Debat

Murerformand: Slipsedrengene skal dele milliardoverskud med arbejderne

DEBAT: Milliarder havner i baglommen på slipsedrengene, efter at de har betalt os vores hårdt optjente løn. Nu må alle arbejdere få del i det økonomiske fremskridt, skriver murerformand.

Under overenskomstforhandlingerne kommer Dansk Byggeri ikke til at slippe afsted med at kalde os for grådige dødskommunister, skriver murerformand Jonas Andersen.
Under overenskomstforhandlingerne kommer Dansk Byggeri ikke til at slippe afsted med at kalde os for grådige dødskommunister, skriver murerformand Jonas Andersen.Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jonas Andersen
Faglig sekretær, 3F – Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF)

Vi står blandt bygningsarbejderne i 3F stærkere end nogensinde før.

Vi fik på vores kongres i 2019 valgt en ny hovedforhandler, som i mange år har haft udfordringerne om udenlandsk arbejdskraft tæt inde på kroppen. En hovedforhandler, som har røv nok i bukserne til offentligt at sige, hvad hans bagland kræver over for vores modpart, Dansk Byggeri.

Vi har for første gang i lang tid et fælleskrav blandt bygningsarbejderne, som går på tværs af branche og fag, og som er dybtfølt over hele landet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Alle bygningsarbejdere kræver en markant højere minimalløn. Vi vil have lige løn for lige arbejde, og vi vil have stoppet den løndumping, som dagligt forgår på vores byggepladser.

Nogle påstår, at overenskomstforhandlingerne i 2017 skabte problemer blandt bygningsarbejderne i 3F, men i virkeligheden har bygningsarbejderne sjældent været så enige om et forhandlingsresultat.

Hvis Danmark lukker ned i foråret, og pengene fosser ud af statskassen på grund af Dansk Byggeris ideologiske overbevisning, ved vi, at Dansk Byggeri bliver kørt over af en damptromle.

Jonas Andersen
Faglig sekretær, 3F – Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF)

Denne enighed har skabt sammenhold, mobilisering og kamplyst blandt bygningsarbejderne i hele landet.

Milliarder havner hos slipsedrengene
Under vores igangværende overenskomstforhandlinger ønsker alle bygningsarbejdere at samles om fælles krav, som vi gerne vil have, fremfor tidsler, som vi ikke vil have indført i vores overenskomster. Vi ønsker resultater fremfor bitterhed.

Samtidig mærker vi en voksende støtte fra vores kammerater, som arbejder i den offentlige sektor. Efter vores støtte under deres overenskomstforhandlinger i 2018 er der blevet skabt bevidsthed og bevægelse omkring noget så smukt som solidaritet.

Når alle arbejdere står sammen og kæmper sammen, skaber vi langt bedre resultater til glæde for alle på gulvet.

De private virksomheder har i perioden fra 2014 til 2018 øget deres egenkapital med 800 milliarder kroner, viser tal fra Danmarks Statistik. Førnævnte beløb er altså overskud, som er havnet i baglommen på slipsedrengene, efter at de har betalt os vores hårdt optjente løn.

Derfor er det på tide, at alle arbejdere får en massiv andel af det økonomiske fremskridt, som vi i fællesskab har skabt ude på arbejdspladserne. Det er os, der producerer værdierne, og det er os, der holder hjulene i gang i Danmark.

Læs også

Resultat bør være enhver arbejdsgivers våde drøm
Vi er som bygningsarbejdere afhængige af industriens forhandlingsresultat. Vi har naturligvis en forventning og tillid til, at vores største gruppe af kammerater formår at forhandle sig frem til en fornuftig økonomisk ramme i deres overenskomstaftale.

Samtidig kræver vi som bygningsarbejdere, at vi kan fordele denne økonomiske ramme efter eget valg i vores overenskomster.

Da langt de fleste bygningsarbejdere tjener en timeløn, som er dobbelt så høj som vores minimalløn, vil vi kunne få en massiv stigning på vores minimalløn, hvis vi tildeler hele det økonomiske provenu fra industriforliget hertil.  

Samtidig vil alle de seriøse virksomheder i byggebranchen få en ny overenskomst, som stort set er udgiftsneutral, da de allerede aflønner deres medarbejdere væsentligt højere end minimallønnen.

Førnævnte er et forhandlingsresultat, som burde være enhver arbejdsgivers våde drøm og en udmøntning, som de burde nikke til uden at blinke med øjnene.

Vi forhandler desværre med en arbejdsgiverorganisation, som er drevet af ideologi frem for pragmatisme og fremskridt. En arbejdsgiverorganisation, som er kontrolleret af enkelte store virksomheder, som tjener fedt på at aflønne udenlandske arbejdere med minimallønnen.

Industriens arbejdere bør overveje et nej
En arbejdsgiverorganisation, som er villig til at tilsidesætte 90 procent af de virksomheder, som de repræsenterer, for at beholde og accelerere en uværdig forretningsmodel.

En forretningsmodel, som gør Danmark fattigere, og som tilintetgør seriøse aktører i byggebranchen på den lange bane.

Industrien har for nuværende allerede indgået et forlig, og denne gang håber og forventer vi, at vores kammerater i industrien stemmer nej i solidaritet med bygningsarbejderne, såfremt Dansk Byggeri sætter sig tilbage med korslagte arme og kræver, at industriforliget bliver implementeret på byggeområdet.

Vi kræver indflydelse på vores eget arbejdsliv og overenskomster og vil simpelthen ikke acceptere den centralisering af vores overenskomstforhandlinger, som gjorde sig gældende under forhandlingerne i 2017.

Sammenkædning af overenskomstskitserne fungerer kun, hvis de respektive brancher støtter op om hinanden i kampen for rettigheder, som passer ind til de enkelte overenskomstområder.    

Denne gang er Dansk Byggeri havnet i en perfekt storm. Denne gang kommer de ikke til at slippe afsted med at kalde os grådige dødskommunister.

Denne gang er her og fru Danmark og vores øvrige faglige kammerater med os. Så hvis Danmark lukker ned i foråret, og pengene fosser ud af statskassen på grund af Dansk Byggeris ideologiske overbevisning, ved vi, at Dansk Byggeri bliver kørt over af en damptromle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00