Ambassadør efter Kristian Jensens nye post: Diplomati er ikke en guddommelig nådegave

Forskellige verdenssyn i New York og København
Som udsendt dansk ambassadør indgår man imidlertid samtidig i andre sammenhænge og relationer der, hvor man er; sammenhænge, der kan – og bør – tilføre afgørende nye perspektiver på de spørgsmål, der skal tages stilling til.

Verden ser nu engang anderledes ud fra New York, Kabul eller Beijing, end den gør fra Asiatisk Plads. Det er en af grundene til, at Danmark har et netværk af repræsentationer verden over.

Vægtningen i analyserne kan være forskellige. Det samme gælder de mulige konklusioner og vurderingerne af det råderum, der er – og dermed i sidste ende, hvilke politikanbefalinger man finder bedst dækkende i den konkrete situation.

Disse forskellige perspektiver er udenrigstjenestens store styrke. I Udenrigsministeriet i København er man af indlysende årsager ofte meget opmærksom på situationen i Folketinget, på den offentlige debat i Danmark, på danske holdninger og interesser af forskellig art og/eller på sammenhængen med andre aktuelle spørgsmål, der lige nu drøftes med nærtstående lande eller i andre fora.

Det er man naturligvis også bevidst om på de danske repræsentationer ude i verden. Men herudover vil repræsentationerne også være opmærksomme på spørgsmålets betydning i den bredere lokale eller regionale sammenhæng og på, hvilke drejninger en sag eventuelt vil kunne tage på længere sigt.

En seriøs tryktest
Det udfordrer det klassiske embedsmandsmotto: "Fearless in advice, loyal in implementation".

Der må ikke være tvivl om den pågældendes personlige integritet og troværdighed – eller om den faglige viden, erfaring og diplomatiske træning og kunnen, som hun eller han har

Carsten Staur
Ambassadør for den danske OECD-delegation

I forhold til den første del af kravet – "fearless in advice" – er det i sagens natur helt afgørende, at en dansk ambassadør ligesom andre embedsmænd bag lukkede døre og i et fortroligt rum giver de råd, som hun eller han finder rigtigst i den konkrete situation. 

Den amerikanske diplomat George F. Kennan konkluderede på baggrund af McCarthyismens politiske forfølgelse af en række amerikanske diplomater i 1950'erne, at "hvis der nogensinde kryber en stemning ind i vores system, hvor mænd ikke føler frihed til at anføre fakta, som de ser dem (...), vil vellykkede drift af den demokratiske udenrigspolitik efter min mening den være ude af tvivl".

Det nytter ikke at putte med det. Det er tværtimod helt afgørende, at de perspektiver, som en udeværende ambassadør kan bidrage med, indgår klart og tydeligt i beslutningsprocessen.

Hvis der er risiko for, at der går porcelæn i stykker i forhold til andre lande eller i det internationale samarbejde, må det frem og ikke spilles ned. Det behøver ikke være afgørende for beslutningen, men det må være en del af det grundlag, som den træffes på.

Det er den seriøse tryktest og afvejningen af de forskellige, ofte modsatrettede perspektiver og hensyn, der er det centrale. Beslutningen i vigtigere sager vil altid ligge hos de politisk ansvarlige.

Må ikke herske tvivl om troværdigheden
Hele dette hjemme/ude-perspektiv skærper kravene til en ambassadørs rådgivning hjemover.

Der må ikke være tvivl om den pågældendes personlige integritet og troværdighed – eller om den faglige viden, erfaring og diplomatiske træning og kunnen, som hun eller han har.

En stor del af det klassiske, diplomatiske arbejde foregår i dag i multilateralt regi. Det er her – i de internationale organisationer og forhandlingsfora i Bruxelles, New York, Genève, Paris eller andre steder – landenes diplomatiske repræsentanter søger at løse de mange grænseoverskridende problemer, der præger den internationale dagsorden.

Eller de forsøger at skære problemerne til, så ministre eller stats- og regeringschefer efterfølgende får et forståeligt og politisk tilgængeligt grundlag at forhandle videre på.

Det er ikke mindst i denne sammenhæng, at den anden del af det klassiske embedsmandsmotto kommer i spil, "loyal in implementation". Hvis dette krav skal efterleves, forudsætter det, at landenes diplomater hver især behersker deres lands fastlagte positioner og forhandlingsmål (i flere led), forstår forhandlingsrummet og mulige sammenkædninger, har dybt kendskab til relevante procedureregler og praksis og evner at identificere og indgå de nødvendige alliancer.

Ellers er man som diplomat ude af stand til i praksis at leve op til loyalitetskravet om at forfægte sit lands interesser og holdninger bedst muligt. Det drejer sig jo ikke kun om vilje, men også om evne. Det glorværdige nederlag har ikke den store tiltrækningskraft.

Handler efter artsfremmede regler
Multilateralt diplomati er en særlig profession.

Man handler – og forhandler – efter bestemte regler og på måder, som kan være artsfremmede for mange danskere, der ynder et hurtigt, direkte og målrettet forhandlingsforløb, hvor vi alle giver lidt og får lidt og hurtigt kommer frem til en løsning.

