Efter sigtelsen for landsforræderi havde Claus Hjort lyst til at gemme sig væk. Men hundene tvang ham på benene igen

Det var lige før, at Claus Hjort Frederiksen ikke ville have hund igen, efter at hunden Frida forsvandt sporløst for 20 år siden. Nu har han den femte Frida samt Maxi, der har været en vigtig støtte efter sigtelsen for landsforræderi. Læs den første artikel fra Altingets sommerserie her.

Claus Hjort har haft fem hunde af samme race, der alle har heddet Frida, og for ti år siden kom hunden Maxi også ind i hans familie.
Claus Hjort har haft fem hunde af samme race, der alle har heddet Frida, og for ti år siden kom hunden Maxi også ind i hans familie.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Det var med et tungt sind, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) gik rundt på ministeriets gange i efteråret 2003.

Hans tredje hund, Frida, var forsvundet sporløst under en gåtur i skoven, og lige meget hvad Claus Hjort Frederiksen og familien forsøgte, var det umuligt at opklare, hvad der var sket med den forsvundne Frida.

Traumet satte sig dybt nok til, at venstrenestoren egentlig ikke kunne bære tanken om at få hund igen. Men efter nogle år fornemmede den daværende departementschef Bo Smith, at der var brug for handling.

"Jeg tror ikke, Claus bliver rigtig glad, før han får hund igen," sagde han i et telefonopkald til Claus Hjort Frederiksens kone.

Ikke længe efter fik Bo Smith lokket en skeptisk Claus Hjort Frederiksen med til et mystisk møde. På den anden side af døren stod medarbejdere fra Beskæftigelsesministeriet, Claus Hjort Frederiksens kone og parrets to sønner.

Og på skærmen bag dem kørte billeder af den hundehvalp, som de alle havde samlet penge ind til at købe til ministeren i fødselsdagsgave.

"Jeg har ikke fældet en tåre mange gange i min politiske karriere. Men jeg fældede en tåre den dag. Det var meget rørende og en af de største oplevelser, jeg har haft," siger den garvede venstrepolitiker knap 20 år senere.

Sommerserie: Hundetinget

"Hvis du vil have en ven i politik, så få en hund".

Sådan lyder det berømte ordsprog, som mange af os før har hørt. Og noget kan tyde på, at flere danske folketingspolitikere har taget det råd til sig. 

For når der ikke er mange venner at finde på Christiansborg, kan man altid regne med menneskets mest trofaste ven: Hunden. 

Altinget tager hen over sommeren fat i en række folketingspolitikere, der har et helt særligt forhold til deres hund – og som har hjulpet dem igennem helt særlige tider i deres politiske virke.

Tvunget til at komme ud ad døren

Hunden blev til den fjerde Frida i rækken, og siden har Claus Hjort Frederiksen mange gange sat pris på at have sine hunde som følgesvend gennem sin politiske karriere.

For selv når han "har haft en sur dag på kontoret", kan han altid regne med, at der er en glad hund derhjemme, der savner ham.

Og den glæde var tiltrængt, da sigtelsen for landsforræderi slog benene væk under ham i slutningen af december, hvor hans hunde Frida og Maxi hjalp ham til at komme på benene igen midt i den utænkelige situation.

"I begyndelsen havde jeg mest lyst til bare at sidde derhjemme. Men når man har to hunde, skal de jo luftes, og det har tvunget mig til at komme ud ad døren. På grund af det har jeg mødt så meget venlighed hos folk rundt omkring. Så hundene har været med til at sikre, at jeg ikke gik ind i mig selv og trak dynen over hovedet".

Et medlem af familien

Altinget tager hen over sommeren fat i en række folketingspolitikere, der har et helt særligt forhold til deres hund – og som har hjulpet dem igennem helt særlige tider i deres politiske karriere.

Hundene har været med til at sikre, at jeg ikke gik ind i mig selv og trak dynen over hovedet.

Claus Hjort Frederiksen (V)
Folketingsmedlem, Venstre

Claus Hjort Frederiksen og hans kone havde i sin tid "et brændende ønske" om at få en hund. De studerede derfor "hundebøger fra A til Z," før de besluttede sig for, at airdaleterrieren passede bedst til parret.

I dag er de nået til den femte hund, der hedder Frida, som har følgeskab af hanhunden Maxi af samme race.

"Det kan lyde lidt mærkeligt i ikke-hundemenneskers ører, men det er et familiemedlem. Derfor var det også traumatiserende, da den tredje Frida forsvandt, og da vi aldrig fandt ud af, hvad der skete med hende."

Heldigvis mødte Claus Hjort Frederiksen stor forståelse fra sine kollegaer efter tabet af sin hund.

Kort tid efter at Frida forsvandt, blev beskæftigelsesministeren nemlig kaldt til møde hos koordinationsudvalget i Statsministeriet, hvor han aldrig dukkede op. Lige inden mødet havde telefonen ringet med beskeden om, at en person havde set en hund ligesom Frida. Der var ikke andet for. Claus Hjort Frederiksen måtte af sted for at lede efter hunden.

"Min ministersekretær sagde til mig, at jeg da ikke bare kunne lade statsministeren sidde og vente. Men Anders Fogh kendte også Frida, og derfor var jeg sikker på, at han ville forstå, hvorfor jeg ikke kunne komme. Og ud ad døren var jeg. Det havde førsteprioritet."

Claus Hjort har altid gået en tur med sine hunde om morgenen, lige meget hvor tidligt han skulle på arbejde som minister eller folketingsmedlem.
Claus Hjort har altid gået en tur med sine hunde om morgenen, lige meget hvor tidligt han skulle på arbejde som minister eller folketingsmedlem. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

En ægte ven

I løbet af sine mangeårige, politiske karriere har Claus Hjort Frederiksen haft god tid til at få både venner og fjender på Christiansborg. Men da han bliver spurgt, om ordsproget, "hvis du vil have en ven i politik, så få en hund", er sandt, tøver han lidt.

"Der er mange mennesker, man har et godt forhold til og kan være venner med. Men det er ikke venskaber, der på nogen måde ændrer den politiske kamp. Og så er hunden selvfølgelig en ægte ven på den måde, at den altid er glad for at se en".

Det ubetingede venskab til sine hunde fik Claus Hjort Frederiksen brug for, efter at politiet i december fortalte ham, at han var sigtet for landsforræderi med en strafferamme på op til 12 år.

Tanken om dette slog først benene væk under Claus Hjort, men med tiden begyndte følelserne at udvikle sig til vrede.

"For efter min egen opfattelse har jeg ikke røbet noget, der ikke allerede var kendt," siger Claus Hjort Frederiksen, som efter at have gemt sig begyndte at gå ture med sine hunde.

Hvis du forholder dig til ordsproget ud fra den seneste tid, hvor du har været sigtet for landsforræderi, hvordan klinger det så?

"Det klinger rigtig godt. Vores to hunde er nemlig ligeglade med, om jeg er sigtet for landsforræderi eller ej. Det er venner, jeg har for livet".

Når Claus Hjort Frederiksen tænker tilbage, har det generelt været en fordel for ham, at han har haft hunde gennem sin politiske karriere. For hundene har, som han siger, givet perspektiv og noget andet at tænke på:

"Når man har hunde, kan man ikke hele tiden sidde og tænke over sine politiske problemer. Man er nødt til at tænke på deres behov og ikke bare svømme hen i selvmedlidenhed".

Blå bog: Claus Hjort Frederiksen

Født: 4. september 1947 

Uddannelse: Cand.jur., 1972

Politiske karriere: 

  • Formand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne fra 2019 til 2020. 
  • Forsvarsminister fra 2016 til 2019. 
  • Finansminister fra 2015 til 2016. 
  • Finansminister fra 2009 til 2011. 
  • Folketingsmedlem for Venstre fra 2005 
  • Beskæftigelsesminister fra 2001 til 2009. 

Kilde: ft.dk

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Bo Smith

ESS-chefforhandler, Styrelsen for Forskning og Innovation, formand, RUVU, Det Faglige Råd for National Koordination, fhv. departementschef, Beskæftigelsesministeriet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1974)

0:000:00