Minkavleren, kandidaten og skovkonsulenten skal sikre generationsskifte i jyske V-bastioner

Efter mange år med lokalpolitiske veteraner som borgmestre i de traditionelt Venstre-dominerede kommuner Varde, Vejen og Billund, er det nu op til nye kandidater at forsvare partiets greb om magten. Trods landspolitisk modvind er arvtagerne optimistiske.

Mads Sørensen fra Varde, Stephanie Storbank fra Billund og Morten Thorøe fra Vejen skal alle kæmpe ved kommunalvalget for at fastholde den lokale borgmesterpost på Venstre-hænder.
Mads Sørensen fra Varde, Stephanie Storbank fra Billund og Morten Thorøe fra Vejen skal alle kæmpe ved kommunalvalget for at fastholde den lokale borgmesterpost på Venstre-hænder.Foto: Varde Kommune og Venstre
Kim Rosenkilde

I nogle kommuner afgøres kampen om borgmesterposten lang tid inden den fastsatte dato for et kommunalvalg.

De områder i landet, hvor ét parti er lokalt dominerende, vil spændingen om hvem, der skal sidde for bordenden i kommunalbestyrelsen allerede blive udløst, når det pågældende parti udpeger sin borgmesterkandidat.

Sådan kunne det også have været i både Varde, Vejen og Billund Kommune, som alle regnes blandt Venstres traditionelle strongholds. Her stopper de nuværende borgmestre – Erik Buhl, Egon Fræhr og Ib Kristensen – der alle startede deres borgmesterkarriere inden strukturreformen i nu nedlagte kommuner.

Nu er der nye ansigter blandt anførerne på Venstres holdopstilling til efterårets kommunalvalg. I alle tre kommuner har der været kampvalg om rollen som spidskandidat. Et valg der med en vis sandsynlighed burde være det samme som en borgmesterkåring.

Men Venstre er i modvind på Christiansborg, og de tidligere borgmestre var både kendte og store stemmeslugere. Så de nye kandidater tager ikke noget for givet.

Foto: Varde Kommune

Mads Sørensen (Varde Kommune)
Ex-minkavler tager stafetten videre 

Det er i et vist omfang statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringens skyld, at Mads Sørensen (V) nu har mulighed for at føre kommunalvalgkamp på fuld tid.

Ind til sidste år drev han en minkfarm ved landsbyen Sig i Varde Kommune. Det ændrede sig drastisk, da statsministeren på et pressemøde i begyndelsen af november bekendtgjorde, at alle mink i Danmark skulle aflives for at bremse spredningen af covid-19-smitten.

Få uger forinden havde Mads Sørensen meldt sit kandidatur til at blive Venstres nye borgmesterkandidat, efter kommunens nuværende borgmester Erik Buhl havde gjort det klart, at han ikke ville genopstille.

”Det var et tragisk udkomme af covid-19-situationen, at hele minkerhvervet måtte nedlægges. Og det har selvfølgelig også haft den personlige konsekvens for mig, at jeg ikke har drift på min minkfarm længere. Men det har også frigivet tid, som jeg har kunnet bruge på den kommende valgkamp,” siger Mads Sørensen.

Undervejs, mens ’minksagen’ udviklede sig, trådte Mads Sørensen ind og fungerede som både case og talsperson for sine kollegaer og branchen i landsdækkende medier.

Fakta

Blå bog for Mads Sørensen (V)

Født 1978

Bor i Sig sammen med sin Tina og to bonusbørn

Selvstændig minkavler 

Medlem af Varde Byråd (2014 – )

Formand Udvalget for kultur- og fritid

Uddannet landmand fra Grindsted Landsbrugsskole


Kilde: Venstre og Paqle

Rundet af lokalsamfund syd og nord for Varde

Mads Sørensen har boet i Sig, siden han var barn, og før det i landsbyen Alslev godt 15 kilometer længere syd på. Venstre har han været aktiv medlem af siden sine "unge år". Ved kommunalvalget i 2013 kom han i kommunalbestyrelsen, hvor han nu bestrider posten som formand for kultur- og fritidsudvalget.

”Jeg er rundet af det at komme fra et lille lokalsamfund som Sig og Alslev jo er. Det er også den vej igennem mange af mine værdier og min tilgang til tingene er skabt. Alle Varde-borgere ved godt, at tingene ikke kommer af sig selv, og at man er nødt til at gøre tingene sammen, hvis man skal have noget skabt.”

Venstre i Varde er gået fra at få mere end hver anden stemme ved valget i 2013 til ’kun’ at få godt 4 ud af 10 stemmer fire år senere.

Trods partiets dårlige landsdækkende meningsmålinger er ambitionen ifølge Mads Sørensen som minimum at fastholde de nuværende 12 sæder ud af kommunalbestyrelsens samlede 25 pladser.

”Vi har heldigvis opfattelsen af, at Varde-borgerne har en respekt omkring den måde, Venstre har drevet kommunen på. Både i indeværende byrådsperiode, men også tilbage i tiden. At det altid er sket med en sikker og pålidelig drift og en sikker hånd på de økonomiske håndtag, samtidig med en villighed til at investere i vores kommune.”

Netop fordi Venstre står så stærkt i kommunen, var der også stor opmærksomhed, da der i januar skulle vælges ny borgmesterkandidat i partiet. Efter fire valgrunder endte Mads Sørensen med at løbe med sejren.

Sponsor hjalp med nye medlemmer

Men inden da var der blevet brugt ord som ’usympatisk’ og ’dårlig dømmekraft’, fordi der var kommet et større antal nye medlemmer til Venstre, som enten helt eller delvist fik deres medlemskab betalt af andre.

Personlig fik Mads Sørensen hjælp fra en lokal virksomhedsejer, der sikrede nye Venstremedlemmer 100 kroner i rabat på deres indmeldelse. Mads Sørensen afviser, at han efter det nu kan tage en taknemmelighedsgæld med ind i borgmesterembedet.

Jeg er rundet af det at komme fra et lille lokalsamfund som Sig og Alslev jo er. Det er også den vej igennem mange af mine værdier og min tilgang til tingene er skabt.

Mads Sørensen (V)
Borgmesterkandidat Varde Kommune

”Det skal jeg på ingen måder. Det er jo i øvrigt ikke unormalt, at der er alle mulige interesser indblandet i politik. Det ser man også med Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Men derudover har jeg ingen kommentarer til det forløb, som for længst er afdiskuteret i Venstre.”

Ser man på Varde Kommunes styrker og udfordringer, så hæfter Mads Sørensen sig ikke mindst ved områdets mange små og mellemstore virksomheder, landbruget og turismen som nogle af de potentialer, der skal bygges videre på. Men det kræver, at særligt et problem løses.

”Vi har en kæmpe opgave i at sikre, at vores virksomheder har den kvalificerede arbejdskraft til rådighed, som de skal bruge. Det kan til tider opleves som en gordisk knude. Men vi er nødt til at arbejde med, hvordan vi sikrer de dygtige hænder, som skal til for at sikre den vækst, vores virksomheder er klar til,” siger Mads Sørensen.

Foto: Venstre

Stephanie Storbank (Billund Kommune)
Fra nyudklækket universitetskandidat til udvalgsformand

Billunds nu afgående borgmester, Ib Kristensen (V), tog en chance, da den nye kommunalbestyrelse skulle konstitueres efter kommunalvalget i 2017.

Blandt Venstres ti mandater var den på det tidspunkt 34-årige Stephanie Storbank. Hun var netop debuteret ved kommunalvalget med listens fjerde bedste personlige valgresultat. Selv om hun var et nyt ansigt i kommunalbestyrelsen, valgte borgmesteren at gøre hende til formand for et nyt unge- og kulturudvalg.

”Jeg fik et rigtig godt valg. Og så havde vi en borgmester der troede på, at jeg kunne bringe noget nyt ind i det nye udvalg. Så han tog et sats og satsede på, at det var en opgave jeg kunne løfte,” siger Stephanie Storbank.

Set i bakspejlet ligner det en fornuftig prioritering. Tre år senere stod Stephanie Storbank med så stor opbakning blandt de lokale venstremedlemmer, at hun kom ud som den sikre vinder, da der skulle vælges ny borgmesterkandidat i november sidste år.

Fakta

Blå bog Stephanie Storbank (V)

Født i 1984

Bor i Stederup-Kroager med sin mand og tre sønner

Formand for unge- og kulturudvalget i Billund Kommune

Uddannest sygeplejersker og kandidat i pædagogisk psykologi (Aarhus Universitet)

 


Kilde: Linkedin

Fuldtidspolitker fra dag 1

I den mellemliggende periode har Stephanie Storbank kunnet lave sit politiske arbejde som en fuldtidsbeskæftigelse. Hun gik nærmest direkte ud ad døren fra Aarhus Universitet med en kandidatgrad i pædagogisk psykologi i tasken og ind på rådhuset i Billund som udvalgsformand.