Danmark er et lille land, der har behov for venner og for alliancer

Carsten Staur
Ambassadør for den danske OECD-delegation

Sådan er det multilaterale system ikke. Det går langsomt. Det er en klub af formelt ligestillede, og selv om nogle lande altid er større og mere magtfulde end andre, udjævnes disse forskelle til en vis grad af det multilaterale samarbejdes karakter, der bøjer synspunkterne mod hinanden for om muligt at opnå en løsning, som ingen er helt begejstrede for, men som alle kan leve med.

Der skal også her opbygges personlig tillid, og det tager tid. De personlige netværk er helt afgørende for, at man uformelt mellem deltagerne kan formidle de forskellige positioner og landenes relative interesseintensitet, så man kan begynde at lede efter løsninger, der sikrer, at ingen taber ansigt.

Man skal kunne stole på hinanden, og det hjælper, hvis man har nogle af de samme forhandlingsmæssige erfaringer og samme diplomatiske ballast.

Der er mange formkrav, der skal overholdes. Man må aldrig nogensinde gøre forhandlingerne personlige eller udstille nogen, selv når andres holdninger og argumenter kan synes ekstreme og usammenhængende.

Derfor er det ofte lettere at adressere substansproblemer og meningsforskelle gennem procedurespørgsmål end offentligt at afsløre substantiel uenighed og forskellige grundlæggende værdier.

Danske diplomater skal være kreative
Danmark er et lille land, der har behov for venner og for alliancer.

Danskerne har ingen førstefødselsret, ingen naturressourcer af betydning ud over grus, salt og svindende beholdninger af olie og naturgas, og vi har meget sjældent haft held med at forsøge at skyde os igennem.

Så vi er nødt til at være hjælpsomme, når andre lande har problemer, for derigennem at skabe goodwill eller få "sat penge i banken" – i form af opsparet politisk kapital, som man kan forsøge at trække på, når og hvis vi får behov for det.

Det gælder i den større sammenhæng mellem landene, men det gælder selvsagt også i det daglige diplomatiske samkvem, bilateralt såvel som multilateralt.

Hvis danske diplomater skal klare sig godt i internationale forhandlinger, er de nødt til hele tiden at være kreative og lidt bedre end andre til at identificere nye tilgange og alliancemuligheder – og til at afgrænse og definere udfordringerne på nye måder. Og lidt bedre til at formulere og definere det rum, hvori der kan handles meningsfyldt.

Den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower er citeret for at have sagt, at "for at løse et problem kan det være nødvendigt, at du ofte udvider det".

Det gælder nogle gange, men man kan som bekendt også gå den modsatte vej. Og man kan gå lange omveje, hvis det vigtigste lige nu er bare at holde en forhandlingsproces i gang.

Ikke alt læres i uddannelsesforløb
Det er derfor, at man taler om "det diplomatiske fag", om "diplomati som profession" og om det "diplomatiske håndværk".

Noget af det kan læres i teoretiske uddannelsesforløb, men der skal også praktik til. Man skal være tålmodig og dygtig, men man skal også have ind under huden, hvordan det gøres, og hvordan man bringer alle de nødvendige talenter i spil.

Man skal se det ske, og man skal have arbejdet på dækket, før man får ansvaret på broen. Det handler om erfaring og om oplæring og tillæring på samme måde som i mange andre professioner.

Diplomatisk kunnen er ikke en guddommelig nådegave. Der skal arbejdes for det. Som en tidligere kollega har udtrykt det: "Manglende forberedelse er at forberede sig på at mislykkes".

Sammenfattende kan man sige, at de gange, hvor Danmark – forstået som regeringen og Udenrigsministeriet – ikke har haft fuldt overblik over de internationale rammevilkår og de gældende spilleregler, er det ofte gået galt.

Danmarks fremtid vil fortsat i høj grad blive bestemt af, hvordan man formår at aflæse og interagere med omverdenen, både den nære europæiske virkelighed og den noget større globale landsby.

Nøgtern analyse er afgørende
Det vil næsten altid i sidste ende være en politisk opgave at træffe de endelige beslutninger om den fremtidige udenrigspolitiske linjeføring.

Men det er Udenrigsministeriets opgave at tilvejebringe grundlaget for sådanne beslutninger, baseret på en solid analyse af den oftest ret spegede internationale situation og de forskellige parters interesser, disse interessers politiske tyngde og de muligheder og trusler, som i øvrigt indgår i sammenhængen.

Afgørende er som altid en nøgtern analyse af situationen. Evnen til at skære ønsketænkning bort. Viden om, hvad der for alvor driver andre aktører, og om, hvor deres røde streger og politiske smertegrænser går, og hvordan disse eventuelt kan spille sammen med varetagelsen af danske interesse.

Evnen til finde de mulige kompromisser, der er i Danmarks bedste interesse – i erkendelse af, at landets størrelse normalt ikke giver grundlag for meget andet end forhandlingsløsninger.

Kort sagt: Diplomati.