Tænketank: Domstolene er ude af trit med befolkningen

DEBAT: Ny meningsmåling viser, at der er en markant forskel på borgernes syn på domfældelser og egentlig domspraksis. Det er et demokratisk problem, skriver direktørerne i tænketanken Evidens, Nick Hansen og Jesper Veiby. 

Af Nick Hansen og Jesper Veiby
Direktører, tænketanken Evidens

Når der kommer sager op i medierne om en retssag, hvor den skyldige modtager en tilsyneladende alt for mild dom, kommer begrebet ”retsfølelsen” på banen. Det kan diskuteres, hvad der ligger i begrebet, og om er det et gyldigt argument at henvise til denne. 

Nu lever vi i et repræsentativt demokrati, hvor borgerne vælger politikere, som gerne skulle lave love, der harmonerer med borgernes værdier og præferencer. Embedsapparatet skulle i den fuldkomne verden således være et samstemmende udtryk for føromtalte præferencer. Men vi lever ikke i en fuldkommen verden, hvilket næppe kommer som nogen overraskelse.

I dette vakuum mellem borgernes værdier og den virkelige verden kommer begrebet ”retsfølelsen” ind i forhold til det retspolitiske. Retsfølelsen er opfyldt, hvis embedsapparatet er i trit med borgernes præferencer på det retspolitiske område, mens retsfølelsen er pikeret, hvis embedsapparatet er kommet for langt ud af trit med befolkningen.

Ofte italesættes begrebet retsfølelse som en afart af pøbelvælde. Dels virker de højere straffe, som retsfølelsen ofte efterlyser, jo ikke, påstås det, dels er det den slagne vej til barbari at overlade så vigtige ting som straf og strafudmåling til ”folkeopinionen”, som i den forbindelse er synonym med laveste fællesnævner.

Men er det så også pøbelvælde, når folk ikke ønsker pensionsalderen hævet eller ikke ønsker topskatten afskaffet? Vi mener det retoriske svar er nej.

3 år eller 12 års fængsel til pædofil? 
I en repræsentativ meningsmåling foretaget gennem Voxmeter sammenlignede vi blandt andet ønskede strafferammer med eksisterende strafferammer og ønskede domfældelser med virkelige domfældelser, og tendensen er entydig og markant.

I et konkret eksempel fra undersøgelsen ønskede respondenterne at give en voldtægtsmand 5 års fængsel, mens han faktisk kun blev idømt 1 år og 3 måneder.

I et andet eksempel blev en pædofil idømt 3 års fængsel, mens respondenterne på basis af en kort beskrivelse af sagen ville idømme 12 år.

Og i en voldssag dømtes der 5 måneder, hvor respondenterne ville have dømt 4 år.

I de viste eksempler, som er repræsentative for undersøgelsen som helhed, ser vi, at der er anseelig afstand mellem borgernes syn på straf og på retspraksis. Hvordan er det kommet dertil? Måske er et af svarene, at retspraksis har flyttet fokus fra samfundets gengældelse til resocialisering af lovovertræderen.

Et samfund drevet af objektive gengældelsesmotiver 
Resocialisering indgår allerede implicit i lovgivningen så langt, at når straffen er udstået eller bøden betalt, vil den tidligere straffede anses for resocialiseret og kan igen nyde fulde borgerrettigheder.

I denne forbindelse sigtes der mere til et aktivt forsøg på at ændre lovovertræderens adfærd. Samfundsøkonomisk er det måske en gevinst. Hellere en lovlydig borger, som arbejder og betaler skat, end en kriminel, der sidder i et skattefinansieret fængsel.

Men giver det mening for den enkelte borger, at der er tidligere kriminelle, som tilsyneladende slipper billigt. Pointen her er ikke at straffe mere, men at borgernes følelse af, at kriminelle bliver tilgodeset på bekostning af ofrene, og behandles disproportionalt mildt i forhold til forbrydelsens karakter, ikke bliver hørt og tilgodeset af ”systemet”.

Mange hævder, at vi ikke må lade os drive af hævnfølelser, og at det derfor er moralsk forkert at gå ind for hårdere straffe. Men alle strafferammer bygger jo på en følelse eller en vurdering.

