Professor: Lovgiverne bør vise domstolene tillid

DEBAT: Kriminalpolitik er i stigende grad blevet dagsaktuel for politikerne, som hele tiden må forholde sig til den. Men minimumsstraffe er ikke løsningen. I stedet må politikerne vise domstolene tillid, skriver professor i strafferet Jørn Vestergaard.

Af Jørn Vestergaard
Professor i strafferet ved Københavns Universitet.

Dansk kriminalpolitik er på mange måder en human kriminalpolitik, som afspejler de samfundsmæssige forhold, og som gradvist har udviklet sig i forlængelse af sociale og kulturelle strømninger i den sidste tredjedel af det 20. århundrede.

Men kriminalpolitik er også i stigende grad blevet dagsaktuel for folketingspolitik på godt og ondt.

Medierne fortærer kriminalstof, uden at nogen mæthed indfinder sig. De folkevalgte må derfor stå til rådighed døgnet rundt med reaktioner på dagens små og store dramaer. Samtidig står politikerne til ansvar over for deres vælgere.

Menneskelig reaktion med krav om hård straf
Den umiddelbare reaktion på en ubehagelig forbrydelse er sjældent, at den er en enkeltstående begivenhed, eller at der kan være omstændigheder, der taler til forbryderens undskyldning. Det er menneskeligt og forståeligt at reagere med krav om hård straf til gerningspersonen samt markante initiativer til bedre forebyggelse af nye ugerninger.

Folketinget er jo sat i verden for at lovgive, og det forventes, at folkestyrets mænd og kvinder udviser handlekraft. Det er derfor ikke mærkeligt, at den retspolitiske udfordring ofte mødes med strafskærpelser.

Et sådant initiativ er let at forklare og forstå, mens det umiddelbart kan virke uoverskueligt og utaknemmeligt at promovere mere langsigtede initiativer med henblik på behandling og forebyggelse.

Stop forskydning af balancen mellem lovgivere og domstole
Rent principielt er lovgiver naturligvis i sin gode ret til at kræve skærpelser eller lempelser, sådan som det ofte sker gennem justering af strafferammer og ledsagende anvisninger i lovforarbejderne.

Det er dog ikke alle, der finder det velbegrundet, at Folketinget over de seneste ti år har gennemført i hvert fald 20 stramninger i straffeloven. Stramningerne har flere gange været udløst af enkeltsager, som har påkaldt sig stor offentlig opmærksomhed, f.eks. vedrørende vold, dødskørsel i spirituspåvirket tilstand, grove seksualkrænkelser eller væbnede rocker- og bandekonflikter.

Det er flere gange påvist, at domstolene gennemgående er lydhøre over for lovgivningsmagtens ønsker, og at disse i det væsentlige efterkommes. Men vi må ikke forskyde balancen mellem lovgivningsmagten og domstolene, sådan som det flere gange er sket ved lovgivning om mindstestraffe.

Senest har regeringen og dens parlamentariske grundlag den 16. maj vedtaget at forhøje mindstestraffen for ulovlig våbenbesiddelse fra 1 års fængsel til 2 års fængsel.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af bestemmelsen generelt forhøjes med omkring 1 års fængsel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene. Skærpelsen følger efter flere tidligere stramninger på området.

Initiativet blev aftalt i forbindelse med finansloven for 2017 og er indeholdt i regeringsgrundlaget. Domstolsstyrelsen har vurderet, at den seneste stramning vil koste ca. 28 mio. kr. årligt til afsoning af længere straffe og 2-3 mio. kr. til merudgifter ved domstolsbehandlingen. Om det økonomiske aspekt var den egentlige anledning til at indlejre initiativet i finanslovsforhandlingerne, skal jeg lade være usagt.

Mindstestraffe øger risiko for utilsigtede og uhensigtsmæssige resultater
Straffastsættelsen i den enkelte sag bør altid være konkret, og mindstestraffe udelukker et skøn i enkelttilfælde og øger risikoen for utilsigtede og uhensigtsmæssige resultater. Ved indførelse af mindstestraffe tvinges domstolene til i nogle tilfælde at afsige uforholdsmæssigt strenge domme, og udmålingspraksis bliver som helhed unuanceret. Dette er der redegjort overbevisende for i en betænkning fra Straffelovrådet, som er sammensat af repræsentanter for alle relevante instanser på området.

Det er svært på forhånd som lovgiver at tage højde for alt – virkeligheden overgår ofte fantasien.

Regler om mindstestraf fratager domstolene muligheden for at bruge almindelig sund fornuft og retfærdighedssans. Og så skal det jo gå galt, sådan som erfaringerne med knivloven tydeligt har vist.

Lovgivningsmagten bør vise domstolene den tillid, at de er i stand til at foretage en individuel bedømmelse af den enkelte sag og at udmåle straffen, så den står i et rimeligt forhold til sagens beskaffenhed.

Forrige artikel DI: Løft infrastrukturen med 30 milliarder DI: Løft infrastrukturen med 30 milliarder Næste artikel Yngre Læger og FOA til professor: Kom ud i virkelighedens sygehusvæsen Yngre Læger og FOA til professor: Kom ud i virkelighedens sygehusvæsen
Hummelgaard erkender: Vi kommer ikke til at hæve dagpengesatsen

Hummelgaard erkender: Vi kommer ikke til at hæve dagpengesatsen

FLEXICURITY: Regeringen anerkender problem med udhuling af dagpenge, men mangler politisk opbakning til at hæve ydelsen. Beskæftigelsesministeren kalder boom i lønforsikringer en "pragmatisk og forståelig" måde at håndtere udfordringen på.