Debat

Bondam om nye køretøjer på cykelstien: Det bliver alles kamp mod alle

DEBAT: Vi kender diskussionen om biler versus tog, asfalt versus skinner. Nu skal vi desværre også diskutere, hvem der skal være plads til på cykelstierne – cyklen eller små, motoriserede køretøjer, skriver Klaus Bondam.

Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Klaus Bondam
Direktør i Cyklistforbundet

Alt for ofte bliver debatten om transport og trafikale investeringer reduceret til et spørgsmål om asfalt eller skinner – biler eller tog. 2017 var på det punkt ikke anderledes end så mange andre år. Måske endda lidt værre, fordi 2017 var året, hvor en fremtid med selvkørende biler i den grad ramte debatten og avisspalterne.

Transportordførerne fra de største regeringspartier åbnede året med den overraskende melding, at fremtiden tilhører asfalt og selvkørende biler. Meldingen blev effektfuldt fulgt op af en stram oneliner: 'Tog er et levn fra fortiden'.

Lad os få en ting på det rene: At tro på, at den førerløse bil er svaret på fremtidens mobilitet, er at stikke sig selv blår i øjnene. At tro på, at den førerløse bil bliver en personlig bil til eget brug, er at lyve for sig selv og os andre. At tro på, at den førerløse bil kan bevæge sig rundt i fremtidens byer med øget fokus på flere borgere, trygt og sikkert byliv, sundere livsstil, fodgængere og cyklister, er udtryk for tankeløshed.

Fakta
Forslaget blev tredjebehandlet i Folketinget den 12. december og træder i kraft 1. januar 2018.

Når vi i fremtiden skal bevæge os fra A til B, bliver det med en kombination af transportformer: Cykel, tog, (dele-)bil, gang, fly og færge. Den førerløse bil hører de første mange år alene hjemme på motorvejene, hvor trafikbilledet er overskueligt og aflæseligt i forhold til byens gader med liv, leben, cyklister og fodgængere. Selvfølgelig skal der fortsat investeres i skinner, letbaner og kollektiv trafik.

Hvem tilhører cykelstien?
Nu, hvor 2017 rinder ud, trænger sig et andet og lige så definerende spørgsmål som asfalt versus skinner-spørgsmålet sig på: Hvem tilhører cykelstien – cyklen eller små motoriserede køretøjer?

Folketinget behandler i disse dage et lovforslag, der skal åbne op for forsøg med små motoriserede køretøjer på cykelstien, for eksempel segways, motoriserede skateboards og løbehjul samt de særlige speed pedelecs, der kan køre op til 60 km/t.

Vi tager fejl, hvis vi tror, at den slags er legetøj for børn. Det står klart, hvis man ser på BMW's satsning på området. Det er køretøjer, som der bliver satset på, og som vi kommer til at se mange flere af.

I Cyklistforbundet er vi bekymrede for den kamp om den begrænsede plads på cykelstierne, som sådan en udvikling uvægerligt vil føre med sig i de store byer. Her er der allerede i dag endog meget tæt trafik.

Vi er bekymrede for trafiksikkerheden og bider mærke i Rådet for Sikker Trafiks advarsel om, at tættere trafik og store hastighedsforskelle på cykelstien "i den grad vil bidrage negativt til ulykkestallene". Og vi undrer os over, hvordan det hænger sammen med Færdselssikkerhedskommissionens udnævnelse af bløde trafikanter som særligt fokusområde, fordi fodgængere og cyklister er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne.

Enig med transportordførere
I disse år skaber de danske kommuner med hjælp fra statslige puljer og indsatser de nødvendige rammer, der skal gøre cyklen til et attraktivt og bæredygtigt alternativ til bilen. Trafiksikkerhed og fremkommelighed spiller en helt afgørende rolle for, om flere har lyst til at vælge cyklen.

Lovforslaget lægger op til forsøgsordninger med de nye typer køretøjer. I Cyklistforbundet glæder vi os over, at flere transportordførere i behandlingen af lovforslaget kræver to ting: At forsøgene sker på kontrolleret og forsvarlig måde, og at der følges op med grundig evaluering - hvornår sker ulykkerne, hvilke køretøjer er involverede, hvilke skader medfører de. Vi er enige.

Fokus må være at fastholde trafiksikkerhed på cykelstierne sammen med et godt flow (for eksempel grøn bølge for cyklister) og komfort. Ellers kan vi ikke gøre cyklen til det oplagte valg i hverdagen for flere. Samtidig skal vi fremme de transporttyper, der styrker folkesundheden.

Nok er segways, motoriserede løbehjul og andre inaktive transportformer bæredygtige og pladsbesparende alternativer til bilen. Men som samfund går vi glip af de enorme sundhedsmæssige besparelser, som cyklen og elcyklen giver.

Som Dansk Erhverv skrev i deres høringssvar til lovforslaget: "Fremkommelighed på cykelstierne er en væsentlig og ofte overset del af den samlede mobilitet og yder et ikke ubetydeligt bidrag til samfundsøkonomien". Yes sir.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Bondam

Direktør for krydstogtnetværkene CruiseCopenhagen og Cruise Baltic i Wonderful Copenhagen, fhv. borgmester for teknik- og miljø og beskæftigelse- og integration (R), Københavns Kommune
skuespiller (Skuespillerskolen ved Odense Teater 1992), toldbetjent (Distriktstoldkammer 1 1985), EDB-assistent (Købmandsskolen 1983)

0:000:00