Hummelgaard udviser en besynderlig ringeagt for forskning i retspolitik

At det forholder sig sådan, går også direkte imod, hvad Hummelgaard ellers argumenterede for i Deadline; nemlig at de særligt hårdkogte kriminelle er særligt snu og beregnende og lige præcis derfor kan påvirkes ved, at Christiansborg truer med bål og brand.

Jeg siger ikke, at bandemedlemmer er naive og helt upåvirkelige. Det er de ikke. Men at tro, at de bryder sig særligt meget om – og ved meget om – strafferammer og hvad justitsministeren siger, må bygge på, at man som politiker har set lidt for mange udspekulerede mafia-serier på Netflix, i stedet for at have gjort sig klog på hvad de faktiske erfaringer på området siger.

Interviewet med Hummelgaard var endnu en parade i politisk spin med en utrættelig nævnelse af ordet ”strafferabat!”, og endnu et eksempel på den besynderlige politiske ringeagt af forskningen.

David Sausdal

Og jeg kunne fortsætte.

Jeg kunne fortsætte med at pege på undersøgelser og erfaringer fra den virkelige verden, herunder mine egne, som igen og igen hvis ikke modsiger så problematiserer danske politikeres nærmest religiøse insisteren på, at hårdere straffe virker.
Men det gider jeg ikke.

Det burde allerede være klart for de fleste, at forskningen ikke blot er et spørgsmål om, at vi lever i en fravristet forskerverden, hvor vi er mere optaget af at læse bøger og drikke rødvin end at forholde os til den faktiske virkelighed. Den kriminologiske forskning er nemlig ekstremt interesseret i, hvad virkeligheden er, og hvad der virker. Og ofte er vi det i langt højere grad end mange af de politikere på Christiansborg, der ellers i en årrække har haft det som deres arbejde at vide noget om kriminalitet og straf.

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det retspolitiske område må være en af de politiske ”genstandsfelter”, hvor politikerne kerer sig mindst om både praktikeres og forskeres input. Eksemplerne er talrige. Når det kommer til retspolitik, er det derfor svært at konkludere andet end, at det politiske fokus er på at fremstå handlekraftig og engageret, samtidig med at man engagerer sig faretruende lidt i det reale forhold. Sådan er det. Hverken mere eller mindre.

Det skal nævnes, at de gode folk på Deadline faktisk havde inviteret mig ind i studiet for at debattere med justitsministeren. Desværre kaldte arbejdet og jeg måtte melde fra. Det var en skam.

Det var en skam, for udover at få muligheden for at forklare, hvordan min og kollegaernes kritik af Hummelgaards argumenter ikke blot er fravristede betragtninger, så mistede jeg muligheden for at gå i rette med Hummelgaards mærkeligt bagvendte forklaringer bandepakkernes og skydevåbenlovgivningens potentiale.

Udover at han mente, at politiets anekdotiske betragtninger var mere relevante end tusindvis af erfaringer på området, ”pitchede” Hummelgaard det argument, at vi forskere jo ikke kunne sige, at skydevåbenlovgivningen og nu hårdere straffe i relation til knive ikke var en effektiv metode. Det kunne vi ikke, sagde han, da lige præcis dette finurlige tiltag ikke er blevet evalueret.

Jeg håber læseren forstår, hvilket håbløst argument dette er. Det svarer nemlig til, at man altid kan sige, at man ikke skal tage fortidens lærdom seriøst, da det man har fundet på ”jo lige er lidt anderledes”.

Politikerne har brugt en ”det siger jo sig selv”-logik. Man har lovet, at ”NU!” ville man få styr banderne. Sandheden viser sig at være, at man har udviklet politik med en begrænset interesse for den faktiske virkelighed.

David Sausdal

Eller sagt anderledes, så svarer det til, at man 100 gange er gået den forkerte vej, men nu, den 101. gang, nok kommer til at gå den rigtige vej, da man går lidt hurtigere eller måske har taget en fjollet hat på.

Ved at sige, at man ikke bryder sig særligt meget om fortidens lærdom, da den jo blot består af ”generelle betragtninger” og derfor ikke forholder sig til denne nye sjove konkrete ting, man har fundet på, behøver man som politiker aldrig nogensinde forholde sig til forskningen.

Man finder bare på. Og lader det så være op til forskerne at forsøge at bevise, om dette nye tiltag virker eller ej. ”For det ved vi jo ikke”, argumenterede Hummelgaard. Det kunne jo godt virke lige denne gang. En sådan måde at tænke (rets)politik på er indrømmet genial. I hvert fald hvis man er politiker.

Og her har vi så det sidste store problem, som interviewet så tydeligt viste. Udover at det var endnu en parade i politisk spin med en utrættelig nævnelse af ordet ”strafferabat!”, og desuden endnu et eksempel på den besynderlige politiske ringeagt af forskningen, så var interviewet et suverænt eksempel på, hvad der er galt med dagens retspolitik.

Jeg noterede mig med glæde, at Hummelgaard gerne så mere forskning og flere evalueringer på området. Her er vi enige. Det behøves. Det behøves i den grad. For som Hummelgaard også selv indrømmede, så har man for eksempel aldrig evalueret effektiviteten af de mange bandepakker med mere, man har begået fra retspolitisk hold siden det nye årtusinde. Man har blot fundet på og sat i værk.

Jeg glædede mig naturligvis over den kæmpe indrømmelse, det er at høre en siddende justitsminister på landsdækkende TV vedkende sig, at den strammer-tilgang man har fremturet med i to årtier, faktisk ikke bygger på egentlig viden men på politiske prioriteringer og forhåbninger. For det er bestemt ikke den fortælling, der normalt turneres med.

Flere justitsministre har uden at fortrække en mine stået på mål for det geniale og effektive i de strafskærpelser og nye lovtiltag, man har lagt frem. Politikerne har brugt en ”det siger jo sig selv”-logik. Man har lovet, at ”NU!” ville man få styr banderne. Ama’r halshug!

Sandheden viser sig dog at være, at man har udviklet politik med en begrænset interesse for den faktiske virkelighed. Og ta’ ikke bare Hummelgaards ord for det. Spørg en hver praktiker på området – politi, gadeplansmedarbejder, fængselsbetjent eller ansatte ved domstolene – og de vil brokke sig oven en mangel på politisk interesse for deres faglighed.

Hvad der dog samtidig gjorde Hummelgaards indrømmelse af, at man aldrig rigtig har evalueret mange af de sidste års retspolitik særligt frustrerende, var hans kølige opfordring til, at dette ikke var hans ansvar men os forskeres ansvar. Suk. At mene det, svarer til, at en bilproducent under to årtier har lavet forskellige vakkelvorne biler uden selv at mene, at det er deres ansvar at teste om bilen er sikker og kan køre.

Det går ikke i det private erhvervsliv. Og det burde selvfølgelig heller gå i dansk politik. Som samfund vil ikke have biler, hvor hjulene falder af. Ej heller vil vi have en retspolitik, der er skader mere end den gavner. Det tjener ingen. Og det tjener slet ikke dem ”der ligger bløder på gaden”.