Djøf: Embedsmænd har ikke et udtalt ønske om at tage magten i kommunerne

DEBAT: Debatten om forholdet mellem politikere og embedsmænd i kommunerne giver indtryk af, at embedsmænd har et udtalt ønske om at tage magten. Det genkender vi ikke, skriver to Djøf-formænd.

Embedsmændene udfylder tomrummet, hvis politikerne ikke tager stilling. For driften skal køre, og nye krav skal implementeres, skriver Sara Vergo og Hanne Fugl Eskjær fra Djøf.Foto: Pressefotos/Djøf og Lead The Future

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sara Vergo og Hanne Fugl Eskjær
Formand for Djøf Offentlig og formand for Offentlige Chefer i Djøf

Når man følger den offentlige debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd i kommunerne, får man let det indtryk, at embedsmænd har et udtalt ønske om at "tage magten".

Det skulle blandt andet ske ved at komplicere og bureaukratisere det administrative arbejde frem mod en politisk beslutning. Det billede kan vi ikke genkende.

Både politikere og embedsmænd har en fælles interesse i hele tiden at samarbejde om at udvikle tilbuddene til borgerne og forbedre velfærdssamfundet, samtidig med at driften kører og borgerne får den service, som de har krav på.

Både ansatte og kommunalpolitikere bliver ofte mødt af en overdreven og urimelig grad af detailstyring og bureaukratisering.
Sara Vergo og Hanne Fugl Eskjær
Formand for Djøf Offentlig og formand for Offentlige Chefer i Djøf

Kommunalpolitikere er naturligvis drevet af et ønske om at gøre en positiv forskel og indrette den kommunale service ud fra visioner for og ideer til et bedre samfund.

Og når man vælger et job i den offentlige administration, brænder man for at bruge sin faglighed til at sikre den bedst mulige service til borgerne og hele tiden udvikle løsninger, der matcher de politiske ønsker og økonomiske rammer, der er til rådighed.

Uholdbar mistillidskultur
Ikke desto mindre kan vi høre i debatten, at flere kommunalpolitikere alligevel klandrer embedsmændene for at sidde på magten i kommunerne.

Der bliver udtrykt frustration over, at fagligheden ofte overtrumfer de politiske ønsker. De har simpelthen ikke tillid til, at deres embedsværk arbejder loyalt efter at de politiske visioner.

Selvom det ikke er sandheden – embedsmændenes fornemmeste opgave er netop at hjælpe politikerne med at omsætte visioner til handling – er det et problem. For tillid mellem embedsværk og politikere er forudsætningen for et velfungerende lokaldemokrati.

Som embedsmand arbejder man loyalt for at realisere de budgetter og mål, som kommunalbestyrelsen har vedtaget. Hvis politikerne beder om et oplæg til ændring af den hidtidige praksis, går embedsmændene naturligvis i gang med at formulere et forslag. Når et flertal udstikker en retning, er det selvsagt den vej, som embedsmændene løber. Også selvom et mindretal er uenige. Sådan er det i et demokrati.

Men som flere i temadebatten i Altinget har påpeget, udfylder embedsmændene tomrummet, hvis politikerne ikke tager stilling – ikke har ambitioner på et område. For driften skal køre, og nye krav skal implementeres. Derfor har vi brug for stærke, modige politikere, der kan og vil udstikke retning og tage styring.

De fleste kommunalpolitikere har ambitionerne, når de går ind i lokalpolitik – men er rammerne for deres arbejde gode nok? Vi vil gerne pege på tre forhold, hvor det vil være oplagt at give samarbejdet og det politiske handlerum et serviceeftersyn.

Styrk den demokratiske dialog
En del af debatten i den aktuelle temadebat handler om mulighederne for at bringe input fra borgerne op på det politiske niveau.

Der er meget store forskelle på vilkår og traditioner for den demokratiske debat i en lille landkommune og en stor bykommune. Borgermøder og dialogmøder om konkrete spørgsmål er to kendte former.

Andre kommuner har indført muligheden for, at et givet antal borgere kan få rejst et forslag til politisk debat i byrådet. Om man så får indfriet sine ønsker, er jo ikke sikkert. Men det er en mulighed for, at politikerne kan lytte. Og finde ud af, om der er flertal for – og økonomi til – at realisere ønskerne.

