Forskere: Nej, Jakob Engel-Schmidt. Man bliver ikke nødvendigvis rask af at skrive og læse lyrik

De seneste fem år eller mere har vi begge forsket i problemstillingen, ofte kategoriseret ved betegnelsen ’narrativ medicin’ eller ’sundhedshumaniora’.

Vores interventioner har afprøvet virkningen af at lade utrænede skribenter med visse helbredsproblemer erfare gennem skriveøvelser og højtlæsning, hvordan en litterær teksts betydning opstår af arbejdet med dens form.

Det er ikke nok at skrive, at man har det dårligt eller føler sig ensom. Tilstanden skal derimod skrives frem på en måde, som involverer konkretisering og sanselighed.

Kort sagt består det kreative element i skriveundervisningen i at lære at skrive noget, som andre læsere – herunder en selv – genkender, forundres, forfærdes eller morer sig over.

Den højeste grad af sikker viden inden for området siger omtrent det modsatte af, hvad kulturministeren påstår, nemlig at der ikke er nogen direkte årsagssammenhæng mellem at skrive eller læse poesi og at få bedre mental sundhed.

Anders Juhl Rasmussen & Anette Søgaard Nielsen
Lektor og professor, Syddansk Universitet

Hvor den ekspressive skrivning giver deltageren rum til at sætte ord på sine sygdomsoplevelser, og hvor den narrative terapi handler om at give orden til sit kaos af følelser i forbindelse med sygdom, er intentionen med de kreative skriveværksteder at stimulere deltagernes evne til at genopdage sider af sig selv, og måske genfinde et rigere liv, som kan være trådt i baggrunden under et langvarigt sygdoms- og behandlingsforløb.

Mange af deltagerne udtaler efterfølgende, når de bliver spurgt til deres oplevelse af arbejdet med kunst, at de har været glade og taknemmelige for at deltage, og at det muligvis virker – kortvarigt – på deres selvoplevede sundhed.

Svag evidens

Hvis sådanne indsatser med læsning og/eller kreativ skrivning skal implementeres i forbindelse med offentlig finansiering, eksempelvis i form af konceptet ”Kultur på recept”, kræves der selvfølgelig dokumentation for, at indsatserne virker målbart uafhængigt af deltagernes oplevelse og forskernes interesse.

Det gælder på sundhedsområdet, at det er den såkaldte evidensbaserede viden, der lægges til grund for beslutninger om, hvorvidt en indsats skal implementeres.

For nogle år siden i 2016 blev der gennemført et systematisk review – det højeste niveau i evidenshierarkiet inden for sundhedsvidenskaberne – af en gruppe engelske forskere med henblik på at undersøge dokumentationen af effekten ved brug af skrivning som intervention hos mennesker med kronisk sygdom.

Gennemgangen undersøgte dokumentation for effekt af skrivning, uanset om der var tale om kreativ, refleksiv eller ekspressiv skrivning, og uanset om skrivningen var faciliteret eller ej. Studier af individuel, ekspressiv skrivning var i klart overtal.

Konklusionen lød, at der kun var meget svag evidens for effekten af ikke-faciliteret, ekspressiv skrivning hos mennesker med kronisk sygdom.

Anders Juhl Rasmussen & Anette Søgaard Nielsen
Lektor og professor, Syddansk Universitet

Efter en kritisk, detaljeret gennemgang af omkring 60 randomiserede, kontrollerede studier, heriblandt et dansk, lød konklusionen, at der kun var meget svag evidens for effekten af ikke-faciliteret, ekspressiv skrivning hos mennesker med kronisk sygdom.

Og der er næppe nogen grund til at tro, at et tilsvarende systematisk review af studier, der undersøgte effekten af læsning, ville nå en væsentlig anden konklusion.

Forskere med bias

Den højeste grad af sikker viden inden for området siger omtrent det modsatte af, hvad kulturministeren påstår, nemlig at der ikke er nogen direkte årsagssammenhæng mellem at skrive eller læse poesi og at få bedre mental sundhed. Men hvorfor hævder ministeren så denne antagelse?

Det gør han sandsynligvis, fordi flere og flere forsker i sammenhænge mellem kunst og mental sundhed, og de fleste af disse forskere har ikke overraskende en interesse i at finde og dokumentere en korrelation, måske ligefrem en kausalitet.

Forskerne har med andre ord en bias, hvilket vil sige, at de er helt eller delvist ubevidste om, at de i deres evalueringer leder efter bekræftelse på deres antagelser om, at kunst fremmer den mentale sundhed.

Sagen er bare den, at de samme eller nogle andre deltagere sandsynligvis ville have haft lige så stor glæde ved at deltage i et bagekursus eller gå på fisketur.

Anders Juhl Rasmussen & Anette Søgaard Nielsen
Lektor og professor, Syddansk Universitet

Vi kan selv tælles iblandt disse forskere, idet vi selv har siddet på første eller anden hånd over for mennesker, som på forskellig vis har udtrykt stor tilfredshed ved at deltage i et kreativt skriveværksted som supplement til alkoholbehandlingen eller som led i en afstigmatisering af denne målgruppe.

Sagen er bare den, at de samme eller nogle andre deltagere sandsynligvis ville have haft lige så stor glæde ved at deltage i et bagekursus eller gå på fisketur.

Forskningsresultater simplificeres

Det, der for alvor betyder noget, i de små, kvalitative studier, der udføres rundt omkring i Danmark under betegnelsen ’kunst og sundhed’, er den alvor disse mennesker vises, det fællesskab, der opstår, og indbruddet i deres livs rutiner.

Det er således kun i mindre omfang, og måske slet ikke, kunsten, som øver en virkning på deres oplevelse af interventionen.

Det kan være en antagelse eller en forhåbning, at det skulle forholde sig sådan, men ingen har indtil videre kunnet påvise denne sammenhæng med stærk evidens.

Foretages større kvantitative studier og randomiseres disse studier, så deltagernes taknemmelighed og forskernes bias elimineres, findes der som nævnt ingen signifikant og målbar virkning af interventionerne på menneskers helbred.

Vi må gøre indsigelse mod, at forskningens resultater inden for området simplificeres af politikere på ministerniveau.

Anders Juhl Rasmussen & Anette Søgaard Nielsen
Lektor og professor, Syddansk Universitet

Vi er som sådan ikke imod, at kunst tilbydes mennesker som supplement til den kliniske behandling, snarere tværtimod, det skader sjældent nogen at læse god lyrik, og indimellem gør det faktisk mennesker i bedre humør, men vi må gøre indsigelse mod, at forskningens resultater inden for området simplificeres af politikere på ministerniveau.

Vi må mane til en vis besindighed med hensyn til de lovede effekter blandt de forskere, som har en interesse i at udbrede området kunst og sundhed.