Der er en grund til, at drab straffes hårdere end tyveri, og den grund er ikke, at der er lavet samfundsøkonomiske konsekvensberegninger, men at vi intuitivt føler en større modvilje mod drabsmanden end mod tyven.

Problemet er ikke følelsen, men den rent personlige følelse, altså hævnmotiver på grund af den personlige krænkelse. Samfundet må naturligvis ikke drives af personlige hævnmotiver, men gerne af objektive gengældelsesmotiver.

Der er muligvis forskel på den såkaldt generelle retsfølelse og den informerede retsfølelse. Hermed menes, at hvis man kender sagens forhold, så synes der at være en tendens til at idømme en mildere dom.

Det er dog svært at forestille sig, hvilke informationer i en såkaldt informeret retsfølelse der ville få gruppen af respondenter til at veksle den pædofiles 12 års fængsel til kun 3 år, så påstanden om den informerede retsfølelse er en anelse tvivlsom.

Spørgsmålet er, om det er en ”informeret” retsfølelse, der slår igennem - eller en psykologisk blokering mod at idømme en straf til et menneske i kød og blod, man har siddet overfor?

Strafferammer bør overlades til befolkningen
Her er det vigtigt at minde hinanden om, at vi i den vestlige verden bygger på princippet om ”rule of law” i modsætning til ”rule of man”.

Altså at vi (bør) dirigeres af på forhånd kendte love og konsekvenser frem for af konkrete dommeres eller despoters frie skøn i situationen.

Hvis vi dømmes, dømmes vi ikke på basis af dommeres og nævninges personlige sympatier eller antipatier, modvilje mod vores etnicitet eller beundring for vores udseende for blot at nævne nogle eksempler.

Ej heller af psykologiske blokeringer hos dommere og domsmænd, hvis så skulle være. Vi dømmes på basis af det, vi har gjort, og hvordan lovgiver forud har takseret dette, eventuelt justeret på basis af formildende eller skærpende omstændigheder, som dommere og domsmænd naturligvis skal skønne ud fra sammenlignelige tilfælde.

Sådan bør det i hvert fald være. Men hvis befolkningens repræsentanter i praksis dømmer milevidt fra det, befolkningen helt generelt ønsker, er princippet om ”rule of law” så ikke blevet svækket?

Hvis domstolene ikke føler sig bundet af strafferammerne, og føler sig frie til at dømme ud fra en modvilje mod de straffe, der jo ikke ”virker”, eller er påvirket af den enkeltes subjektive tøven, er det så ikke en afart af ”rule of man”?

Det er vores påstand, at spørgsmålet om strafferammer og administrationen af disse ikke er et ”fagteknisk” spørgsmål, som bør overlades til jurister, men er et politisk og værdimæssigt spørgsmål, der af samme grund bør overlades til befolkningen via de folkevalgte på tinge.

Det er også vores påstand, at der aldrig har været en folkelig debat om disse spørgsmål, idet fagfolk inden for domstole og forvaltning tilsyneladende har ment, at det ikke var noget, som den gemene befolkning kunne have en valid mening om.

Vores pointe er ikke, at hårdere straffe nødvendigvis er rigtigere, men at det er rigtigt, at befolkningens ønske om sådanne i givet fald slår igennem i lovgivning og domspraksis, og at det er vigtigt, der skabes nogle måder, hvor domstolene kan bindes op på disse.

Vi mener også, det er vigtigt, at spørgsmål om strafferammer og vægtlægning af f.eks. gengældelse eller resocialisering ikke kun drøftes – endsige besluttes – blandt kredsen af dommere og juridiske eksperter.

Forrige artikel Manu Sareen og psykolog: Stress er samfundets udfordring, ikke individets Manu Sareen og psykolog: Stress er samfundets udfordring, ikke individets Næste artikel Eva Secher: Stress er ikke mellemlederens skyld Eva Secher: Stress er ikke mellemlederens skyld
Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

ANALYSE: Mette Frederiksen holdt endnu en landsmodertale grundlovsdag, mens alle de øvrige partiledere forsøger at sparke den politiske debat i gang igen. Thulesen holdt en skarp tale, og DF har nu lagt sig fast på en udmeldelse af EU.