”Hvis hverken EU eller Storbritannien vil give sig, risikerer Nordirland at blive knust”

BRUXELLES: Politisk graffiti på murene er dagligdag i Belfast. Slogans som No Surrender eller Prepared for Peace. Ready for War er en del af gadebilledet i byen. Men det her var alligevel noget, der fik alarmklokkerne til at ringe hos politiet i Nordirlands største by i midten af marts.

Ved siden af en plakat af to tungt bevæbnede maskerede og sortklædte mænd fra East Belfast Battalion af paramilitære loyalister havde nogen spraymalet den tidligere irske premierminister Leo Varadkars privatadresse. Et andet sted var det udenrigsminister Simon Coveneys oplysninger, der var sat offentligt til skue.

Varadkar er nu sat under 24 timers politibeskyttelse efter det, det nordirske politi kalder ”troværdige trusler” mod ham.

De to irske politikere anses af mange af de nordirske unionister, hvis loyalitet er rettet mod London, for at have spillet en afgørende rolle i at overbevise den britiske premierminister Boris Johnson om at lægge toldgrænsen til EU i Det Irske Hav efter Brexit for at undgå en hård landegrænse tværs over den delte ø.

Brexit har bragt grænserne tilbage. Men de er lagt i det Irske Hav, hvor vi i det mindste følte – og briterne var enige med os – at de kunne blive håndteret.

Mairead McGuinness
Irsk EU-kommissær

De føler nu, at Nordirland er afskåret fra resten af Det Forenede Kongerige. De er efterladt i store dele af EU’s indre marked og toldunion, under EU’s regler, som mange af dem hader, og alt for tæt på republikken Irland, som mange af dem afskyer. Alt sammen for, at de irsk-sindede nationalister i Nordirland kan slippe for en hård grænse, samtidig med at den britiske regering kan stævne ud mod nye handelspolitiske horisonter.

Og vreden er ikke kun rettet mod politikerne i Dublin. Tidligere på måneden var det den daværende brexit-ansvarlige minister i Boris Johnsons regering, Michael Gove, som fik sin hjemmeadresse malet på en husmur med ordene ”Vi glemmer ikke, vi tilgiver ikke”.

Boris forræderen
De paramilitære loyalister, der mistænkes for at stå bag truslerne, udgør kun en brøkdel af den bredere unionistiske befolkning, der tæller cirka halvdelen af de 1,9 millioner indbyggere i Nordirland, mens irsk-sindede nationalister udgør det meste af den anden halvdel.

Men følelsen af svigt er bredere i den unionistiske befolkning. Og den såkaldte Nordirlands-protokol, som definerer den nye nordirske særstatus afkoblet fra Storbritannien, er blevet symbolet på det svigt.

”Det blev rubriceret, som at Boris Johnson havde forrådt dem,” siger Adrian Stallknecht.

Fra september til årets slutning lavede han etnografisk feltarbejde i et loyalistisk arbejderklassekvarter i Belfast i forbindelse med sit speciale på Københavns Universitet i antropologi om Brexits indvirkning på den delte ø.

Her var frustrationen til at tage at føle på.

"Unionisterne var med til at stemme Brexit igennem dengang, og nu forstår man ikke, hvorfor Brexit er faldet ud, som det er faldet ud. Det, som man gerne ville have, sammen med resten af Storbritannien, var forøget suverænitet. Nu ser de så i stedet for en grænse direkte ned igennem deres nationale territorium," siger Adrian Stallknecht.

Blomsterløg og kæledyr
Siden Brexit-aftalen trådte i kraft nytårsdag er vreden i unionistiske kredse kun blevet større i takt med, at de praktiske konsekvenser af den nye toldgrænse viste sig for borgerne i Nordirland.

Visse varer fra Storbritannien var ikke længere på supermarkedshylderne. Folk kunne ikke længere netshoppe på britiske sider, som de plejede. Det var pludselig forbudt at købe blomsterløg eller læggekartofler derfra på grund af EU’s stramme kontrol med import af levende planter. Kæledyr kunne ikke længere frit rejse med deres ejere over det Irske Hav. Inden for grænserne af deres eget land.

Noget af det var startvanskeligheder, der er blevet løst, men rigtig meget er bare den nye virkelighed efter Brexit, som ikke engang er slået helt igennem endnu på grund af en række overgangsordninger, som udsætter pinen.

Og hvor de nordirske nationalister bebrejdede Brexit og den britiske regering for at vælge den helt hardcore skilsmisse fra EU med alle dens følger, har unionisternes vrede lynhurtigt rettet sig mod protokollen.

Balladen om artikel 16
Januar var ikke mange dage gammel, før det førende unionistiske parti, DUP, krævede, at der blev trukket i protokollens nødbremse, artikel 16, som giver muligheder for at undslå sig dele af aftalen, hvis den udløser alvorlige negative konsekvenser.

Den britiske regering var heller ikke sen til at true med at ty til den. Fra EU-side forsøgte man at mane til besindighed og give støvet en chance for at lægge sig over den nye virkelighed, før man erklærede den for så ubærlig, at nødbremsen skulle trækkes.

Det var lige, indtil overivrige embedsmænd i EU-Kommissionen kastede litervis af benzin på bålet ved selv at åbne for muligheden for at aktivere artikel 16, når det kom til eksport af coronavacciner i frygt for, at eftertragtede doser af det indre markeds uransagelige veje ville ende hos briterne via en nordirsk bagdør.

At sige, at de derved fik trampet på et hvepsebo, er nok at udtrykke det for mildt.

”Det gjorde virkelig en kæmpe forskel for hele stemningen omkring implementeringen af protokollen i Nordirland,” siger Katy Hayward, der er professor ved Queen’s University i Belfast.

For lidt og for sent
Selv om EU-siden inden for få timer undskyldte og trak det tilbage, kan hun næsten ikke understrege nok, hvor negativ en effekt det havde på opbakningen til protokollen.

”Særligt kritikerne så det, som at EU – efter at alle havde gået igennem så meget for at undgå kontroller på den irske landegrænse – alligevel lige pludselig godt kunne forestille sig en hård landegrænse,” siger hun.

”Det skabte udbredt tvivl om den viden og forståelse, som EU-institutionerne og særligt EU-Kommissionen havde om følsomhederne i Nordirland på det her område, og hvor ødelæggende det kunne være.”

I EU-Kommissionen er der ikke noget, den irske EU-kommissær, Mairead McGuinness, fortryder mere, end at den tvivl er blevet skabt.

”Efter hændelsen – som kun var levende i en times tid, og som blev undskyldt i dagevis efterfølgende – plagede det mig virkelig, at det stillede spørgsmålstegn ved EU’s støtte til Nordirland. Det var virkelig svært. For EU har været så vigtig en del af hele fredsprocessen,” siger hun med henvisning til de årtier af forsoningsarbejde mellem unionister og nationalister, der er blevet gjort med støtte fra EU, oveni hvad det indre markeds ophævelse af fysiske toldbarrierer har gjort.

Grænsernes tilbagekomst
Den 61-årige konservative politiker kommer selv fra County Louth, der grænser op til Nordirland, og er vokset op i skyggen af den sekteriske vold, der prægede de såkaldte Troubles, som gennem en 30-årig periode kostede over 3.000 mennesker livet frem mod fredsaftalen i 1998.

”Jeg kan huske de grænser og barrikader, soldater og check-points fra min fortid. Og glæden over ikke længere at have dem, som jeg blev ældre, er helt fantastisk.”

”Brexit har bragt grænserne tilbage. Men de er lagt i det Irske Hav, hvor vi i det mindste følte – og briterne var enige med os – at de kunne blive håndteret.”

Hun vil gerne understrege, at det netop var følsomheden omkring den potentielt sprængfarlige situation i Nordirland, som resulterede i den nye særstatus.

”For når man ser på den hårde form for Brexit, som briterne valgte, ved helt at forlade toldunionen og det indre marked, så passede det ikke med at holde hånden under Nordirland og hele fredsprocessen og forsøget på at få helet splittelsen i befolkningen, som var meget dyb.”

Fiktionen om friktionsløse grænser
Udfordringen var, at Boris Johnson og hans regering aldrig har villet indrømme, hvad det indebar at efterlade Nordirland under EU’s regler, mens Storbritannien står udenfor. I stedet bildte man befolkningen ind, at tingene kunne forblive, som de plejede.

”Der var ikke tilstrækkelig anerkendelse fra britisk side af, hvad det betød i praksis på landjorden,” siger Mairead McGuinness

Nordirland bliver presset mellem EU og Storbritannien på det her. Og hvis ingen af dem vil bøje sig, så risikerer vi, at Nordirland bliver knust.

Katy Hayward
Professor, Queen's University, Belfast

Det giver professor Katy Hayward fra Queen’s University i Belfast hende helt ret i.

Hun har nu i fire år kæmpet en brav kamp sammen med andre eksperter for at forklare, hvad Brexit medfører, men har mødt en mur af modstand og misinformation fra særligt ledende brexiteers blandt britiske Konservative.

”Det er et kæmpe problem, at du på samme tid har folk som mig og erhvervslivet til at opridse, hvad det indebærer, og så har ministre og selv premierministeren, der siger det komplet modsatte af, hvad der er fakta. Det giver et indtryk af, at erhvervsfolk, der prøver at implementere protokollen i praksis, og som helt udramatisk forklarer, hvad der skal til for at omstille sig, bliver set som farvede eller som agenter for EU,” siger hun.

Som Jylland og Tyskland
Samtidig gør hun også klart, at EU skal passe på med bare at sige ”Brexit betyder Brexit” og affeje de praktiske problemer med, at det ikke var noget, briterne ikke vidste, da de underskrev aftalen.

”Jeg tror, de undervurderer, hvad det er, de beder Nordirland om. De tager fejl, hvis de tror, at det kun er et spørgsmål om tid og tilvænning,” siger Katy Hayward.

Hun peger på, at handlen mellem Nordirland og Storbritannien er fem gange så stor som mellem Nordirland og republikken Irland, selv om de to sidste er landfaste med hinanden.

Det betyder gigantiske omvæltninger i handelsmønstrene. Som hvis jyderne ikke længere frit kunne bestille varer hos københavnske forretninger, men fik at vide, at de bare kunne handle med Tyskland i stedet.

Derfor advarer hun også EU mod at underkende, hvad det har af symbolsk betydning for særligt unionisterne, for eksempel når EU-regler af fødevaresikkerhedshensyn forbyder import af tilberedte kødprodukter som hakkekød eller pølser fra tredjelande. Det er ting, der vil ramme Nordirland, så snart overgangsordningerne udløber.

”Der vil folk spørge, hvorfor vil I have os til at købe pølser fra Irland i stedet for fra Lancastershire? Det kan lyde latterligt. Men i konteksten betyder det noget, eller det kan det blive udlagt som af dem, der gerne vil have ødelagt fredsaftalen. Nu kan de pege ned i din indkøbsvogn og sige, at nu kan du ikke få det der længere. Nu skal du købe fra EU eller fra Irland. Det er nok til at få folk mobiliseret, som ellers ikke ville være interesseret i politik,” siger Katy Hayward.

Vi ses ved EU-Domstolen
Samme effekt kan det have for nordirske virksomheder, der har baseret sig på samhandel med Storbritannien, og som ikke vil bryde sig om at få at vide, at de bare må se sig om efter andre handelspartnere, hvis de vil undgå det administrative bøvl.

”Det er familieforetagende med forsyningskæder og handelsmønstre bygget op over årtier og årtier som en del af Det Forenede Kongerige. Det betyder meget for en virksomhed. Hvis de får at vide, at de bare kan se sig om efter leverandører sydpå i Irland – du kan selv høre, hvordan det lyder.”

Egentlig skulle de første overgangsordninger være løbet ud 1. april. Men briterne har, uden at konsultere EU-landene, forlænget dem og tilføjet en række andre for at lette nogle af besværlighederne, som havde ramt blomsterløg, læggekartofler, kødprodukter og kæledyr.

Den enegang fik i sidste uge EU til at tage de første skridt mod at sende briterne for EU-Domstolen for brud på en international traktat.

For hvad briterne ser som en praktisk løsning på et praktisk problem, ser EU-siden som en direkte overtrædelse af de plante- og fødevaresikkerhedsregler, der gælder for lande uden for Unionen og åbningen af en ladeport af ukontrollerede varer til EU’s indre marked.

Det totale tillidstab
Det er ikke hjulpet af, den fungerende nordirske landbrugsminister, Gordon Lyons, i slutningen af februar egenhændigt stoppede opførelsen af de toldkontrolposter, som skal sørge for, at papirarbejdet er i orden for de varer, der kommer ind i EU’s indre marked, og som burde have stået færdig 1. januar.

Det får EU-diplomater i medlemslandene til at tale om et ”totalt tillidstab” til briterne. Det betyder også, at viljen til at finde mindelige løsninger på nogle af problemerne, er aftaget betydeligt.

”Der er da mindre og mindre tålmodighed og goodwill og tendens til at tro på de gode intentioner,” siger en EU-kilde.

”Der er en interesse på tværs af politikområderne for at deeskalere konflikterne. Men vi er klart også bevidst om, at vi ikke vil spændes for en vogn og stå model til ting, vi ikke skal finde os i. Vi er også nødt til at sætte foden ned, når der er et aftalebrud,” lyder vurderingen.

Målet og midlet
Det er det, der bekymrer professor Katy Hayward. Hun er helt enig i, at det var en fejl af den britiske regering at bryde udtrædelsesaftalen. Men målet om at udskyde de hårde konsekvenser af Brexit for Nordirland, til de er bedre rustet, er hun meget enig i.

”Det skulle have været aftalt med EU. For det er nødvendigt. Vi er simpelthen ikke klar. 1. april er ikke særligt langt væk. Havde vi lyst til at sætte en kæmpe procentdel af de virksomheder, der handler på tværs af Det Irske Hav, i en situation, hvor de brød loven, fordi systemerne og reglerne ikke er klar?,” spørger hun.

Derfor beder hun EU-siden tænke sig godt om, også selv om den teknisk set har retten på sin side.

”Jeg kan ikke understrege det nok. Den måde, EU opfører sig på, har en direkte indflydelse på stabiliteten i den politiske situation i Nordirland,” siger hun.

”Fordi vi er i coronalockdown, går folk ikke på gaden i demonstrationer, og det er svært at se, hvor stærkt folk føler omkring det her. Men jeg ser, at de bløde unionister – dem, der stemte for at blive i EU – også udtrykker meget alvorlig bekymring om protokollen. Det er et stort problem for dens stabilitet på den lange bane, hvis så stor en del af befolkningen føler sig truet af den. Det er ikke bare, at de ikke kan lide den. Men de føler, at den grundlæggende underminerer det, de holder mest kært. Det er bekymrende.”

Derfor skal EU og briterne tilbage til forhandlingsbordet, hvis de vil undgå uro, advarer Katy Hayward.

”Nordirland bliver presset mellem EU og Storbritannien på det her. Og hvis ingen af dem vil bøje sig, så risikerer vi, at Nordirland bliver knust.”