Østergaard giver opsang til Socialdemokratiet på Folkemødet

FOLKEMØDE: "Kære Mette og Kristian: Kom op af sofaen, ud i virkeligheden og ind i fremtiden." Sådan lyder det fra Morten Østergaard (R), som dermed ikke lægger låg på de politiske forskelle mellem R og S i sin folkemødetale. Læs talen her.

Toke Gade Crone Kristiansen

Det Talte ord gælder.

Tak for sangen. Jeg elsker at synge. Jeg elsker Folkemødet. Jeg elsker Danmark. Vores Danmark.

Skabt af dem, der kom før os. Vores forældre. Deres forældre. Og generationerne før dem.

Deres mod og deres handlinger har gjort Danmark til det land, vi er i dag. Generationerne før os forstod, at det, der bringer Danmark fremad, er ambitionen om altid at kunne og ville lidt mere i morgen, end vi kunne i går.

Danmark er et fantastisk landbrugsland, fordi mine tipoldeforældres generation dygtiggjorde sig, fik egen jord. Andelsbevægelsen opfandt nye måder at samarbejde. I dag leverer vi fødevarer i verdensklasse til hele kloden.

Danmark er et fantastisk produktionsland, fordi mine bedsteforældres generation lærte sig at bruge maskiner. I dag henter vi job hjem fra Kina, fordi vi kan bruge robotter, der producerer billigere og bedre.

Danmark er et fantastisk grønt land, fordi mine forældres generation grundlagde vores energisystem på grøn teknologi. I dag efterspørger hele verden vores viden og vores viden om alt fra vindmøller til kvantecomputere.

Nu er det vores tur. Til at gøre en forskel.

Selvfølgelig har vi også udfordringer at kæmpe med. Men svaret er det samme, som generationer før os har givet: Viljen til at blive dygtigere. Kreativiteten, som lod os drive hen mod nye veje. Og evnen til at gøre Danmark større. Sammen.

Vilje, kreativitet og fællesskab: Ja tak, ja tak og ja tak, som vi sagde, der hvor jeg voksede op. Men er vi så der lige nu inde i Folketinget? Ikke rigtig. Det er ikke ligefrem ja-hatten, der trykker.

Tag bare de seneste uger. Regeringen fremlagde dagen før afslutningsdebatten en plan for Danmark frem til 2025. Den blev af de fleste mødt med et skuldertræk.

Men inden dagen var omme og debatten var slut, var man blevet enige om at tiggere skal i fængsel.

Med det samme.

Undskyld, vi lever i et af verdens rigeste lande, og så er det eneste vi kan blive enige om i Folketinget at smide de fattige i fængsel. Hvor småt kan det egentlig blive?

Nej, siden jeg sidst stod på denne scene, har det desværre knebet med både viljen, optimismen og sammenholdet i dansk politik.

Den dominerende mærkesag er blevet: ”Lade være”.

De politiske signaler sendes ikke med opsmøgede ærmer og sved på panden fra det politiske værksted. Nej, så tager man hellere plads i sofaen i samtaleværelset. Samtaleværelset er et af borgens rum, der kun anvendes ceremonielt. Samtaleværelset er med andre ord det helt rigtige sted at opholde sig, hvis intet skal ske. Det bliver – om jeg så må sige – altid ved snakken i samtaleværelset.

Men signalet er ikke til at tage fejl af. Lad nu være med at hæve pensionsalderen for at investere i børn og uddannelse. Lad nu være med at hjælpe mennesker i nød, der banker på vores dør. Lad nu være med at hæve grænsebommene. Lad nu være med at ansætte udenlandske kolleger. Lad nu være med at have ambitioner for fremtiden. Lad være. Lad være. Lad være.

”Lad være”-partierne har skabt en alliance om ting, der ikke skal ske. Men er det rigtigt? Får vi styr på flygtningekrisen, klimaudfordringerne og globaliseringens bagside ved bare at lade være? Hjælper vi børn ud af fattigdom, unge til at få en uddannelse eller nedslidte seniorer til en bedre tilværelse ved bare at lade være? Selvfølgelig gør vi ikke det!

Så Kære Mette og Kristian: kom op af sofaen, ud i virkeligheden og ind i fremtiden.

Det er åbenlyst, at vi endnu ikke har fået bremset klimaforandringerne. Vi er den første generation i verdenshistorien, der mærker forandringerne. Men den sidste generation, der kan gøre noget ved dem. Skal vi skabe en grønnere verden til dem, der kommer efter os, eller lade være? Ja tak.

Der er flere flygtninge i verden nu end på noget tidspunkt siden 2. verdenskrig. Det må vi forholde os til. Ikke med smykkelove, asylnødbremser og grænsebomme ved Kruså. Men gennem europæisk samarbejde, der sikrer de ydre grænser, sender migranter retur og hjælper de flygtninge, der har brug for vores beskyttelse.

Skal vi sige samarbejde om at løse flygtningekrisen eller skal vi lade være? Ja tak. Er det ikke bare federe at sige ja tak til livet, til hinanden og til verden end at lade være?: Gu’ det’ så.

Så lad os tage fat.

Nelson Mandela sagde: ”Uddannelse er det stærkeste våben vi har, hvis vi vil forandre verden”. Og det vil jeg.

Vi kan noget med uddannelse i Danmark. Og uddannelse kan noget med os. Uddannelse kan få dét, vi har i hjertet, til at blive dét, vi har i livet.

Vi har en helt særlig tradition for uddannelse i Danmark. Fra undervisningspligt, over højskolebevægelse til fri og lige adgang til uddannelse for alle. Gennem generation og atter generationer.

Vi radikale har det seneste år lagt til den tradition ved at foreslå en generationsgave. Vi beder dé, der kan, om at blive lidt længere på jobbet. Så vi hvert år kan investere en milliard ekstra i vores børn. Helt fra deres første færd i vores daginstitutioner til de er voksne og veluddannede.

Vi har også foreslået, at alle danskere på arbejdsmarkedet får en personlig uddannelseskonto. Så man kan give sig selv nye muligheder. Hele livet. Men vi er kun lige begyndt. For det vi har brug for er at forny vores syn på uddannelse i Danmark. Ja, vi har slet og ret brug for en uddannelsesrevolution.

Det første, som min uddannelsesrevolution skal gøre op med, er de falske fjendebilleder, der lige nu stortrives i uddannelsesdebatten. Ikke mindst hos dem, som vi troede os mest allierede med.

Hvornår blev ånden til håndens værste modstander? Hvornår blev gymnasieelever og lærlingene dødsfjender? Og hvornår blev akademikere til folkets tyran?

Lad mig – som den akademiske speltgeneral, jeg er – sige det så højt og så tydeligt, jeg kan: Udfordringen er da ikke, at for mange har taget en uddannelse i Danmark. Men snarere, at for mange ikke har.

Vis mig det samfund i verden, hvor folk ved for meget, kan for meget og forstår for meget. Det findes ikke! Vi har brug for alle i det her fantastiske land. Kloge hoveder og hænder. Uanset om de sidder på fabriksmedarbejderen, fængselsbetjenten eller funktionæren.

Den største trussel mod danske børn er da ikke børn med indvandrerbaggrund. Den største fare er en folkeskole, som bliver stadig mere opdelt socialt, kulturelt og etnisk. Og den største trussel mod håndværkeren og sygeplejersken er da ikke akademikeren. Den største trussel er, når samme flertal enes om et loft over uddannelse. Loft over muligheder. Drop nu de falske fjendebilleder. Og lad os i stedet løse de reelle udfordringer. Der er nok at tage af.

Og jeg ser stærke allierede, som tør sige nej tak til falske fjendebilleder og ja tak til dannelse, kreativitet og viden. I fremtiden skal alle have adgang til uddannelse – hele livet. Det kræver fokus på kvalitet og kritisk tænkning. På alle niveauer. Dét fokus har Søren Pind. Det vil jeg gerne anerkende. Vi er klar til at gøre holdninger til handlinger med dig, hvis du kan få regeringen med. Så skal vi løse de reelle udfordringer – fremfor at male falske fjendebilleder? Ja tak.

I går aftes skrev Trine til mig. Hun er næsten færdig med studentereksamen og drømmer om at blive psykolog. Hun kan ikke forestille sig andet end at arbejde med mennesker. Men i går brast drømmen. For trods flotte karakterer i de mundtlige eksaminer, så kom chokket da hun fik de skriftlige tilbage. Hun skrev: ”4 stod der. Et ét-cifret tal, som jeg på intet tidspunkt i dansk har set i løbet af mine tre år på gymnasiet. Og til trods for det på ingen måde vedkommer dig, så har jeg brug for at fortælle dig, hvor meget det knuste mit hjerte. Kan det virkelig være rigtigt, at hvis klappen går ned under en 5 timers skriftlig afgangsprøve, eller det bare kiksede den ene gang, så skal man straffes for det resten af sit liv?”.

Jeg har mødt mange som Trine rundt i landet. Og mange rektorer som bekræfter billedet. I hver eneste klasse sidder mindst én elev, som har ondt i livet. Gør skade på sig selv. Føler sig forladt.

Vi har skabt en syg uddannelseskultur, hvor alt centrerer sig om et tal. Vi har skabt et pres, så unge bare gør det, der forventes i en fart. Hvor uddannelsessynet ikke er drevet af nysgerrighed. Men af en 12-talskultur, hvor det vi belønner dem, der husker bedst og læser hurtigst. Dem der siger ”jorden er flad”, hvis det står i alle bøgerne. Fremfor dem, der spørger om det nu også kan passe.

Og for hvis skyld? Underviserne advarer om, at eleverne ikke bliver dygtigere. Ungdomsforskerne fortæller os i stedet, at de unge bliver syge. Cheferne siger, at de ikke kunne drømme om at ansætte folk på karakterblad alene. Som en chef skrev for nyligt ”Vis mig hellere dine feriebilleder end dit eksamensbevis”. Verdens bedste universiteter kunne ikke drømme om at optage studerende kun på deres karakter.

Det andet, som min uddannelsesrevolution skal gøre op med, er en uddannelseskultur, der knuser drømme og gør alt for mange unge mennesker syge.

Derfor fremlægger jeg i dag en pakke til alle børn og unge i Danmark: Slut med kun at optage på karakterer og på at booste snittet, hvis du tager ekstra fag eller skynder dig videre. Det er for snævert og gør os ensporede. Lad os i stedet give alle lov til bruge de gode erfaringer med karakterfri 1.g. Lad os give studerende ret til orlov, hvis de har behov. Lad os give de studerende mulighed for at finde veje til også at anerkende og belønne alle dem med de krøllede hjerner og urolige hænder.

Skal vi gøre op med et uddannelsessystem, der gøre vores børn og unge syge? Ja tak!

Det tredje, min uddannelsesrevolution skal gøre op med, er et uddannelsessystem, der bogstaveligt talt ligner det system, jeg selv gik i. Prøv at lukke øjnene et øjeblik… Forestil dig så, hvordan den første skoletime så ud: I sognegården. Med tavle-undervisning. Borde på lige rækker. Og bagen på bænken dagen lang.

Og tænk så på, hvordan dine børn og børnebørns skoledag ser ud i dag? Det er skræmmende, hvor meget verden har forandret sig. Og hvor lidt vores måde at undervise har fulgt med. De klogeste folk i det højeste Elfenbenstårne siger det selv: Det 21. århundrede tilhører de, der forstår verdens behov. Færre samlebåndsfærdigheder – mere kritisk refleksion og kreativ tænkning. Mindre røv til bænk – mere samarbejde og samskabelse. Mindre test, trit og retning – mere dannelse og formål.

Når verden forandre sig – så skal undervisningen følge med: fra ABC til ph.d.

Og nej Anders Fogh og alle I andre, som deltog i opgøret med såkaldte smagsdommere og rundkredspædagoger: Det er ikke rigtigt, at dem, der sidder i rundkreds ikke lærer noget. Nej, men dem, der sanser og danser, skaber og diskuterer, tegner og fortæller: det er dem, som kan bruge det, de lærer, til noget.

Skal vi bygge et uddannelsessystem, der uddanner til fremtiden – ikke fortiden? Ja tak!

Jeg erkender, at nogle af de valg, jeg har truffet for at løse andre problemer, har skubbet medført den her udvikling og skabt nogle nye udfordringer. Så meget desto mere tager jeg i dag også ansvaret for at tage nyt skridt, der kan skabe et uddannelsessystem med plads til alle og udfordringer for enhver. 

Nogle har så travlt med at sige, at vi radikale er blevet vældig ensomme. Nogle siger, at vi er på ørkenvandring osv. Jeg siger som Storm P: ”Modvind er godt – hvis man skal den anden vej”. Jeg nægter at være kustode på frilandsmuseet Danmark. Danmark har brug for noget andet.

Noget, som hverken peger mod højre. Eller venstre. Men fremad. Noget, der bygger på vores lyst til at gøre verden bedre – og ikke vores frygt for, at den bliver værre. Er uddannelse svaret på alt? Nej.

Men det er knageme et godt sted at starte, når man, som jeg, vil forandre verden.

Jeg er patriot. Jeg elsker Danmark. Derfor nægter jeg at lade være. Jeg insisterer på, at vi kan, hvad vi vil! Stilstand er ikke svaret. For kun når vi handler, former vi fremtiden. Symbolpolitik er ikke svaret. Samarbejde er svaret. For samarbejde løser de store udfordringer. Det gør grænsebomme, smykkelove og asylbremser ikke.

”Lad nu være” er ikke svaret. Svaret er ”Ja tak”. For vi har så meget mere grund til at tro på fremtiden end til at frygte den.

Skal vi blive klogere sammen – allesammen? Give flere børn en flyvende start på livet? Smadre uddannelseslofter? Kaste vores milliarder efter flere pædagoger og bedre skoler? Revolutionere vores syn på uddannelse fra grunden og op? Og uddanne til i morgen frem for til i går? Ja tak.

Skal vi skabe et klogere, grønnere, mere rummeligt og mere kreativt Danmark? Ja tak.

Skal vi gøre Danmark større, og skal vi gøre det sammen?

Ja tak. Ja tak. Og ja tak.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00