Efter formandsopgøret venter et endnu mere destruktivt drama i Dansk Folkeparti

De uforsonlige meldinger fra flere folketingsmedlemmer har gjort ondt værre for Dansk Folkeparti. Problemerne er kun lige begyndt. Den indre opløsning er i gang.

Da partistifter Pia Kjærsgaard forleden bekendte kulør og offentligt gik ud med sin forventelige støtte til Morten Messerschmidt som ny formand, og Marie Krarup dernæst følte sig provokeret til at støtte Martin Henriksen, blev fronterne i en reel dødskamp tegnet op. På forhånd havde Dennis Flydtkjær meldt sin støtte til Messerschmidt, mens Bent Bøgsted er på Henriksens hold.

Fløjene står skarpt og destruktivt over for hinanden, og folketingsgruppen, der hidtil har fungeret som en slags familieparti, hvor politisk slægtskab ofte har betydet mere end kvalifikationer, er godt i gang med at disintegrere i en så intrigant fejde, at det er svært at se, hvordan Dansk Folkeparti vil skulle kunne få klinket skårene.

Åbne formandsopgør, hvor sejrherren ikke på forhånd er givet, vil altid udløse fjendskab og forbitrede fløjopgør. Mest ikonisk i nyere dansk politik, da Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen kæmpede indbyrdes om formandsposten i Socialdemokratiet i 1992. Men dengang duellerede de trods alt om magten, om den fremtidige regeringsmagt. Det aktuelle opgør i Dansk Folkeparti handler snarere om afmagt.

Uanset om favoritten, 41-årige Morten Messerschmidt, eller den jævnaldrende outsiderrebel Martin Henriksen ender med at vinde afstemningen på det ekstraordinære årsmøde i Herning om 12 dage, vil den nye formand overtage et ramponeret parti, hvor flere af de mest prominente folketingsmedlemmer knap nok vil være på talefod, og hvor udsigten til indflydelse er håbløst forvitret.

I fraværet af dybe ideologiske uenigheder mellem Messerschmidt og Henriksen har formandsopgøret udviklet sig til en slags blodfejde i en familie, hvor skilsmissen allerede er en realitet

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Symbolsk har Inger Støjbergs teatralske afvisning været et yderligere hårdt slag mod Dansk Folkeparti. Når ikke engang en rigsretsdømt eksminister tør tage chancen, har tiltrækningskraften ramt et nulpunkt.

Bemærkelsesværdigt nok har hverken afgående formand Kristian Thulesen Dahl eller hans mangeårige løjtnant, gruppeformand Peter Skaarup, udadtil tilkendegivet, hvem de støtter som ny formand – skønt det ikke er nogen hemmelighed, at Martin Henriksen har været deres allierede. Bejlerne til afmagten får i stedet lov til at slå på hinanden.

På kaotisk vis har den nuværende ledelse valgt at kaste Dansk Folkeparti ud i en brutal gladiatorkamp, hvor de øvrige folketingsmedlemmer nu frit og utæmmet kan bagtale hinanden for åbent tæppe.

Undervejs har Kristian Thulesen Dahl dog lige nået at give Morten Messerschmidt skylden for Dansk Folkepartis kollaps – ved ganske rigtigt at påpege, at nedturen for alvor begyndte med afsløringen af svindel i Meld og Feld. 

Status er, at den "værdige proces", som Kristian Thulesen Dahl oprindeligt slog til lyd for, er udartet i rænkespil og tilsværtninger. I fraværet af dybe ideologiske uenigheder mellem Messerschmidt og Henriksen har formandsopgøret udviklet sig til en slags blodfejde i en familie, hvor skilsmissen allerede er en realitet.

I et stort interview i Berlingske rettede Pia Kjærsgaard et angreb på Martin Henriksen, som bizar vis gjorde brug af den form for udskamning, som hun ellers tidligere selv har været udsat for. Som trumfargument for Morten Messerschmidt udtalte hun, at "han er præsentabel, hvilket også betyder noget for en formand". Præsentabel? Ja, det minder næsten om at være stueren.

Men Pia Kjærsgaard nyder tydeligvis ikke længere den respekt i Dansk Folkeparti, som tidligere gjorde hende til en enevældig partidronning. På det seneste årsmøde sad hun med himmelvendte øjne og nedadvendt tommelfinger, da Martin Henriksen blev valgt til hovedbestyrelsen med flest stemmer, og dermed gav et første varsel om, hvor opsplittet Dansk Folkeparti er endt.

Selv har Martin Henriksen – som Pia Kjærsgaard højst sandsynligt har fået fyret fra en partifunktionærstilling på Christiansborg inden jul – forsøgt at dyrke et martyrium, hvor han har hævdet, at han vil blive ekskluderet fra Dansk Folkeparti, hvis Morten Messerschmidt vinder. Altså en anden måde at udtrykke, at flere andre ikke opfatter ham som tilstrækkelig stueren.

Så ildesindede smædekampagner mod hinandens formandskandidater vil gøre det mere end vanskeligt for Dansk Folkeparti at overleve som én samlet gruppe

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Det er skæbnens ironi, at Dansk Folkeparti, der på mange måder brød igennem rent politisk, da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen udtalte de forkætrede ord om, at "stuerene, det bliver I aldrig", nu selv er begyndt at bekæmpe hinanden med ringeagtsytringer om, hvem der er "præsentabel", og hvem som er alt for brovtende.

Martin Henriksen har selv svaret bramfrit tilbage på Kjærsgaards afvisning. Han er klar til en udrensning: "Hvis jeg bliver formand, vil Pia ikke blive en del af ledelsen," sagde Henriksen lørdag til TV 2. Og det gælder også Morten Messerschmidt: "Når både Pia og Messerschmidt flere gange har kritiseret min person og min politiske kurs, så bliver det et pænt nej tak. Der skal sættes et nyt hold".

Støtterne til Martin Henriksen holder sig heller ikke tilbage. Det havde således karakter af et dramatisk point-of-no-return, da Marie Krarup mandag eftermiddag gik til personligt angreb på Morten Messerschmidt i et facebookopslag. Datteren af Søren Krarup, som ganske vist ikke genopstiller til Folketinget, har ikke meget til overs for Messerschmidt:

"Som leder har han svagheder. Det var svært for ham at lede en gruppe i EU – det blev en fiasko," skriver Marie Krarup og fortsætter nådesløst: "Han svigtede DF ved at blive som næstformand, da han blev dømt i byretten. Det var forkert af ham og kastede en skygge over ham selv og partiet".

Samme svada kommer fra det tidligere folketingsmedlem Jeppe Klenitz-Jakobsen, som forleden meldte sig ud af Dansk Folkeparti på grund af udsigten til, at Morten Messerschmidt bliver ny formand: "Han har to gange i Bruxelles vist, at han ikke kunne styre det dernede. Derfor vil det være hovedløst at lade ham styre landskontoret," lød den usentimentale dom.

Forsøgene på karaktermord vil næppe være nok til at tippe balancen i sidste ende, men måske lige akkurat nok til, at tilstrækkeligt mange delegerede stemmer på én af de to andre formandskandidater, den 43-årige kommunalpolitiker Merete Dea Larsen fra Roskilde eller det 57-årige regionsrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen fra Vendsyssel, og hverken Messerschmidt eller Henriksen dermed opnår mindst halvdelen af stemmerne i den første afstemningsrunde. Og så skærpes duellen, for så vil splittelsen være en realitet.

Indtil videre er ordvekslingerne dog slemme nok i sig selv. Hvad der er mest perfidt – Kjærsgaards ord om, at Henriksen ikke er "præsentabel", eller Krarups ord om, at Messerschmidt er en "fiasko" – kan være svært at afgøre. Til gengæld er det oplagt, at en så ildesindede smædekampagner mod hinandens formandskandidater vil gøre det mere end vanskeligt for Dansk Folkeparti at overleve som én samlet gruppe.

Selv om anarkiet endnu ikke er brudt ud helt på samme måde, som da Fremskridtspartiet brød sammen på landsmødet i 1995 i Aarhus, vil mange DF'ere snart begynde at se sig rundt efter nye politiske platforme. Både taberholdet og den desillusionerede midtergruppe vil få svært ved at se en fremtid i Dansk Folkeparti – om ikke andet, så fordi partiet står til endnu engang at kunne få halveret folketingsgruppen ved næste valg.

Det allerstørste problem i Dansk Folkeparti vil ikke blive løst af formandsopgøret. Tværtimod vil det kun komme til at stå endnu klarere, at den parlamentariske eksistensberettigelse vakler. Uanset om Messerschmidt eller Henriksen vinder, og uanset hvor mange som dernæst tager deres gode tøj og forlader partiet, vil den politiske betydning ikke bliver større. Kun mindre.

Siden klimaks ved folketingsvalget i 2015, hvor det lykkedes Kristian Thulesen Dahl og company at erobre imponerende 21,1 procent af stemmerne, er både magten og æren splintret. Dansk Folkeparti har tabt på alle fronter, både mod højre til Nye Borgerlige og ind mod midten til Socialdemokratiet, og rollen som det nye midterparti er tilmed endegyldigt forpasset.

I en tid, hvor strammerlinjen er blevet mainstream – og selv De Radikale har opgivet at kunne flytte Socialdemokratiet i udlændingepolitikken – vil det kræve en gennemgribende nyskabelse for Dansk Folkeparti at kunne bringe sig tilbage i en hovedrolle i dansk politik. Særligt når statsminister Mette Frederiksen med sin nytårstale også har skruet maksimalt op for appellen til de ældre velfærdsvælgere.

Formandsopgøret er kun ouverturen til en endnu større tragedie

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Hvilken forskel kan og vil Dansk Folkeparti egentlig gøre? Endnu har hverken Messerschmidt eller Henriksen lanceret noget, der blot kun lyde som et originalt bud på, hvordan partiet skal kunne bringe sig tilbage i centrum af samtalen. Indtil videre er deres formandskampagner kun en afglans af fordums schlagerhit, som ovenikøbet opføres med endnu større passion og schwung af mange andre politikere.

Men noget må og skal ske. Kristian Thulesen Dahl har kørt Dansk Folkeparti i sænk, og den kommende formand vil død og pine være tvunget til at markere en letforståelig forskel. Kattepinen er blot, at der næppe er mange ekstra vælgere at hente ved at rykke yderligere mod højre, hvor Nye Borgerlige og De Konservative allerede har konsolideret sig, og hverken Messerschmidt eller Henriksen har forudsætningen for at genvinde appellen til de gammelsocialdemokratiske vælgere, som tidligere har stemt på Dansk Folkeparti.

I et politisk landskab, hvor ældre, sundhed og klima dominerer dagsordenen, kan Dansk Folkeparti ikke rigtigt levere noget, der sælger billetter. Et endnu mere højredrejet Dansk Folkeparti, der tilmed er sprængt indadtil, vil kun få endnu sværere end i dag ved at udfordre Socialdemokratiet om de udslagsgivende – og typisk både ældre og kortuddannede – provinsvælgere, der tidligere har ladet sig flytte hen over midten.

Dansk Folkeparti kan glæde sig over, at de politisk set har sejret ad helvede til, idet mærkesagerne er blevet kopieret af andre, ikke mindst Socialdemokratiet. Men det hjælper ikke stort, når der ikke er noget nyt at sætte i stedet, og når både partiprofiler og vælgerne samtidig er på vild flugt.

Formandsopgøret er kun ouverturen til en endnu større tragedie.