Konservativ kommunalpolitiker: Alle taber, når undervisere lever under truslen om vold

Klasseværelset skal være et sted, hvor vi insisterer på at lære om historiske begivenheder og håndtere uenigheder. Men uanset om en lærer vælger at vise Muhammedtegningerne eller ej, er der dog en læring i det, skriver Peter Bjerregaard (K).

Placeholder image
Det ville være bizart ikke at vise Muhammedtegningerne i en undervisningssituation, der handlede om Muhammedkrisen. Og så alligevel ikke. For hvem ville turde? Forrige år blev den franske lærer Samuel Paty dræbt efter han havde vist nogle af tegningerne, skriver Peter Bjerregaard (K).
Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man kan fint undervise i Muhammedkrisen uden at vise Muhammedtegningerne. På den måde undgår man også, at troende elever kan blive provokeret i klasselokalet.

Sådan ræsonnerer byrådsmedlem Elif Demir Gökce (R) i et debatindlæg, hvor hun i stedet appellerer til koranlæsning og tolerance. Vi bør for ytringsfrihedens skyld undlade at vise tegningerne og i stedet søge fællesskabet, lyder opfordringen.

Det kan jo umiddelbart lyde besnærende. Hvem kan være imod fællesskabet? Udfordringen er dog, at det i Gökces indlæg ikke er de voksne, der bestemmer, hvordan fællesskabet indrettes. Den grænse skal derimod sættes af den, der kan føle sig provokeret.

Men lad os forsøge at følge Gökces forslag til ende. Selv hvis vi ville dræne fællesskabet for intellektuelt ilt og begrænse ytringer, der kunne virke stødende på troende, hvordan ville vi nogensinde være sikre på, at vi havde taget nok hensyn? Religionskritik er selvsagt udelukket, men hensynet må vel også omfatte andre, såsom anti-vaxxers.

I løbet af det seneste år har læger og forskere forsøgt at forklare gevinsterne ved vacciner. Til stor provokation for anti-vaxxers. Medmindre Gökces forslag kun begrænser sig til overtro, så skulle vi jo i den situation have efterspurgt en lidt større tolerance fra fagkundskabens side, så man undgik, at anti-vaxxers kunne risikere at føle sig udenfor fællesskabet.

Provokationens blindgyder

Konsekvenserne ved, at nogle imamer i 2005 besluttede sig for at blive provokeret af Muhammedtegningerne er velkendte. Det må stå klart for alle, at vi aldrig vil kunne tilpasse os nok for at tilgodese fanatikere, og det vil i øvrigt også være nedværdigende at gøre forsøget.

Nogen har dog gjort forsøget. Her kan vi blandt andet trække på svenske erfaringer. For nogle år tilbage valgte en lærervikar i Helsingborg at undervise i holocaust, hvilket stødte en elev, der mente, at holocaust var en jødisk løgn.

Hvorfor skulle børn af muslimske forældre ikke blive behandlet ligeværdigt? Skolen skal naturligvis møde elever som de selvstændige individer, de er.

Peter Bjerregaard, medlem af Borgerrepræsentation

I stedet for at acceptere og tolerere elevens opfattelse, valgte lærervikaren dog at forklare, at holocaust rent faktisk fandt sted.

Det faldt ikke i god jord hos ledelsen. "Du må have i baghovedet, at det, vi betragter som historie, det er den historie, som vi selv har været del af. Når vi har andre elever, som er formet af andre historiebøger, er der ingen idé i, at vi diskuterer fakta mod fakta," forklarede skolelederen efterfølgende til vikaren, som fik aflyst de øvrige lektioner.

Det centrale ved denne situation er ikke, at man i en misforstået hensynstagen kan ende i åbenlyst absurde undervisningssituationer, hvis man følger Gökces råd. Det centrale er det bagvedliggende menneskesyn. Hvorfor skulle børn af muslimske forældre ikke blive behandlet ligeværdigt?

Hvorfor skulle lige netop disse børn mødes med en antagelse om, at de ikke kan håndtere ting, der kan virke provokerende? Og hvorfor skulle man antage, at denne gruppe af elever skulle reagere ens? Skolen skal naturligvis møde elever som de selvstændige individer, de er.

Hvis klasseværelset ikke skulle være et sted, hvor vi insisterede på at lære om historiske begivenheder og håndtere uenigheder, ville folkeskolen ikke være opgaven voksen. Det er trods alt her, at kommende myndige og kritisktænkende borgere udklækkes.

Ingen er fangne, når tanken er fri

Det ville være bizart ikke at vise Muhammedtegningerne i en undervisningssituation, der handlede om Muhammedkrisen. Og så alligevel ikke. For hvem ville turde?

Forrige år blev den franske lærer Samuel Paty dræbt efter han havde vist nogle af tegningerne. En københavnsk lektor har været nødsaget til at gå under jorden fordi hun havde tænkt sig at bruge tegningerne i sin undervisning.

Truslen om vold er velkendt. Aviserne ønsker ikke at bringe tegningerne på grund af sikkerhedshensyn. Bladtegnere og komikere tør ikke at inddrage Muhammed i deres satire. Vold virker og det er årsagen til, at vi overhovedet har denne debat.

Uanset om en lærer vælger at vise tegningerne eller ej, er der dog en læring i det. Forståelsen for Muhammedkrisen bliver kun styrket ved at se tegningerne. Omvendt er der også en læring i ikke at vise tegningerne. Den er, at vold virker.

Folketinget skal snart forhandle om, hvordan vi undgår selvcensur i klasselokalerne. Her kan man med fordel værne om lærernes ytringsfrihed og personlige sikkerhed ved at afsætte midler til et undervisningstilbud, så lærere, der kunne være bekymret for deres egen sikkerhed, kan få hjælp fra udefrakommende undervisere, og eleverne kan få den fulde undervisning, de har krav på.

Omtalte personer

Elif Demir Gökce

Byrådsmedlem (løsgænger), Brøndby Kommune

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser