Analyse af 
Jakob Nielsen

Her er de politiske vindere og tabere i minksagen

Radikale indførte en ny måde at vælte regeringer på: mistillid i slow motion. Spørgsmålet er nu, hvor meget partiets forhold til Socialdemokratiet har lidt skade. De borgerlige fik ikke nok ud af sagen, men embedsværket og tilliden til folkestyret står tilbage som minksagens absolutte tabere.

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En fyret minister, to grimme næser og et folketingsvalg.

Det bliver den parlamentariske pris, regeringen skal betale for håndteringen af minkskandalen.

Næserne blev tirsdag morgen placeret på ansigterne af statsminister Mette Frederiksen (S) og forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S), der for længst er blevet fyret. Folketingsvalget udskrives med stor sikkerhed senest til oktober.

Samlet er det nådigt sluppet, når man tænker på, at Minkkommissionens rapport er den mest sønderlemmende kritik, der er rettet mod nogen regering i moderne tid. Ganske vist var der ikke som i Tamilsagen og Instrukssagen tale om ministre, der bevidst og med overlæg havde brudt loven, men kritikken var ikke desto mindre usædvanlig hård, også når det gjaldt politikernes rolle.

Embedsværket er de største tabere

Spørgsmålet er nu, om der er yderligere en pris, der skal betales, når vælgerne fælder deres dom i efteråret – og måske især når den røde blok skal forsøge at finde sammen igen om at danne et flertal, der kan regere.

For de borgerlige partier begynder minksagen til gengæld at ligne en stor, fortabt mulighed for at sætte fokus på Mette Frederiksens kompetencer som leder – og på at drive kiler ind i det altid fragile forhold mellem Socialdemokratiet og de Radikale.

Løsningen blev en klassisk, radikal mellemvej. Og en parlamentarisk nyskabelse: et mistillidsvotum i slow motion

Men sagens ubetinget største taber er embedsværket, der fik en ætsende hård kritik i Minkkommissionens rapport – og som fortsat kan imødese sanktioner i form af advarsler, degraderinger eller fyringer. Og vi taler vel at mærke om en god håndfuld af rigets absolut øverste embedsfolk med Statsministeriets departementschef i spidsen.

Tre forskellige holdninger til sagen

Da minkrapporten kom, delte partierne sig i tre forskellige grupper:

En gruppe, der straks eller meget hurtigt konstaterede, at der ikke var basis for at gå videre i retning af en rigsretssag, fordi ingen ministre ser ud til at have overtrådt loven forsætligt. Disse partier lagde heller ikke op til andre parlamentariske konsekvenser end de næser, der kan sales flertal om i Folketingets såkaldte granskningsudvalg. Det var Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet.

En anden gruppe mente, at minkrapportens konklusioner var så alvorlige, at der burde indhentes en advokatvurdering for at afgøre, om der er basis for at rejse en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen for – med grov uagtsomhed – at have overtrådt ministeransvarlighedsloven. Dette synspunkt samlede hele den blå blok (Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige) samt partiet De Frie Grønne.

En tredje gruppe mente, at rigsretssager fortsat skal forbeholdes de helt særlige tilfælde, hvor en minister forsætligt har brudt loven – men at minkrapporten til gengæld burde have politiske konsekvenser, der rækker ud over vedtagelsen af hård kritik eller en såkaldt næse. Den gruppe omfattede de Radikale og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. Sidstnævnte foreslog i et facebookopslag, at Mette Frederiksen burde ”overlade stafetten til en anden socialdemokrat eller indgive regeringens afskedsbegæring og udskrive nyvalg”.

Ydmygende næse for Socialdemokraterne

Konklusionen fra et flertal i Folketinget blev en kombination af første og tredje gruppe. Der kom ingen rigsretssag, men de to centrale ministre fik alvorlig kritik for deres rolle i sagen. For Socialdemokratiet er det en særlig ydmygelse, at partiet må stemme for en beretning, der slår fast, at statsministeren selv bærer en stor del af ansvaret for sagen.

For de Radikale stod det imidlertid hurtigt klart, at en næse ikke ville være nok til at lukke sagen. Oprøret ulmede både i partiets bagland og folketingsgruppen – og den politiske leders personlige troværdighed var også i spil.

Det er blot et halvt år siden, at Radikale meldte ud, at partiet ikke vil bakke op om en socialdemokratisk etparti-regering efter et valg, fordi Socialdemokratiet har optrådt for enerådigt og magtfuldkomment. Den kritik ville klinge hult, hvis Sofie Carsten Nielsen blot tog Minkkommissionens hårde kritik til efterretning og lukkede sagen med et par næser.

Det hører med i overvejelserne, at kritikken mod embedsværket er så hård og vil føre til ansættelsesretlige konsekvenser. For de Radikale – djøffernes parti – ville det være svært at leve med, at embedsværket skulle bære ansvaret for minksagen helt alene.

