Kommentar af 
Rasmus Ulstrup Larsen

Danmarksdemokraterne giver folket, hvad det hungrer allermest efter

Støjbergs modstandere kan ryste på hovedet over, at populister som hende kan få opbakning uden et politisk program, men de må efterhånden lære, at for mange danskere er anerkendelse vigtigere end realpolitiske udspil, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.

Populisterne har forstået, at konkrete politiske forslag&nbsp;er&nbsp;underordnet behovet for anerkendelse, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.<br>
Populisterne har forstået, at konkrete politiske forslag er underordnet behovet for anerkendelse, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da Inger Støjberg meldte, at hun oprettede Danmarksdemokraterne i juni, var de politiske kommentatorer hurtigt enige om, at hun ikke havde noget politik på bordet. I Altinget kunne man sågar læse, at Inger Støjbergs projekt var banal sniksnak.

Det er sandt, at Støjberg ikke har brilleret med gennemarbejdede policy-forslag – heller ikke en måned efter oprettelsen af partiet – men det er en fejl at tro, at det skulle være et populistisk partis rolle at stå for netop policy-udvikling. Populistisk politik handler først og fremmest om anerkendelse, ikke løsninger.

I Danmark lever vi i et overflodssamfund. Trods forestående økonomisk krise og recession er vi så velstående, at de største udfordringer i vores tilværelse ikke retter sig mod materiel nød, men derimod anerkendelsesnød.

Folk, som vi er flest, vil respekteres, have vores værdier anerkendt som legitime og vores daglige problemstillinger taget alvorligt.

Det er anerkendende ord, vi hungrer efter. Ord, der fortæller os, at vi er gode nok, og at vores holdninger er fornuftige, og at vores udfordringer i tilværelsen er trælse. Og i særdeleshed, hvis de sidder i de københavnske saloner og ser ned på os. Konkrete politiske forslag er i den henseende underordnet behovet for anerkendelse. Og det er netop dét, som populisterne har forstået.

Det er nok til at flytte stemmer, hvis en politiker har en stærk holdning til emnerne

Rasmus Ulstrup Larsen

Man kan bare kaste et blik på udlændingepolitikken, som den har udviklet sig: Det er de færreste danskere, der reelt har en statistisk viden om, hvor mange indvandrere der kommer til landet, hvor meget de udgør i forhold til den eksisterende andel, og hvor mange der forventes at komme over de næste par år.

Det er også de færreste, der har en idé om, hvad der egentlig er den politiske løsning på udfordringerne med parallelsamfund, voldskriminalitet og asyl. Men fordi de store midterpartier på tværs af fløjene i dag har anerkendt indvandringen som et reelt problem, også selvom de ikke kan løse problemerne, er danskerne i stor udstrækning tilfredse.

Det er rigeligt for en stor del af danskerne at få deres bekymring for indvandringen anerkendt, også selvom de politiske løsningsforslag til at tage livtag med indvandringens konsekvenser ikke ændrer en tøddel på noget.

Det samme med identitetspolitikken eller Metoo. Det er stærkt begrænset, hvad politikere kan gøre ved nogen af delene, men alligevel er det nok til at flytte stemmer, hvis en politiker har en stærk holdning til emnerne.

Da Nye Borgerlige ramte en rekordmåling på ti procent i oktober 2020, var det på baggrund af Radikale Venstres Morten Østergaards fatale håndspålægning, som siden fik ham til at trække sig fra politik. Som det eneste borgerlige parti gik Pernille Vermund ud og tog afstand fra den feministiske inkvisition.

Læs også

Alene det, at Vermund tordnede imod metoobølgen, var nok til at sikre en markant fremgang i vælgeropbakningen. Ikke fordi hun havde nogen politiske løsninger – der findes næppe politiske løsninger på mænds flirt med damerne – men fordi hun anerkendte metoohysteriet som et problem. I dag er det mainstream i den borgerlige lejr at være skeptisk overfor Metoo, men det krævede at en politiker, der anerkendte problemet.

Pointen her er, at når man dømmer populistiske politikere ude, som tilfældet var med Inger Støjberg eller med Donald Trump i USA, med henvisning til manglende politik eller løsningsforslag, der egentligt hjælper de mennesker, de påstår at repræsentere, så har man ikke forstået det behov, der ligger i en stor del af befolkningen. Og man har ikke forstået, at det behov ene og alene retter sig mod anerkendelse.

For mange danskere er anerkendelse vigtigere end realpolitiske udspil

Rasmus Ulstrup Larsen

Det er ikke nødvendigvis skidt, at det forholder sig sådan. Tværtimod er det nødvendigt, at der er partier, der går unuanceret til værks for at anerkende folkets problemer. For med tiden bliver de etablerede, brede partier nødt til at indoptage og anerkende de problemstillinger, som populisterne utrætteligt påpeger, og derfra udvikle de nødvendige politiske løsninger.

I den forstand er de populistiske partier en gave for den politiske udvikling i Danmark, for de kan påpege det, som de etablerede partier ikke tør, men som mange danskere oplever som problemer.

Indoptager man ikke populisternes problemstillinger, så falder hammeren ganske hårdt.

Med Danmarksdemokraternes opbakning på over ti procent i meningsmålingerne, bliver det krystalklart: Mette Frederiksen tog nederlaget i storbyerne til kommunalvalget i 2021 som et varsel om, at hendes halvpopulistiske fokus på provinsen eller "det gule Danmark" havde slået fejl.

I stedet blev Mette Frederiksen pludselig grøn, storbyorienteret og progressiv. Hun opgav at anerkende dem, der hungrede efter anerkendelse. Og konsekvensen? En god portion socialdemokrater er nu hoppet til Støjberg og har givet blå blok en reel mulighed for at få magten.

Så kan Støjbergs modstandere blive ved med at ryste på hovedet over, at populister som hende kan få opbakning uden et politisk program, men de må efterhånden lære, at for mange danskere er anerkendelse vigtigere end realpolitiske udspil.

Hvis ikke, må de acceptere nederlaget.

Omtalte personer

Rasmus Ulstrup Larsen

Kommentarskribent, Altinget, fhv. politisk konsulent, Nye Borgerlige
cand.merc. i erhvervsøkonomi og filosofi (CBS 2016)

Inger Støjberg

Partistifter, Danmarksdemokraterne, fhv. udlændinge- og integrationsminister
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Pernille Vermund

MF (NB), stifter og formand, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion