Militærforsker: Tre store forandringer rammer dansk forsvarspolitik

Af Kristian Søby Kristensen

Seniorforsker og vicecenterleder
Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, KU

I efteråret 2017 skal forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen forhandle et nyt forsvarsforlig på plads. Dansk forsvarspolitik dækkes også tæt i medierne.

At Socialdemokratiet foreslår indkøb af avanceret militærmateriel, samtidig med at forsvarsordførere på højrefløjen kaldes nyttige idioter, der går Ruslands ærinde, det viser, at alt ikke er, som det plejer i dansk forsvarspolitik

Kristian Søby Kristensen

Her kan man høre om NATO’s ’to-procents mål’, som Danmark ikke lever op til, om regerings ’substantielle løft’, der endnu ikke er særlig substantielt, og om forsvarsministeriets ’budgetanalyser’, der handler om uforudsete regninger i forsvarets husholdningsbudget.

Den dækning ser og beskriver forsvaret og dansk forsvarspolitik fra et økonomisk perspektiv. Det er der gode grunde til, ikke mindst fordi danske politikere selv har iscenesat forsvarspolitikken som en kamp om penge. Men så handler debatten jo om økonomi, ikke om forsvarspolitik.

Og forsvarspolitikken burde komme før økonomien. Fordi det nuværende forsvarsforligs fundament er udfordret, hvis ikke undermineret.

Den nuværende indretning af det danske forsvar bygger på en række fundamentale forudsætninger, som ikke gælder mere. Forandring på mindst tre niveauer – hos vores venner, hos vores fjender og hos os selv – gør at dansk forsvarspolitik ikke kun er et spørgsmål om økonomi.

Dansk forsvar og europæisk sikkerhedspolitik
Den første forandring handler om Europas sikkerhedspolitiske orden. Forpligtigende internationalt samarbejde, forankret i en tæt transatlantisk alliance, har været forudsætningen for Danmarks nationale sikkerhed siden 1949.

Uden at tage dommedagsprofetierne om globaliseringens endeligt og Vestens undergang alt for bogstaveligt, er Brexit og valget af Trump begivenheder, der skaber eksistentiel politisk usikkerhed og krise i Europa, herunder for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.  

Selv med forsvarsminister Mattis’ og vicepræsident Pence’s beroligende budskaber, er tvetydigheden i Trumps administration, om værdien af NATO og fremtiden for det amerikansk-russiske forhold i sig selv en udfordring for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik.

Samtidig betyder Brexit, at Storbritannien – Danmarks tætteste forsvarspolitiske samarbejdspartner i Europa – går en politisk og økonomisk usikker fremtid i møde. En fremtid, der samtidig ikke kan undgå at svække et allerede udfordret EU’s internationale evner.  

Det danske forsvar er bilateralt og multilateralt dybt integreret med sine europæiske og nordamerikanske partnere og er afhængig af de institutioner, der bærer Europas sikkerhedspolitiske orden. Det giver derfor ikke meget mening,at tale om et nationalt dansk forsvar eller et dansk territorialforsvar. Danmarks forsvar handler om NATO og om, at den amerikanske (nukleare) sikkerhedsgaranti gennem afskrækkelse sikrer stabilitet i Europa.

Den orden er grundlaget for dansk sikkerhed, rammen for anvendelse af dansk militær magt, og forudsætningen for at Europa – sammen med USA – er i stand til at håndtere udfordringerne fra både syd og øst. Så længe det er tilfældet, må den første målsætning for dansk forsvar og dansk forsvarspolitik derfor være at medvirke til at genforankre og hvis nødvendigt gentænke den orden, som i øjeblikket er under alvorligt pres.

Det handler om andet og mere end bare procenter af BNP. Det handler også om det danske forsvars internationale relationer, samarbejdspartnere og internationalt forsvarsdiplomati.

Betyder usikkerheden om den europæiske orden, at Danmark skal søge øget nordisk/baltisk forsvarssamarbejde, knytte forsvaret tættere til Tyskland, fortsætte den forsvarspolitiske integration med Storbritannien, eller styrke de bilaterale bånd til USA?

Eller er løsningen unilateralt at sætte ’Danmark først’? Målsætningerne og strategierne for Danmarks internationale forsvarspolitiske relationer kommer før økonomien.

Truslerne og indretningen af det danske forsvar
Den anden forandring handler om udfordringer og trusler. Fra 2001 har forsvaret indrettet sig på et endimensionelt trusselsbillede, og i kraft af en gennemgribende transformation har forsvaret omstillet sig derefter.

Den primære opgave var at bidrage til amerikansk ledede stabiliseringsoperationer ude i verden, langt fra Danmark. Forsvaret fokuserede derfor på at opstille små men veludrustede, veluddannede og deployerbare nichebidrag til store koalitioner. Hvis en enhed ikke gav mening i den sammenhæng, som for eksempel danske ubåde, hvis relevans for oprørsbekæmpelse i ørkenterræn er marginal, var man nedlægningstruet.

Forudsætningen for den meget fine kalibrering af det danske forsvar til netop den slags internationale operationer har været fraværet af andre trusler – ikke mindst i nærområdet.  

Grunden til at Danmark har kunnet effektivisere forsvaret og placere sig som en central amerikansk allieret ved at ’bokse i en større vægtklasse’ i forskellige internationale operationer, er at Danmark, i modsætning for eksempel vores nordiske naboer, ikke har set trusler tæt på dansk territorium.

Sådan er det ikke længere. Efter ukrainekrisen i 2014 er trusler og udfordringer rykket tættere på, og dansk forsvarspolitik kan ikke længere være endimensionel, men må balancere mellem flere udfordringer.

I øst – især omkring Østersøen – er den sikkerhedspolitiske situation spændt. I syd er oprørsbekæmpelse og stabilisering – i øjeblikket mod Islamisk Stat – stadig en prioritet.

Endelig diskuteres forsvarets hjemlige rolle i forbindelse med risikoen for større terrorangreb. Den nødvendige balancering mellem flere væsensforskellige udfordringer eller trusler er nyt i dansk forsvarspolitik. Hvordan udfordringerne prioriteres og balanceres, og hvilken rolle forsvaret spiller i at håndtere dem, er derfor et afgørende forsvarspolitisk spørgsmål. Det kommer også før økonomien.

Ingen konsensus i forsvarspolitikken
Den tredje forandring handler om dansk forsvarspolitik. I 2011 stod alle Folketingets 179 medlemmer bag dansk militær deltagelse i den FN-sanktionerede operation mod Gadaffis styrker i Libyen. I dag fremstår den begivenhed som kulminationen på en stadig bredere, men skrøbelig, forsvarspolitisk konsensus.

Bortset fra deltagelse i Irakkrigen i 2003, har der siden 2001 kunnet laves brede politiske aftaler om meningen, indretningen og anvendelsen af dansk militær magt. Den brede politiske forankring af forsvarspolitikken har samtidig været forudsætningen for den radikale og effektive omstilling af forsvaret til internationale operationer.

Sammenfaldende med Ukrainekrisen faldt også den forsvarspolitiske konsensus i Folketinget sammen. I 2015 afviste Dansk Folkeparti og de Konservative således at støtte venstreregeringens forslag om at sende et dansk FN-bidrag til Mali, og i 2016 gik Konservative og Socialistisk Folkeparti ud af forsvarsforligskredsen i forbindelse med erhvervelsen af nye kampfly, med modsatte begrundelser i øvrigt.

Samtidig har især Rusland, og hvordan og hvorvidt Rusland udgør en trussel, været genstand for intens forsvars- og sikkerhedspolitisk debat.

Senest foreslog Socialdemokratiets Henrik Dam Kristensen, at det var værd at overveje at anskaffe avancerede luftforsvarsmissiler til den danske flåde, netop på grund af truslen fra Rusland i Danmarks nærområde.

At Socialdemokratiet foreslår indkøb af avanceret militærmateriel samtidig med at forsvarsordførere på højrefløjen kaldes nyttige idioter, der går Ruslands ærinde,det viser, at alt ikke er, som det plejer at være i dansk forsvarspolitik, og at økonomien ikke alene definerer debatten.

Politik før økonomi?
Begivenhederne i 2014 i Ukraine og i 2016 i Storbritannien og USA har undermineret fundamentet for dansk forsvarspolitik. Claus Hjort Frederiksens opgave er derfor større end blot at skabe enighed om en ny økonomisk ramme for forsvaret – hvilket kan være svært nok.

Forliget og forligsforhandlingerne kræver et nyt fundament, der kan sætte retningen for udviklingen af det danske forsvar de næste fem år. Det fundament skal samtidig være bredt forankret i Folketinget.  

Den retning kan ikke alene findes i regeringens ’substantielle’ løft eller i at nærme sig NATO’s to-procents målsætning. Den retningsangivelse må tage udgangspunkt i en politisk drøftelse, der kan skabe nye forudsætninger for, hvordan dansk forsvar håndterer trusler tæt på såvel som langt væk og udfordringer i Danmarks forsvarspolitiske netværk af allierede og partnere.

Debatten om forsvaret må derfor ikke i første omgang handle om økonomi, men om indretning, opgaver, partnere og prioriteringer – netop om politik.

......

Klummen er alene udtryk for skribenternes egne holdninger.