.

Hos LOS og Dansk Erhverv hilser vi gennemsigtigheden på socialområdet velkommen, og det er vigtigt, at vi har en presse, der kigger alle tilbud på tværs af ejerskabsformer i kortene. Der er nemlig behov for øget gennemsigtighed på tværs af ejerskabsformer for at styrke tilliden på området.

Køber man så meget som en ispind uberettiget på det sociale tilbuds regning, så er det ikke i orden. Det er Ekstra Bladet og andre mediers job at afdække det. Så kan vi til gengæld ønske, at de også så på de mange positive historier, der er for hver kritisk. Men her må vi selv tage ansvaret.

Der, hvor vi appellerer til politikere – og for den sags skyld pressen – er behovet for et proportionalitetsprincip i debatten. Hvor meget kan man tillade sig at skære alle over én kam? Der var jo heller ingen, der foreslog at lukke Socialstyrelsen fordi Britta Nielsen havde formået at udnytte systemet og stjæle 117 millioner kroner fra de allermest udsatte.

Lavere kvalitet hos de offentlige
Lad os derfor supplere møgsagerne med de fakta, som sagerne skal holdes oppe imod. Socialtilsynet udkom i 2018 med en evaluering af tilsynsreformen. I rapporten kan man se, at siden 2015 er kvaliteten steget på 77 procent af de sociale tilbud.

Rapporten ser overordnet på kvaliteten ved at se på tilsynsrapporterne, hvor tilbuddene får en karakter på mellem 1 – 5 point.  De offentlige tilbud scorer gennemsnitligt en karakter på 4,26 point, mens de ikke- offentlige ligger lidt højere på 4.36 point. Der er altså ikke belæg for at skære ikke-offentlige aktører over én kam.

På anbringelsesområdet for børn- og unge er den oplevede trivsel i de ikke-offentlige tilbud også højere end i offentlige tilbud. Det viser en undersøgelse fra Ankestyrelsen fra sidste år.

Ikke-offentlige tilbud rangerer højere end de offentlige, både når det handler om barnet føler sig tryg og har det godt, om barnet oplever, at der er en voksen på stedet, der holder af dem, og om barnet kommer godt ud af det med de andre på anbringelsesstedet og ikke føler sig ensom.

Samtidig fremgår det af undersøgelsen, at ikke-offentlige og offentlige sociale tilbud på børne- og ungeområdet har de samme faggrupper ansat, og at der er ikke systematisk forskel på uddannelsesniveau.