Professor: Valgforbund giver krydset et element af lotteri

Brugen af valgforbund ved kommunalvalg er ifølge statskundskabsprofessor en lappeløsning, som gør stemmeafgivelsen mindre gennemskuelig og derfor kan svække valghandlingens demokratiske legitimitet.

I Tårnby Kommune indgår Nye Borgerlige i valgforbund med Radikale. Dermed kan en stemme på Benny Bindslev eller hans partifæller hos Nye Borgerlige ende som støtte til den Radikale spidskandidat Ingelise Andersens parti. Og omvendt.
I Tårnby Kommune indgår Nye Borgerlige i valgforbund med Radikale. Dermed kan en stemme på Benny Bindslev eller hans partifæller hos Nye Borgerlige ende som støtte til den Radikale spidskandidat Ingelise Andersens parti. Og omvendt.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

I 40 kommuner kan en stemme på Venstre ende hos Nye Borgerlige, mens en stemme på Dansk Folkeparti i blandt andet Halsnæs kan ende med at støtte Radikale. Og omvendt.

De lokale partiers samarbejde i valgforbund trodser indimellem de politiske logikker på Christiansborg, og kan samtidig være med til at svække et ellers ganske velfungerende lokalt demokrati.

I hvert fald hvis man spørger Ulrik Kjær, der er professor i statskundskab ved Syddansk Universiteter og som over de seneste år har beskæftiget sig med ikke mindst politik og demokrati i landets kommuner.

”Problemet er især, at det ikke er noget, som gør tingene simplere og komplicerer, hvor stemmerne egentlig ender. Det gør det jo nogle gange til lidt af et lotteri,” siger Ulrik Kjær.

Han understreger, at generelt fungerer systemet vældig godt, når de millioner af vælgeres stemmer skal fordeles mellem politikere, som kan repræsentere dem, når der skal træffes vigtige beslutninger i såvel kommunalbestyrelser som regionsråd.

Men enkelte faktorer forstyrrer den demokratiske ligning.

Eftersom et mandat aldrig kan fås med decimaler, kan sammenhængen mellem antal stemmer og antal mandater aldrig blive direkte lineær. Der må der nødvendigvis opfindes en måde at håndtere de spring i antallet af stemmer, der ligger mellem at få en, to, tre eller flere mandater.

Og i forlængelse her af er der partiernes mulighed for at indgår valg- og listeforbund og dermed at dele overskydende stemmer mellem hinanden.

”Men det bliver lidt en omvej for at lappe på noget, som man kan løse på bedre og lettere måder. Og derfor er det ikke uproblematisk,” siger Ulrik Kjær.

Læs også

'Fiksfakserier' som ikke løser de egentlige problemer

Ulrik Kjær har sammen med en af dansk valg- og demokratiforsknings koryfæer, professor emeritus Jørgen Elklit fra Aarhus Universitet, gennemgået konsekvenserne af netop kombinationen af systemet for stemme- og mandatfordeling og valgforbund.

Afsættet for de to forskere har været endnu en gang at demonstrere, hvilke skævheder det aktuelle system giver, når stemmer skal veksles til mandater.

Det sker aktuelt efter den såkaldte D’hondtske fordelingsnøgle opkaldt efter opfinderen, en belgisk jurist ved navn Victor D'hondt. En nøgle som man i over 100 år har vist, at den har en systematisk tendens til at skævvride en smule i forhold til de største partier.

For at råde bod på denne skævheder indførte man i 1925 muligheden for, at indgå valgforbund. Det skulle give de mindre partier mulighed for at slå sig sammen og dermed kompensere for de store partiers fordelsbias.

”Reelt er det jo både store og små partier, som indgår valgforbund, og de kan på den måde være med til at give større partier endnu større fordele. Så det er lidt noget fiksfakseri, som ikke løser de dybereliggende problemer, men til gengæld skaber nogle nye,” siger Ulrik Kjær.

I det samlede billede er det først og fremmest den D’hondtske fordelingsnøgle, de to forskere kritiserer.

Stemmer kan gå til både store og små

Men fordi valgforbund netop er opfundet som en lappeløsning på det system, så er det en skærpende omstændighed, at den slags stemmedeling tilføjer yderligere slør og samtidig kan forstærke de store partier fordele.

Ulrik Kjær og Jørgen Elklit peger på, at man kan få en endnu mere fair fordeling af stemmerne ved at erstatte den D’hondtske fordelingsnøgle med den såkaldte Sainte-Lagües-metode. Og så afskaffe muligheden for at indgå valgforbund.

Altinget har tidligere beskrevet, hvordan blandt andet Venstre og Nye Borgerlige deler stemmer gennem valgforbund i 40 kommuner.

Det fik flere lokale venstrefolk til tasterne for at påpege, at det som udgangspunkt vil være Venstre, som modtager stemmer fra Nye Borgerlige, fordi Venstre som det store parti har fordele af den D’hondtske fordelingsnøgle.

De har en pointe, men samtidig tager de også fejl, lyder det fra Ulrik Kjær.

”Det er jo reelt nok i den forstand, at de store partier har en systematisk fordel ved kombinationen af den D’hondtske metode og valgforbund. Men i de konkrete tilfælde kan man ikke forudsige, hvor stemmerne går hen. De kan både gå fra et mindre til et større parti og omvendt,” siger Ulrik Kjær.

Stemmespild er ikke godt argument

Et argument for at beholde valgforbund gennem årene har været, at de kan være med til at sikre, at man undgår stemmespild. Altså at stemmerne på et parti, som ikke bliver valgt ind, går tabt og at en politisk blok dermed kan stå svagere.

Det er bare heller ikke noget rigtig godt argument, lyder det fra Ulrik Kjær.

”Det kræver jo i hvert fald en masse mellemregninger. Vælgerne som vil stemme på et lille parti, skal blandt andet vide, at det parti måske ikke kommer ind, og at man så godt tør stemme på dem alligevel, fordi de er i et valgforbund. Samtidig skal de vide, hvordan valgforbundene ser ud og så skal forbundene jo afspejle nogen, som vælgerne ellers kunne sympatisere med for at give mening,” siger Ulrik Kjær.

Når fordelingen af stemmer inden for et valgforbund kan være noget nær umulige at forudsige, så bliver det også noget svære for vælgerne at gennemskue, hvad de rent faktisk stemmer på.

Ikke mindst fordi valgforbundene sjældent er særlig synlige for vælgerne, som typiske er henvist til et skilt et sted i valglokalet fremfor at fremgå direkte af valgsedlen.

”Ud over at det er mindre gennemskueligt, hvor en stemme reelt ender, så kan man ende med nogle pudseløjerlige resultater, som kan være svære at forklare. Og det er ikke demokratisk befordrende,” siger Ulrik Kjær.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulrik Kjær

Professor, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
ph.d. (Odense Uni. 1999), cand.oecon. (Odense Uni. 1994)

0:000:00