Kronik: Fra burka til tørklæde

Af Lone Nørgaard
Kandidat til kommmunalvalget på Frederiksberg for Dansk Samling

For at tage fornuftige og langtidsholdbare politiske beslutninger er det nødvendigt først at have gjort et solidt analyseforarbejde. Det gælder også burkadiskussionen.

Diskussionen om et forbud mod at bære burka har været en pseudodiskussion. Burkaen kunne nemlig forbydes med henvisning til det allerede eksisterende maskeringsforbud.

Burkadiskussionen fjernede – og fjerner – fokus fra, at hovedproblemet er tørklædet. Derved kommer burkaforbuddet til at fungere som en afledningsmanøvre: Det islamiske tørklæde får lov til at gå under radaren.

Jo flere kvinder, der ifører eller tvinges til at iføre sig tørklæder, jo mere eksponerede bliver ikke-tilslørede som urene, vantro og uanstændige.

Lone Nørgaard
Byrådskandidat, Frederiksberg, Dansk Samling

Hvad alt for få beslutningstagere – i følgeskab med en desværre stor del af den fredelige, tillidsfulde danske befolkning – har forstået er, at tørklædet sammen med stormoskeer er det mest potente symbol på islams tilstedeværelse i Danmark.

Tørklædet signalerer:

• Jeg er muslim og kan ikke gifte sig med en indfødt dansk mand, medmindre han konverterer til islam og lover, at børnene skal opdrages islamisk.

• Den indfødte befolkning er ikke er god nok til at gifte sig med.

• Mine børn skal opdrages islamisk, så nej tak til at tilpasse mig dansk kultur, ja tak til sharia.

• Jo flere tørklæder, der optræder i offentlige institutioner, på uddannelsessteder, sygehuse og ikke mindst i gadebilledet, jo mere markerer islam sin dominans.

Det er en pligt for kvinden at dække sit hoved, fordi kvindens hår udsender vibrationer, der opgejler, vildleder og fordærver mænd.

Ayatollah Khomeini
Leder af den iranske revolution (1902-1989)

Tørklædets statement er:

1. Jeg er muslim i modsætning til dig, ”vantro kvinde”.
2. Jeg er ren i modsætning til dig, ”urene kvinde”.
3. Jeg vil sharia og ikke vestligt demokrati.

Status i islamdebatten anno 2017 er, at en demokratisk retsstats frihedsrettigheder, herunder religionsfrihed, bliver udnyttet systematisk til at indføre sharia, islamisk lov, ad bagvejen. Tørklædet er sharia. Kunstgrebet består i dels at reducere islam til at være en religion, dels at banalisere tørklædebrug til et spørgsmål om kvinders påklædningsvalg.

Men for det første er islam ikke kun religion, men politik forklædt som religion. For det andet: At bære det muslimske tørklæde handler om langt mere end den enkelte kvindes individuelle valg af påklædning.

Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan kan det dokumenteres, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kvindens underkastelse. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke-religiøse grunde for at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den.

Kvinder, der bærer tørklæder, gør det primært, fordi de bliver tvunget til det. Intet sted, hvor islamisterne er kommet til magten rundt omkring i verden, herunder i de vesteuropæiske ghettoer, overlades det til den enkelte kvinde selv at beslutte, om hun vil iføre sig slør.

Omdrejningspunktet for enhver islamistisk bevægelse er mænds kontrol af kvinder. Og den kontrol kommer særligt tydeligt til udtryk i tørklædet, som derfor også er et uomgængeligt krav fra islamisternes side.

Den iranske revolution (1979) fik ikke mindst succes, fordi det lykkedes for Ayatollah Khomeini og daværende ministerpræsident Rafsanjani at komme igennem med budskabet: ”Det er en pligt for kvinden at dække sit hoved, fordi kvindens hår udsender vibrationer, der opgejler, vildleder og fordærver mænd.”

Tørklædet får status som islamismens flag og kommer til at fungere som islamiseringens spydspids i Vesten. Tørklæder er således ikke “uskyldige skikke”, som fattige og uudannede kvinder gradvist vil udvikle sig væk fra.