Vi vil gerne opfordre de enkelte byråd til at tage debatten om, hvordan man sikrer en lokal demokratisk dialog om kommunens udvikling.

Sekretariatsbistand til kommunalpolitikerne
For det andet er det en kendt sag, at arbejdsbelastningen som kommunalpolitiker er voldsom. I gennemsnit bruger de cirka 20 timer om ugen ved siden af et almindeligt job.

En mødedagsorden er ofte lang og spækket med bilag. Det er ikke usædvanligt, at der er flere hundrede siders læsestof forud for en møde. Jo mindre partigruppen er, jo færre personer er der at dele opgaverne ud på.

Derfor vil det være oplagt, at de enkelte kommunalbestyrelser drøfter, hvordan sagerne bedst muligt lægges til rette, så det letter politikernes arbejdsbyrde. Hvis politikerne ønsker en sag beskrevet med flere forskellige alternativer for, hvordan man udvikler for eksempel skoleområdet, hjemmeplejen, naturplejen, dagtilbuddene eller alle de andre opgaver, som kommunerne løfter, må det være en lokal politisk afgørelse.

Det er blot vigtigt, at man husker, at jo mere kompleks en beskrivelse, som man ønsker, jo flere ressourcer koster det. Og trenden for tiden er ikke ligefrem at forøge de administrative ressourcer. Tværtimod.

En løsning kan være, at hver byrådsgruppe får tilknyttet sekretariatsbistand et antal timer om ugen, så politikerne får deres eget sekretariat til for eksempel at hjælpe med at sætte sig ind i stoffet, forberede sager eller tilrettelægge møder.

Tøjlerne skal løsnes
For det tredje er en stor del af kommunernes opgaver fastlagt meget udførligt fra Folketinget.

Naturligvis skal Folketinget lægge rammerne og udstikke mål og retning for, hvilke opgaver kommunerne skal løfte. Men både ansatte og kommunalpolitikere bliver ofte mødt af en overdreven og urimelig grad af detailstyring og bureaukratisering, som indsnævrer mulighederne for at udvikle lokale løsninger.

Når embedsmændene så må fortælle kommunalpolitikerne, at en given ide måske strider mod de centralt fastsatte love og regler, giver det selvsagt anledning til frustration.

I forbindelse med regeringens nærhedsreform er der derfor brug for, at Folketinget løsner tøjlerne om kommunerne og udviser tillid til, at medarbejdere og kommunalbestyrelser godt kan finde ud at leve op til de overordnede mål – uden minutiøst at fastlægge alle arbejdsprocesser.

Vores tre forslag sætter ind forskellige steder i samarbejdsrelationerne mellem politikerne og embedsmændene i kommunerne. Vi tror på, at det vil kunne løsne nogle af de spændinger, der forekommer nogle steder.

Men det vigtigste er dialogen og den fælles bevidsthed om, at både embedsmænd og politikere har en fælles opgave og ambition at løfte: Et sundt nærdemokrati og gode løsninger til gavn for borgerne.

Dokumentation

Temadebat: Hvem bestemmer i kommunerne – forvaltningen eller politikerne?

Nye byrådspolitikere oplever, at de stort set blåstempler forvaltningers politik.

En af politikerne, Anne Marie Geisler Andersen (R) fra Esbjerg Byråd, har i en kronik i Altinget beskrevet, at forvaltningen i høj grad sætter dagsordenen i kommunen. "Vi politikere er groft sagt reduceret til en bestyrelse, der påser, at tingene går rimeligt for sig inden for rammerne. Det er ikke os, der sætter retningen".

Problemstillingen med klemte lokalpolitikere har flere rundspørger belyst. Et forskningsprojekt viste i 2009, at embedsmændene i kommunerne havde fået mere indflydelse på bekostning af de folkevalgte, mens en undersøgelse om 12 kommuner i 2019 viste, at langt de fleste politikere og kommunaldirektører oplever et godt samarbejde mellem politikere og forvaltning, men også, at "der er politikere, som oplever, at forvaltningen enten fungerer som bremse på politiske beslutninger eller har for stor indflydelse på de politiske beslutninger".

Nu giver Altinget ordet til en række centrale aktører, som vil give et bud på, hvorvidt forvaltningen eller politikerne bestemmer i kommunerne.