Det radikale dilemma

Det oplagte ville derfor være at placere et politisk ansvar ved at tvinge Mette Frederiksen til at gå af – hvorefter hun enten måtte forsøge at danne en ny regering eller udskrive valg.

Men den strategi indeholdt to problemer. For det første er der ingen, der ønsker sig valg midt i sommerferien. For det andet – og nok vigtigere – sigter de Radikale fortsat efter at kunne deltage i en regering efter valget, og derfor er der også grænser for, hvor meget partiet kan forpeste det i forvejen anstrengte forhold til Socialdemokratiet.

Men hvis nogen radikale havde tænkt på at lukke sagen med en næse, så måtte de opgive planen igen, da statsministeren på et langt pressemøde fredag undlod at tage noget personligt ansvar for sagen. Det skabte en vrede i radikale kredse, som gjorde yderligere skridt uomgængelige.

Løsningen blev en klassisk, radikal mellemvej. Og en parlamentarisk nyskabelse: et mistillidsvotum i slow motion. Partiet forlanger, at regeringen går af – men det kan godt vente til efter sommerferien. Er det ikke sket inden Folketingets åbning 4. oktober, vil de Radikale vælte regeringen.

Meldingen førte straks til spekulationer om aftalt spil, da mange iagttagere i forvejen regner med valg i september. Realiteten er en anden. Uanset om statsministeren har gjort alt klar til et efterårsvalg, så er der ingen statsminister, der ønsker at få dikteret en valgdatoen af andre partier.

Derfor gør den radikale melding også ondt på socialdemokraterne, og den har med sikkerhed ikke gavnet forholdet mellem de to partier. 

Hvad sker der efter valget?

Hvor stor skaden er, får vi at se efter det valg, der nu må forventes at komme i september eller oktober.

Hvis de tre røde partier – eventuelt suppleret af Frie Grønne eller Alternativet – får et flertal sammen, kan de Radikale formentlig skyde en hvid pind efter regeringsdeltagelse.

Men det mere sandsynlige scenarium er, at Mette Frederiksen får brug for støtte fra mindst et parti mere for at kunne fortsætte som statsminister. De Radikale vil stå parat, men forløbet bliver uforudsigeligt. De to nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, kan i teorien begge komme i spil, og Socialdemokratiet vil strække sig langt for at undgå at invitere de Radikale tilbage i en koalitionsregering.

Vindere og tabere på Borgen 

Skal man pege på politiske vindere af Minksagen, er det derfor oplagt at pege på SF.

Partiet har holdt lav profil og befæstet positionen som Socialdemokratiets mest trofaste og mest stabile samarbejdspartner.

For de Radikale kan sagen også udvikle sig til en slags sejr, når valget som ventet udskrives i løbet af efteråret og partiet med nogen ret kan tage æren for, at minksagen får en politisk konsekvens. Spørgsmålet er bare, om den ære også kan veksles til politisk indflydelse efter valget.

Socialdemokraterne kan næppe regnes som vindere i en sag, der kommer til at markere enden for partiets stort anlagte plan om en ekstremt magtfuld etpartiregering, der samler flertal fra sag til sag. Men i betragtning af, hvor hård kritikken fra Minkkommissionen er, kan Socialdemokratiet måske med tiden lære at glæde sig over, at sagen trods alt ikke fik hårdere konsekvenser, end tilfældet er.

Blandt taberne må man regne de borgerlige partier med Venstre og Konservative i spidsen. Sjældent har en opposition fået så relativt lidt ud af så stor en krise i en siddende regering. De har i fællesskab gjort det til et succeskriterium at få rejst en sag ved Rigsretten mod statsministeren, og i dag må de konstatere, at det slag er tabt. Det burde de have været i stand til at forudse.

Hvad med tilliden til folkestyret?

I stedet for at fokusere på den ekstremt hårde kritik, der stod sort på hvidt i Minkkommissionens rapport, brugte de borgerlige partier al deres energi på det mere abstrakte krav om endnu en advokatvurdering.

Med en anden strategi, der havde haft mere fokus på de politiske konsekvenser, kunne V og K have bygget en bro til de Radikale og dermed have skubbet en alvorlig kile ind i den røde blok. Havde de rakt ud med tilbud om en mere inkluderende regeringsform under borgerlig ledelse, er det ikke sikkert, at de radikale havde kunnet nøjes med at vælte regeringen i slow motion.

Men den største taber i minksagen er åbenlyst tilliden til det politiske system som sådan inklusive embedsværket, eller det, man med et andet ord kan kalde folkestyret – hvilket enhver kan forvisse sig om ved at følge den ekstremt polariserede debat om sagen på sociale medier.

Det er et nederlag, som selvsagt primært kan placeres hos de ministre og embedsfolk, der modtager kritik i Minkkommissionens rapport. Men det er også et situation, som alle Folketingets partier – og regeringsapparatet i form af de ledende departementschefer – har et enormt ansvar for og interesse i at tage alvorligt. Ellers venter nye nederlag forude.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Sofie Carsten Nielsen

Politisk leder (R), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion