Chefforhandler: Regeringens lønudspil er et grundskud mod den danske model

STATSANSATTE: Regeringen vil have hver anden ansatte i staten til selv at forhandle løn og tildele tillidsrepræsentanter en ny rolle. Det lugter af et opgør med den danske model, mener de statsansattes chefforhandler.

I dag har de faglige organisationer aftale- og forhandlingsretten, men regeringens nye udspil om fremtidens lønsystem udfordrer det grundprincip, mener statens chefforhandler, Flemming Vinther.
I dag har de faglige organisationer aftale- og forhandlingsretten, men regeringens nye udspil om fremtidens lønsystem udfordrer det grundprincip, mener statens chefforhandler, Flemming Vinther.Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen
Sine Riis Lund

Flere statsligt ansatte skal i fremtiden selv forhandle deres løn.

Nærmere betegnet bør det gælde mindst 50 procent i 2025, lyder en målsætning i et nyt udspil om fremtidens lønsystem fra innovationsminister Sophie Løhde (V).

Udspillet er et indspark til de forestående overenskomstforhandlinger for mere end 180.000 statsansatte.

Flytningen af lønforhandlinger til de lokale ledere og medarbejdere vil samtidig indebære, at tillidsrepræsentanternes rolle i lønsystemet skal gentænkes.

“I fremtiden forhandler tillidsrepræsentanten løn for de medarbejdere, der aktivt har tilvalgt det,” skriver regeringen i udspillet.

Budskabet chokerer de statsansattes chefforhandler, Flemming Vinther, der er formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU.

“Det er dybt, dybt problematisk, hvis de rent faktisk mener, at det som udgangspunkt er den enkelte, der har aftaleretten, og den kan han eller hun så give til den faglige repræsentant. I dag er det jo omvendt. Den faglige organisation forhandler på vegne af sine medlemmer," siger Flemming Vinther og tilføjer:

"Så er det jo hele den danske model, vi diskuterer."

Grundskud mod dansk model
I stedet skal tillidsrepræsentanten i fremtiden være en rådgiver og sparringspartner for de medarbejdere, der forhandler løn individuelt, fremgår det af regeringens udspil.

Desuden skal tillidsrepræsentanten i højere grad være strategisk sparringspartner for ledelsen og på den måde have indflydelse på eksempelvis den lokale forhandlingsproces og fastlæggelse af kriterier for løndannelsen.

“Hvis deres tilgang er, at vi i virkeligheden skal have fjernet aftale- og forhandlingsretten fra de faglige organisationer, så er det et grundskud mod hele vores danske model. Det synes jeg virkelig, kan give søvnløse nætter,” siger Flemming Vinther.

De lokale parter ved bedst
I dag har cirka 17 procent af medarbejderne i staten individuelle lønforhandlinger.

Sophie Løhde mener, det giver rigtig god mening, hvis flere får mulighed for selv at forhandle løn og aftale individuelle vilkår gennem direkte dialog med deres leder.

“Vi ved, at flere foretrækker selv at forhandle løn, og at hovedparten af medarbejderne i staten mener, at de sammen med deres leder er de bedste til at vurdere, hvor meget de skal have i løn,” siger hun i en pressemeddelelse.

Udspillet indeholder også en anden bemærkelsesværdig målsætning om, at mindst 25 procent af de statsansattes løn aftales lokalt i 2025.

Det skal give arbejdsgivere bedre mulighed for at honorere de medarbejdere, som har ydet en ekstra arbejdsindsats.

I dag udgør lokalt aftalte tillæg omkring ti procent af lønnen for de statsansatte.

Det selv om overenskomstparterne for tyve år siden lavede en aftale om "Ny løn", der skulle tilskynde til, at en større andel af lønnen aftales på den enkelte arbejdsplads.

Flemming Vinther har dog svært ved at se, at regeringens forslag om mere lokal løn er vejen frem.

“Nu har vi i 20 år forsøgt at få det til at fungere uden større held, og så bliver vores svar ikke bare at hælde flere penge ud på det, for så at tro at det hele nok skal blive godt. Vi har ikke set nogen som helst evidens for, at den tilgang holder,” siger han.

Betydelige knaster venter
Fredag udveksler staten krav med de faglige organisationer til de forestående overenskomstforhandlinger.

Tonen op til dette års forhandlinger har været mere skarp end vanligt. Blandt andet har medarbejdersiden beskyldt Moderniseringsstyrelsen for at have udvist “uacceptabel arbejdsgiveradfærd”.

Utilfredsheden bunder blandt andet i inddragelse af kutymefridage som juleaften, nytårsaften og grundlovsdag på flere arbejdspladser og manglende orientering af tillidsrepræsentanter i forbindelse med afskedigelser og udflytning af arbejdspladser.

Hertil kommer spørgsmålet om betalt frokostpause, som medarbejderne føler, er truet.

Nu er nok nok
Flemming Vinther pointerer, at en overenskomstforhandling normalt handler om at fastsætte prisen på arbejdskraften. Altså, hvad skal lønnen være, hvor meget efteruddannelse skal der til, og hvilke krav skal der stilles til arbejdsmiljøet.

Denne gang handler overenskomstforhandlingerne imidlertid om langt mere grundlæggende og principielle spørgsmål.

“Vi melder mere markant ud, end vi har for vane, men det skyldes jo, at vi ser en udvikling hos vores arbejdsgiver, der går i retning af, at man er rigtig optaget af at lege Finansministeriets forlængede arm og lege advokatkontor og måske er knap så optaget af at agere som part i at få vores arbejdsmarked til at fungere. Der bliver vi nødt til at sætte hælene i og sige, at nu er nok nok,” siger Flemming Vinther.

Dokumentation

Køreplan for OK18

Tirsdag 12. december: Der udveksles krav på kommunernes og regionernes område.

Fredag 15. december: Der udveksles krav på statens område.

Tirsdag 19. december: Forhandlinger indledes på statens område. Sættemøde i Finansministeriet kl. 10.30.

Torsdag 21. december: Forhandlinger forventes indledt på kommunernes og regionernes område.

14. februar 2018: Forhandlingsfællesskabets forhandlinger med KL forventes afsluttet.

20. februar 2018: Forhandlinger om tværgående emner og aftaler mellem henholdsvis Forhandlingsfællesskabet og RLTN forventes afsluttet.

28. februar 2018: De generelle tværgående forhandlinger og organisationsforhandlingerne om de specielle krav skal efter køreplanen være afsluttet. Hvis det ikke er muligt at nå et resultat, kan der varsles konflikt, som træder i kraft ved udløbet af de gældende overenskomster per 1. april 2018.

I så fald vil forhandlingerne på det kommunale område overgå til Forligsinstitutionen, som skal forsøge at skabe kompromis og dermed hindre konflikter. 

Marts 2018: I løbet af marts bliver både tværgående og organisationernes egne forhandlingsresultater sendt til afstemning hos medlemmerne, såfremt der er opnået resultater.

April 2018: Hvis der ikke er opnået en ny overenskomstaftale, kan der iværksættes konflikt, da de eksisterende overenskomster udløber per 1. april 2018.

Kilde: FAOS, Altinget.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Vinther

Forhandlingschef, BUPL
soldat, zoneterapeut og butiksassistent

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00