Kronik

Oberst: Vi står foran afgørende sikkerhedspolitiske valg, som vil gøre ondt – også hvis vi afviser at vælge

Vi skal som danskere til at betale en enorm regning for Danmarks sikkerhed, en regning, vi trods mange advarsler og rykkere har ignoreret alt for længe. Det kalder på en demokratisk debat om hvilke opgaver, vi bør prioritere. Først derefter giver det mening at debattere, hvordan Forsvaret skal styrkes, skriver Jacob Barfoed.

<div>Finlands og Sveriges kommende Nato-medlemskab ændrer styrkeforholdet på Natos nordøstlige flanke fundamentalt. Nato får nogle helt andre strategiske muligheder i området, skriver Jacob Barfoed.<br></div>
Finlands og Sveriges kommende Nato-medlemskab ændrer styrkeforholdet på Natos nordøstlige flanke fundamentalt. Nato får nogle helt andre strategiske muligheder i området, skriver Jacob Barfoed.
Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg blev student i 1989, da muren faldt, og trods Golfkrigens åbenlyse tegn på det modsatte, troede de fleste fra min generation, at historien havde nået sin ende, og freden var kommet til Europa for at blive.

Trods lidt støj i form af 90’ernes Balkankrige i forhold til dette optimistiske verdensbillede, blev vi ubekymrede voksne og midaldrende i den største velstandsstigning i nyere tid. Alt var muligt, bare du ville det. Krig var noget, man havde i lande, der endnu ikke havde nået vores vestlige civilisationsniveau. I Europa – inklusive Rusland – var vi blevet enige om at respektere de eksisterende landegrænser og finde fredelige løsninger på stridigheder om mindretal, handel med videre. Vi tog fejl.

I sommer blev min ældste søn student. Hans generation bliver voksne i et Europa med storkrig på dørtærsklen. De kommer til – med krop og sjæl – at skulle forsvare Europa mod et verdens- og menneskesyn, som er den stærkes ret til at tage, hvad han vil. Vores generation overhørte advarslerne og rykkerne, men nu skal regningen betales.  

Vi bør starte med at diskutere og prioritere opgaverne

I den offentlige debat om Forsvaret kommer mange med forslag til specifikke kapaciteter, som Forsvaret bør styrkes med i det kommende forlig, men det sker sjældent på baggrund af en forudgående analyse og diskussion om truslen og de opgaver, som man kan udlede deraf. Derfor giver jeg her et kort bud på en analyse.

Jeg har medtaget det, som jeg ser som de væsentligste elementer, men kommer for eksempel ikke ind på efterslæbet på Forsvarets drift af materiel, it og bygninger, eller den store digitaliseringsindsats, som er påkrævet for at Forsvaret kan udnytte den fremtidige teknologiske udvikling omkring kunstig intelligens og robotter til blandt andet at få overlegne beslutningskredsløb (”kill chains”) såvel strategisk som på kamppladsen.

Jeg kan allerede nu afsløre, at der selv med et forsvarsbudget på to procent af BNP i 2030 slet ikke bliver råd til alt det, Forsvaret har brug for. Vi kommer til at træffe hårde beslutninger, som kommer til at gøre ondt. Det kalder på en demokratisk debat – ikke om nye kampvogne, kampfly, ubåde og fregatter, men om hvilke opgaver vi bør prioritere. Først derefter giver det mening at debattere, hvordan Forsvaret skal styrkes.

Rusland ønsker at ødelægge den vestlige verdensorden

Ruslands overordnede strategiske mål er en omvæltning af den (vestlige) regelbaserede verdensorden, en forkastning af Helsinki-erklæringen fra 1975 samt Istanbul-erklæringen og charteret for europæisk sikkerhed (CES) fra 1999, en tilbagevenden til stormagtspolitikken med tilhørende interessesfærer og en genetablering af et Storrusland.

Da Rusland er Nato militært underlegen i en langvarig konventionel krig, forsøger Rusland at kompensere ved at være stærke på de ikke-militære virkemidler

Jacob Barfoed
Oberst, ph.d. i statskundskab

Rusland udgør derfor en eksistentiel trussel mod Europas sikkerhed, økonomi, værdier og politiske stabilitet. Det er et eksplicit mål for Rusland at få både EU og Nato til at bryde sammen, ligesom Rusland søger at svække det liberale demokrati og tilhørende værdier overalt i verden.

Rusland har en hybrid strategi – i bund og grund en velintegreret grand strategy – hvor ikke-militære virkemidler kombineres med paramilitære og militære operationer. Da Rusland er Nato militært underlegen i en langvarig konventionel krig, forsøger Rusland at kompensere på tre måder.

  1. Ved at være stærke på de ikke-militære virkemidler: Vildledning, propaganda, blackmail, spionage, sabotage mod infrastruktur (fysisk såvel som cyber), diplomatisk og økonomisk støtte eller pres med videre.
  2. Ved at søge overlegenhed i tid og rum, for eksempel evnen til hurtigt at mobilisere et stort antal landstyrker på grænsen til de baltiske lande, overlegne på langtrækkende missiler i Europa og ved at kunne eskalere og de-eskalere en konflikt hurtigere, end Nato kan træffe beslutninger.
  3. Ved at være overlegne til at integrere deres grand strategy – altså integrere de militære med de ikke-militære virkemidler – via stærk central styring af magtapparatet og dermed strategiens delelementer. Dette udfordres dog af den udbredte korruption i Rusland.

Ruslands grand strategy er global, og aktioner i Afrika og Arktis kan ikke ses separat. I Mellemøsten og Afrika har Rusland interesse i at skabe uro, som forårsager højere energipriser og flygtningestrømme mod Europa. I Nordatlanten går kabler mellem USA og Europa, som udgør livsnerven i det vestlige økonomiske system, ligesom vigtige landmilitære forstærkninger fra USA og Canada skal sejles over Atlanten.

USA ser Kina som den eneste globale udfordrer af den vestlige liberale verdensorden. Derfor fokuserer USA strategisk på Kina og fortsat amerikansk støtte til Nato må forventes at være betinget af, at Europa selv kan håndtere den konventionelle militære trussel fra Rusland.

Læs også

Den militærstrategiske situation

Finlands og Sveriges kommende Nato-medlemskab ændrer styrkeforholdet på Natos nordøstlige flanke fundamentalt i alle domæner (land, sø, luft, rummet og cyberspace). Mest markant i det maritime domæne, hvor mere end 99 procent af Østersøens kystlinje vil være Natos, men også i landdomænet, hvor et russisk angreb på de baltiske lande vil kunne trues i flanken af Nato-styrker fra finsk territorium.

Dette er væsentligt, fordi de tre baltiske lande er så små geografisk fra øst til vest, at præpositioneret materiel og logistik fra Nato-allierede risikerer at gå tabt ved et russisk lynangreb, men uden præpositioneret materiel og logistik vil det være vanskeligt at opretholde tilstrækkeligt højt beredskab for enheder, som ikke er fast placeret i de tre baltiske lande. Dette skyldes ikke mindst den russiske Anti-Access/Area Denial (A2/AD) kapabilitet i form af missiler mod alle typer mål, herunder troppetransportskibe.

I Mellemøsten og Afrika har Rusland interesse i at skabe uro, som forårsager højere energipriser og flygtningestrømme mod Europa

Jacob Barfoed
Oberst, ph.d. i statskundskab

Nato udarbejder styrkemål, som hvert medlemsland skal udvikle sine forsvarsstyrker efter. Nuværende Nato-styrkemål til Danmark er udarbejdet uden hensyntagen til det ændrede styrkeforhold i Østersøregionen, ligesom Natos nuværende forsvarsplaner ikke inkluderer Finland og Sveriges militære styrker.

Derfor er Natos nuværende afskrækkelses- og forsvarsplaner baseret på at afskrække Rusland fra aggression ved at have troværdige evner og vilje til at tilbageerobre de baltiske lande og eventuelt dele af Polen, ikke til at forsvare disse. Dette skyldes, at Nato for nuværende (før finsk og svensk medlemskab) ikke kan opstille tilstrækkelige forsvarsstyrker på højt nok beredskab til, at et forsvar er troværdigt: Natos landmilitære overlegenhed tager tid at mobilisere og deployere.

Afskrækkelse skabes ikke kun i samme domæne – for eksempel landstyrker mod landstyrker – men også på tværs af domæner. Således kan effektive multidomæne operationer kompensere for Natos underlegenhed i landdomænet, hvis evnen til at integrere ildstøtte fra alle værn, efterretning (ISR), cyber & space er overlegen.

I forhold til truslen i Nordatlanten og Arktis har Nato for nuværende ikke evnen til at forhindre russisk aggression mod søkabler og mod forsyningslinjerne over Atlanten, da kapaciteter til at beherske stræderne mellem Grønland, Island og Storbritannien (G-I-UK gap) blev nedprioriteret efter den kolde krig.

Der er en række alvorlige udfordringer ved Natos nuværende planer. Her vil jeg nævne tre af de vigtigste.

1. Offensiven (tilbageerobring) kræver langt flere styrker end defensiven (forsvar): Som tommelfingerregel kan 50.000 soldater forsvare effektivt mod 100.000, mens det kræver 300.000 at besejre 100.000 i en offensiv.

2. Det er langt sværere at tvinge en modstander til at stoppe sin aggressionskrig, når den først er igangsat, end det er at afskrække modstanderen fra at starte krigen: Det er svært for en modstander at acceptere, at hans indledende omkostnings/gevinst-analyse var fejlbehæftet, og fordi modstanderen vil have en tendens til at søge bekræftelse af forudsætninger og ignorere tegn på fejlvurderinger. Desuden ønsker modstanderen at undgå at tabe ansigt. De afledte politiske omkostninger ved at bøje af vurderes måske større end de politiske og militære omkostninger ved fortsat kamp. Modstanderen har yderligere en tendens til at acceptere større og større omkostninger i en konflikt på grund af  ”sunk costs fallacy” – man har allerede kastet mange ressourcer i krigen, de må ikke være spildt.

3. En tredje væsentlig udfordring for Nato er, at en russisk aggression sandsynligvis vil være iværksat ud fra en russisk vurdering af, at Nato i situationen er politisk svækket – en svækkelse Rusland selv vil have bidraget til med diverse hybride virkemidler. Udfordringen for Nato er at få Rusland til at tro på, at Nato ville kunne blive enige om en tilbageerobringskrig – efter et russisk fait accompli (en overstået lynkrig), hvor de russiske erobringer er tilendebragt, før Nato er klar til modangreb, og hvor Rusland tilbyder fredsforhandlinger mod politiske indrømmelser til Rusland. Det kan godt være, at Nato-landene selv tror på det, men det afgørende er, om Rusland gør. Det er for eksempel tydeligt, at den russiske ledelse ikke troede, Europa kunne blive enige om økonomiske sanktioner og militærhjælp til Ukraine.

Troværdig afskrækkelse i Baltikum, Nordatlanten og Arktis

Konsekvensen af ovenstående analyse er, at Nato og dermed også Danmark bør styrke Forsvaret med henblik på at kunne afskrække russisk aggression via troværdigt forsvar af Natos østlige flanke, særligt Baltikum qua det russiske mål om Storrusland, samt afskrække aggression i Nordatlanten og Arktis.

Styrker, der er fysisk tilstede, er alt andet lige mere troværdig afskrækkelse, end styrker som først skal deployeres

Jacob Barfoed
Oberst, ph.d. i statskundskab

Dette kræver Nato-forsvarsstyrker, som er fysisk til stede i Baltikum og Finland, kombineret med styrker (alle værn) som med meget kort varsel – under 20-30 dage – kan indsættes kampklar i og over Baltikum og Finland. Sidstnævnte kræver præpositionering af materiel og logistik i operationsområdet.

Præpositionering i de baltiske lande er mere sårbart end i Finland, ligesom det er mere sårbart at deployere styrker fra de vestlige Nato-lande af søvejen til de baltiske lande end via tog- eller landevej til Finland gennem Sverige.

Styrker, der er fysisk tilstede, er alt andet lige mere troværdig afskrækkelse, end styrker som først skal deployeres. Dette gælder både på grund af usikkerheden om, hvorvidt det rent faktisk politisk besluttes at deployere dem, og det gælder sårbarheden under selve deployeringen som ovenfor beskrevet.

Troværdig Nato-afskrækkelse vil være afhængig af, at vi kan overbevise Rusland om, at vi er langt bedre end dem til at integrere ildstøtte fra alle værn, efterretning (ISR), cyber & space i såkaldte multi-domæne operationer. Russerne skal tro på, at vi kan neutralisere den russiske evne til at forhindre Nato adgang til Finland og de baltiske lande og muligheden for at kunne operere der.

Troværdig afskrækkelse i Nordatlanten og Arktis vil særligt være afhængig af evnen til at opdage og imødegå russiske ubåde, samt imødegå de fly og flådefartøjer, som vil true Natos antiubådskapaciteter.

Den militære trussel mod Danmark

Den primære militære trussel mod selve Danmark er en multi-domæne missiltrussel, som kommer fra skibe, ubåde, landbatterier og strategiske bombefly. Begrebet trussel kan defineres som en funktion af tre elementer: Vilje, evne og anledning.

Anledningen kan eksempelvis være en utilsigtet hændelse i Østersøen som eskalerer, det kan være som led i russisk aggression i Nordatlanten, for eksempel mod kommunikationskabler på havbunden, eller som led i russisk aggression i Baltikum (for eksempel hvis Rusland tror Nato er politisk splittet). 

Krigen i Ukraine har vist, at hvis de politisk-strategiske mål vurderes vigtige nok, og hvis risikoen for modsvar vurderes lille, så har Rusland både viljen og evnen til at anvende langtrækkende missiler.

Mål i Danmark for russiske missiler vil være kritisk civil og militær infrastruktur, for eksempel flyvestationer, strategiske havne, nationale kommando- og kontrolfaciliteter og kommunikation, større broer samt energiforsyning. Det er ikke realistisk at beskytte alt dette effektivt med luftforsvar. Missiltruslens karakter gør det nødvendigt, at den kan reduceres med offensive operationer.

Det er langt sværere at tvinge en modstander til at stoppe sin aggressionskrig, når den først er i gang, end det er at afskrække modstanderen fra at starte krigen

Jacob Barfoed
Oberst, ph.d. i statskundskab

Russiske specialstyrker, space- og cyberangreb vil forventeligt anvendes parallelt med missilangreb mod samme måltyper. Specialstyrker vil udføre forskelligartede hybride angreb, herunder anvendelse af droner. Udover at angribe infrastruktur vil man også angribe samfundets sammenhængskraft og viljen til at forsvare Danmark og allierede.

Rusland forventes endvidere at ville anvende Østersøflåden til at forhindre Natos adgang til Baltikum ad søvejen og til at bidrage til luftforsvar (A2/AD). Bornholm er strategisk interessant, da man her kan beherske minefelter nord og syd med missiler fra land. Endvidere udgør Flyvevåbnets radarer på Bornholm en trussel mod russisk evne til skyde krydsermissiler ubemærket mod Danmark og Vesteuropa.

Hvis vi undgår åben krig, vil Danmark ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste stadig være truet af diverse former for hybride aktiviteter, hvor kendetegnet vil være, at man ikke entydigt kan bevise, at det er Rusland, som står bag. Målene vil være de samme som nævnt ovenfor.

Opgaver for Forsvaret

Grundlæggende er der to opgaver for Forsvaret:

  • Opfylde Natos artikel 3: Forpligtelserne til at vedligeholde og udvikle vores kapacitet til effektivt at kunne imødegå et væbnet angreb på eget (Kongerigets) territorium, med støtte fra allierede (nationalt forsvar).
  • Opfylde Natos artikel 5: Forpligtelserne ved at bidrage effektivt til Natos kollektive afskrækkelse og forsvar (allianceforpligtigelse).

I den rækkefølge.

Spørgsmålet er så, hvor meget vi skal lægge i formuleringen ”med støtte fra allierede”. Udfordringen er, at missilkrig kan være overstået på få timer, så Danmark er nødt til selv at udvikle kapaciteten til at imødegå et angreb (herunder evnen til at slå offensivt tilbage mod missiltruslen), medmindre vores allierede allerede er udstationeret i Danmark.

Tilsvarende kan vi heller ikke være afhængige af allierede til at beskytte vores kritiske infrastruktur samt sammenhængskraften og robustheden i vores samfund.

I forhold til Artikel 5-forpligtelsen må vi ikke stirre os blinde på Natos øst-flanke. Den er godt nok helt central lige nu, men truslen på syd-flanken indgår i Ruslands grand strategy, ligesom vi opbygger Forsvaret over ti år (og mere), og selv uden russisk indblanding vil klimaforandringer og befolkningstilvækst i Afrika og Mellemøsten give store udfordringer i de kommende årtier.

Vi kommer ikke uden om at prioritere

Det kommer måske som et chok for nogen, men selv med to procent af BNP i 2030 bliver der ikke råd til det hele. Vi kommer ikke til at kunne efterleve alle Nato styrkemål inden 2033 (uagtet om den sikkerhedspolitiske udvikling i Østersøregionen har forældet dem eller ej), da de er opstillet med baggrund i, at vi bruger to procent af BNP på Forsvaret allerede i 2024.

Derfor vil der de kommende ti år skulle prioriteres mellem Nordatlanten/Arktis (Artikel 3 i forhold til Grønland og Færøerne og Artikel 5 i forhold til G-I-UK gap) og Baltikum/Finland (Artikel 5).

Artikel tre i forhold til Danmark kan ikke nedprioriteres, da det er en forudsætning for vores Artikel fem bidrag, altså vores evne til at bidrage som værtsnation for allierede styrker såvel som selv at bidrage med styrker til den kollektive afskrækkelse og forsvar.

Med andre ord, hvis vi ikke kan beskytte vores kritiske civile og militære infrastruktur, herunder vores evne til national krisestyring, og beskytte samfundets sammenhængskraft og robusthed, så er det vanskeligt at se, at vi vil være i stand til at sende forstærkninger østpå og modtage eller transitere forstærkningsstyrker vestfra.

Valget mellem Nordatlanten/Arktis og Baltikum er politisk. Begge prioriteter kan forsvares. Ikke mindst på grund af Sverige og Finlands kommende Nato-medlemskab. Alternativet til at skulle vælge er to procent i 2024.

Om lidt går forhandlinger om nyt forsvarsforlig i gang. Et forsvarsforlig, som kommer til at lægge beslag på størstedelen af det økonomiske råderum i dansk økonomi (ud over det demografiske træk); et forsvarsforlig, som skal (gen-) opbygge et forsvar, som kan beskytte Kongeriget og dets borgere i en utryg verden.

Det kalder på en demokratisk debat om hvilke opgaver, vi bør prioritere. Først derefter giver det mening at debattere, hvordan/hvor Forsvaret skal styrkes.

Dette er første del af oberst Jacob Barfoeds indlæg. Læs anden del her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Barfoed

Oberst, chef for Joint Movement and Transportation Organization, Forsvaret, officer, Flyvevåbnet
ph.d. i statskundskab (SDU), Master, Military Operational Art & Science (AU, USA), F-16 pilot

0:000:00