Og så valgte hun at prioritere det politiske arbejde.

”Jeg blev færdig med min kandidat lige umiddelbart inden, jeg blev valgt ind i politik og blev udvalgsformand. Så jeg tænkte, at det harmonerede ikke særlig godt med at skulle ud og søge arbejde på det tidspunkt,” siger Stephanie Storbank.

Hun bor i den lille landsby Stenderup-Krogager godt 10 kilometer syd for Grindsted sammen med sin mand og tre børn. Det har de gjort i de seneste 10 år, og Stephanie Storbank har gennem årene været engageret i både børnehavebestyrelse og skolebestyrelse.

Jeg tager ikke noget for givet. Det skal man aldrig gøre. Min opgave op til valget er at fortælle, at jeg sagtens kan løfte opgaven.

Stephanie Storbank (V)
Borgmesterkandidat Billund Kommune

Overtog kandidatur fra sin mand

Men det politiske kandidatur har hun overtaget fra sin mand, der tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen for Venstre. Da han besluttede at stoppe på grund af et nyt job, var Stephanie Storbank parat til at tage over.

”Så har jeg bare oplevet, at jeg synes, at det politiske arbejde var enormt spændende, og at jeg trives rigtig godt med det. Jeg kan rigtig godt lide det arbejde, der ligger i den daglige drift og i at man ser nogle udfordringer og skal finde løsninger på dem sammen med de andre politikere og borgerne,” siger hun.

Næste store overvejelse kom, da Ib Kristensen meddelte, at han ville stoppe som borgmester. Og efter grundige overvejelser besluttede Stephanie Storbank sig for at forfølge sine ambitioner.

”Der er ingen tvivl om, at det vil være et stort spring at blive borgmester. Også når man kigger på min alder og mine børns alder. De er jo ikke fordi, det er uforeneligt at have et familieliv og at være borgmester, men vi har jo været vant til at have en borgmester i en anden situation,” siger Stephanie Storbank.

Mens hun har tre sønner mellem 9 og 15 år, så får Ib Kristensen nu mulighed for mere tid med sine børnebørn.

Tager ikke noget for givet

Stephanie Storbank er helt med på, at hun ikke bare kan læne sig tilbage og vente på at blive valgt. Ved valget i 2017 gik Venstre mere end 10 procentpoint tilbage og har derfor ’kun’ 10 ud af 25 mandater i kommunalbestyrelsen.

”Jeg tager ikke noget for givet. Det skal man aldrig gøre. Min opgave op til valget er at fortælle, at jeg sagtens kan løfte opgaven og fortælle om, hvad det er for nogle visioner, jeg har på Billund Kommunes vegne,” siger Stephanie Storbank.

Og noget af det, hun gerne vil give Billund, er en stærkere profil som ’børnenes hovedstad’ og sikre, at der gøres en indsats for at løfte i alle dele af kommunen.

”Sikrer vi ikke, at der er udvikling i alle dele i kommunen, og at vi har vores landdistrikter med, så kan det godt ende med at blive rigtig dyrt for kommunen, hvis vi i stedet ender med ting, der må lukke. Eller at alle søger mod de større byer. Man skal huske, 40 procent af vores borgere jo bor ude i de små byer,” siger Stephanie Storbank.

Foto: Venstre

Morten Thorøe (Vejen Kommune)
Tilbageflytter, selvstændig og – måske – snart borgmester

Morten Thorøe kommer selv fra syd for Kongeåen. Mere præcis den lille ”flække” Mikkelborg.

Men selv om Kongeåen har en stor historisk betydning som grænsen mod først Slesvig og siden det preussisk-tyske kejserrige i perioden fra 1864 til 1920, så er det på tide at lægge åens historiske betydning i graven i en lokalpolitisk sammenhæng.

Lige som at det for øvrigt burde være underordnet, om man nu kommer fra Holsted, Brørup eller Rødding, som for over ti år siden mistede deres egen kommunale selvstændighed og blev samlet til den nye Vejen Kommune.

”Det kan stadig overraske mig, at de gamle grænser er noget, som folk lægger meget vægt på. I min optik er det historie. Og jeg håber, at vælgerne kan se, at det nu er tid til, at vi får Vejen Kommune 2.0 med en ny generation af kommunalpolitikere, som ikke slæber rundt med en masse gamle tankegods fra den gamle kommuner,” siger Morten Thorøe.

