Bjørn Elmquist: Politiserede domme skader demokratiet

Af Bjørn Elmquist
Forsvarsadvokat og formand for Retspolitisk Forening

Grundlovens § 3 lyder kort og godt: Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

Alle ved, at noget af det ikke skal tages for fuldt pålydende. Kongen, som i de sidste mange år har været en dronning, er jo ikke den udøvende magt. Det er regeringen. Og hvis et flertal i Folketinget bestemmer det, så kan en regering ikke fortsætte.

Politiske vredesudbrud over for domstolenes arbejde
Men hvad der står om domstolene, er i al sin enkelhed en kategorisk betingelse for demokratiske tilstande. Domme skal afsiges af uvildige domstole ud fra nøgtern juridisk fortolkning af gældende lov. Ikke ved partipolitisk prægede afgørelser påvirket af sym- og antipatier eller som i diktaturstater ved skueprocesser, hvor resultatet på forhånd er dikteret.

På den ene side må den dømmende magt aldrig blive en stat i staten ude af takt med udviklingen i samfundet. På den anden side er ingen tjent med politiserede eller politiserende domstole.

Det sker dog stadigt hyppigere, at folketingsmedlemmer, partier og ministre ytrer sig kritisk til domme i straffesager, som man finder for milde eller direkte forkerte. Typisk fordi man har den opfattelse, at domstolene i praksis ikke gennemfører de strafskærpelser, Folketinget ønsker. Frifindelser for påstand om udvisning har også ført til voldsomme vredesudbrud fra ministerside og andet politisk hold. Dette sågar inden en sag var endeligt afgjort i øverste instans og således stadig verserede.

Lovgiver, bliv ved din læst
Man skal imidlertid gøre sig klart, hvad opgaven som lovgiver er: ved fastsættelse af generelt gældende regler at opstille rammerne for samfundets indretning og sørge for at gøre det gennemskueligt og forudsigeligt for borgerne, hvad deres adfærd og virke lovligt kan gå ud på, og hvad der omvendt er forbudt. Når det kommer til stykket, overgår virkeligheden altid fantasien, så selv om man regulerede ud i mindste detalje for at reducere rammerne for dommerskøn, ville det være umuligt at undgå, at der opstod situationer, der ikke var direkte beskrevet i loven. Derfor bør en lov altså være generel, ikke konkret og individualiseret.

Det er netop her, det udviklede demokrati har domstolene til at afsige dom i konkrete sager ud fra den generelle lovtekst. Hvis ikke denne prekære balance respekteres og værnes om af alle parter, går det galt.

Besindige domstole kan træde i karakter
Da Folketinget for nogle år siden fastsatte 1 års fængsel som minimumsstraf for besiddelse af kniv, opstod der hurtigt behov for, at domstolene dømte anderledes i en række sager, simpelthen fordi det var tydeligt for alle, at her ville 1 års fængsel være en dybt uretfærdig straf. Højesteret trådte derfor i karakter og idømte mildere straffe i disse sager, hvorefter Folketinget faktisk rettede ind og gjorde bestemmelsen mere fleksibel.

Hvad civile sager angår, havde Højesteret år forinden set sig nødsaget til at underkende hele loven om tilskud til Tvind-skoler som værende grundlovsstridig. Den var for individualiseret og konkret bebyrdende.

Både regering og Folketing bør altså besinde sig. På den ene side må den dømmende magt aldrig blive en stat i staten ude af takt med udviklingen i samfundet. På den anden side er ingen tjent med politiserede eller politiserende domstole.