Danmarksdemokraterne giver folket, hvad det hungrer allermest efter

Da Inger Støjberg meldte, at hun oprettede Danmarksdemokraterne i juni, var de politiske kommentatorer hurtigt enige om, at hun ikke havde noget politik på bordet. I Altinget kunne man sågar læse, at Inger Støjbergs projekt var banal sniksnak.

Det er sandt, at Støjberg ikke har brilleret med gennemarbejdede policy-forslag – heller ikke en måned efter oprettelsen af partiet – men det er en fejl at tro, at det skulle være et populistisk partis rolle at stå for netop policy-udvikling. Populistisk politik handler først og fremmest om anerkendelse, ikke løsninger.

I Danmark lever vi i et overflodssamfund. Trods forestående økonomisk krise og recession er vi så velstående, at de største udfordringer i vores tilværelse ikke retter sig mod materiel nød, men derimod anerkendelsesnød.

Folk, som vi er flest, vil respekteres, have vores værdier anerkendt som legitime og vores daglige problemstillinger taget alvorligt.

Det er anerkendende ord, vi hungrer efter. Ord, der fortæller os, at vi er gode nok, og at vores holdninger er fornuftige, og at vores udfordringer i tilværelsen er trælse. Og i særdeleshed, hvis de sidder i de københavnske saloner og ser ned på os. Konkrete politiske forslag er i den henseende underordnet behovet for anerkendelse. Og det er netop dét, som populisterne har forstået.

Det er nok til at flytte stemmer, hvis en politiker har en stærk holdning til emnerne

Rasmus Ulstrup Larsen

Man kan bare kaste et blik på udlændingepolitikken, som den har udviklet sig: Det er de færreste danskere, der reelt har en statistisk viden om, hvor mange indvandrere der kommer til landet, hvor meget de udgør i forhold til den eksisterende andel, og hvor mange der forventes at komme over de næste par år.

Det er også de færreste, der har en idé om, hvad der egentlig er den politiske løsning på udfordringerne med parallelsamfund, voldskriminalitet og asyl. Men fordi de store midterpartier på tværs af fløjene i dag har anerkendt indvandringen som et reelt problem, også selvom de ikke kan løse problemerne, er danskerne i stor udstrækning tilfredse.

Det er rigeligt for en stor del af danskerne at få deres bekymring for indvandringen anerkendt, også selvom de politiske løsningsforslag til at tage livtag med indvandringens konsekvenser ikke ændrer en tøddel på noget.

Det samme med identitetspolitikken eller Metoo. Det er stærkt begrænset, hvad politikere kan gøre ved nogen af delene, men alligevel er det nok til at flytte stemmer, hvis en politiker har en stærk holdning til emnerne.

Da Nye Borgerlige ramte en rekordmåling på ti procent i oktober 2020, var det på baggrund af Radikale Venstres Morten Østergaards fatale håndspålægning, som siden fik ham til at trække sig fra politik. Som det eneste borgerlige parti gik Pernille Vermund ud og tog afstand fra den feministiske inkvisition.