Påklædningskravet er religiøst-politisk forankret og dermed ikke til diskussion for rettroende. At nogle tørklædeklædte kvinder insisterer på, at tilsløring i virkeligheden er en slags “ny identitet” for muslimske kvinder, kan ikke umiddelbart anfægtes. Men de signaler, disse kvinder – frivilligt eller ufrivilligt – udsender til omverdenen er:

1. Vi er muslimer.
2. Religiøse påbud står over demokratiernes sondring mellem det verdslige og det religiøse, det offentlige og det private.
3. Vi anerkender forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Det er korrekt, at en række kvinder i Vesten vil kunne gøre gældende, at de selv har valgt at bære tørklæde. Men uanset en kvindes individuelle valg øger hendes frihed tvangen over for de medsøstre, der ikke ønsker at tilhylle sig. Med tørklædet sættes skel mellem mænd og kvinder, mellem rene og urene kvinder, mellem troende og vantro. Jo flere kvinder, der ifører sig eller tvinges til at iføre sig tørklæder, jo mere eksponerede bliver ikke-tilslørede som urene, vantro og uanstændige.

I Danmark er det et stigende problem, at tørklædeløse piger bliver presset, generet og chikaneret, hvis de ikke vil dække sig til. Tilsløringen giver sig mere og mere ekstreme udtryk. I dag er det således hverdagskost på Nørrebro og i Valby, København, at se indpakkede kvinder, hvor kun deres øjne er synlige. Selv små piger helt ned til 1. klasse kan nu ses fuldt tildækkede, men når en lille pige tvinges til at gå med tørklæde og dække sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse, så det er i virkeligheden et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.

Uanset motiverne til at emigrere til Europa, så har det vist sig, at et stort antal muslimer ikke ønsker at blive integreret, endsige assimileret, i de moderne, frigjorte, verdslige, demokratiske samfund med rødder i kristendommen. (Nogle af dem kan ganske enkelt ikke – deres forudsætninger er for dårlige.) De udvandrer, fordi deres egne lande ikke kan tilbyde ordentlige økonomiske og sociale vilkår, men de kommer ikke med en vilje og parathed til at tilpasse sig de individbaserede samfund i Europa.

Erfaringer med islam i Europa igennem de seneste ti år peger alle i samme retning: Kompromiser er ikke mulige i forbindelse med politiske særkrav forklædt som religiøse. Kvinder kan ikke iføre sig et halvt tørklæde. Svømning er enten kønsadskilt eller ikke-kønsadskilt. Enten forefindes bederum, eller også gør de ikke. Der kan ikke etableres dialog omkring tørklædet af den enkle grund, at tørklædet mere end noget andet udtrykker en kultur, som frygter kvinders frihed og ret til selvbestemmelse, og som dermed er uforenelig med modernitet, ligestilling og demokrati.

Ingen bør et sekund glemme, at tilsløring af kvinder hænger sammen med islams kvindesyn. Kvinder rangerer som andenklasses borgere, der ikke kan optræde og agere på lige fod med mænd i det offentlige rum. Kvinden er den, der er bærer af familiens ære (sheref). Den, der tillige bekvemt udnævnes til at være biologisk determineret til at varetage bestemte funktioner. Uden mulighed for at vælge rollen til eller fra.

Det helt aktuelle problem er altså, at det er umuligt at afgøre, hvornår tørklædet er udtryk for et personligt valg båret som et politisk banner med inskriptionen: Se, hvilken god og ærbar og dydig og stolt muslimsk kvinde, jeg er. Og så hvornår pigerne er udsat for pres fra familie, imamer eller religiøse organisationer.

På den baggrund er det afgørende at komme ud over enkeltindivid-planet, hvor der altid er undtagelser fra reglen til fordel for en overordnet beskrivelse af kønsstrukturerne inden for islam.

Her lyder konklusionen: Om tilsløringen foregår med tvang eller efter “eget valg” gør ingen forskel for tilsløringens virkelige funktion og indhold. For det første vil valget kun være frit, indtil islamisterne kommer til magten. For det andet sætter slørets symbolværdi sig igennem bag om ryggen på tørklædebæreren uanset hendes private og personlige fortolkning.

Tørklædet er en politisk uniform og bør derfor forbydes i alle offentlige institutioner: Vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler, plejehjem, domstole mv.

I hvert fald, hvis man nærer det mindste ønske om at bevare den danske retsstat og dansk kultur for vores efterkommere.