København, Skotland, Bruxelles og hjem igen

Han kender områdets historie gennem sit eget tilhørsforhold til egnen. Efter at have været væk i omkring 20 år for at tage en kandidat i skovbrugsvidenskab ved Københavns Universitet og siden at arbejde i både Skotland og Bruxelles er han vendt tilbage til sit udgangspunkt.

Fakta

Blå bog for Morten Thorøe (V)

Født 1974

Bor ved Mikkelborg sammen sin hustru Karen Sofie og deres tre børn.

Viceborgmester og medlem af økonomiudvalget i Vejen Kommune.

Medlem af Vejen Kommunes kommunalbestyrelse siden januar 2014.

Driver selvstændig konsulentvirksomhed inden for skov- og naturområdet.

Uddannet fra Landbohøjskolen og CBS i København.


Kilde: Venstre og Linkedin

Ikke blot til hjemegnen men til slægtsgården, som har tilhørt familien i nu otte generationer. Her bor han sammen med sin hustru og tre børn i alderen 8 til 15 år. Dem ser han dog lidt mindre til de her dage, end han plejer.

”Jeg sover lidt om natten. Og så arbejder jeg hårdt om dagen. Både på at passe min forretning og min familie, men også på at føre valgkamp,” siger Morten Thorøe.

Han skjuler ikke, at de politiske ambitioner for tiden betyder, at han må gå på kompromis med sin professionelle karriere som selvstændig konsulent inden for skovbrug og træindustri.

En Venstre-borgmester er det naturlige

Og i denne sæson må jagtgeværet også blive liggende i våbenskabet og samle støv.

”Jeg har det sådan, at jeg har et skud i bøssen nu, hvor jeg stiller mit kandidatur til rådighed. Og så må vælgerne vurdere, om de vil have mig. Og så skal den have 180 km/t. ind til da, så man ikke bagefter skal ærgre sig over, at man ikke gjorde alt hvad man kunne,” siger Morten Thorøe.

Også i Vejen gik Venstre tilbage ved valget i 2017, hvor partiet endte med 10 ud af kommunalbestyrelsens 27 medlemmer. Og ifølge lokale medier er den konservative udfordrer Franck Schmidt-Hansen ikke helt uden chancer.

Selvfølgelig vil det i min optik være naturligt, at der skal være en Venstre-borgmester.

Morten Thorøe (V)
Borgmesterkandidat Vejen Kommune

Morten Thorøe mener da også selv, at han er på en stor opgave.

”Men den er ikke umulig. For Vejen Kommune er en dybt borgerlig kommune med et markant antal Venstre-stemmer. Og uanset om det går lidt op eller ned, så vil det også være sådan efter næste valg. Og jeg regner med, at Venstre også vil være det suverænt største borgerlige parti i byrådet,” siger han og tilføjer:

”Så selvfølgelig vil det i min optik være naturligt, at der skal være en Venstre-borgmester.”

Her fikser vi tingene selv

Hvis det lykkes, så vil han til gengæld kunne få en central rolle i at præge et område af Danmark, hvor han ser nogle store styrker, der skal arbejdes videre med.

”Vi har ikke langt fra tanke til handling. Det gælder ikke kun snævert i Vejen Kommune men i hele området, at folk er handlingsorienteret. Det er jo også herfra højskolebevægelsen stammer fra med Rødding Højskole som verdens første højskole. Vi er vant til at fikse problemerne sammen, og det gør vi stadig i dag.”

Han peger mere specifikt på, at der er et solidt samarbejde mellem erhvervsliv, kommune og civilsamfund.

”Det synes jeg er en meget definerende faktor sammenlignet med nogle af de andre steder, jeg har boet, hvor der har været meget mere silotænkning, og man er hurtig til at tænke, at det er nogle andre, som må tage sig af de ting, der skal håndteres.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Sørensen

Borgmester (V), Varde Kommune
landmand (Grindsted Landsbrugsskole)

Stephanie Storbank

Borgmester (V), Billund
KA i pædagogisk psykologi (Aarhus Uni.), sygeplejerske

Morten Thorøe

Byrådsmedlem (V), viceborgmester, Vejen Kommune
kandidat, skovbrugsvidenskab, Københavns Uni.,

0:000:00