Radikal-ordfører kalder Kosovo-fængsel for “en dårlig idé”, men kan ikke svare på, om sagen bliver tungen på vægtskålen for ny regering

Planen om at leje fængselspladser i Kosovo har fået Radikale til at stå udenfor en ny aftale om Kriminalforsorgen. Det er “usolidarisk at udlicitere problemet” mener partiets retsordfører, der ikke kan sige, om sagen får betydning for en fremtidig regering.

Placeholder image
Radikale har valgt at stå udenfor en ny aftale om Kriminalforsorgen, da planen om at leje fængselspladser er "usolidarisk", siger partiets retsordfører. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For blot få uger siden meldte Sofie Carsten Nielsen (R) klart ud, at Radikale trækker støtten til regeringen, hvis de sender asylansøgere til Rwanda.

Men når det kommer til regeringens plan om at sende 300 udvisningsdømte udlændinge til et fængsel i Kosovo, kan partiets retsordfører ikke svare på, om sagen bliver afgørende for en ny regering efter valget.

Radikale har kritiseret både Rwanda- og Kosovo-ordningen for at sende folk til et land udenfor EU, hvor overholdelsen af menneskerettighederne er tvivlsom.

Derfor har partiet også valgt at stå udenfor Kosovo-aftalen, der blev indgået i december, da de ikke føler sig betryggede nok ved, at menneskerettighederne vil blive overholdt i fængslet.

“Man udliciterer et problem til et andet land, og det er i grunden ret usolidarisk at betale et andet land for at påtage sig vores problemer,” siger partiets retsordfører, Samira Nawa (R).

Læs også

Altinget har efterspurgt et interview med Radikales formand, Sofie Carsten Nielsen, for at få svar på, om partiet kan støtte en regering, der sender udviste kriminelle til et fængsel i Kosovo.

Det er ikke lykkedes at få et interview med formanden.

I stedet fanger Altinget retsordfører Samira Nawa, der forklarer, at hun ikke har mandat til at svare på spørgsmålet.

“Regering har gennemført mange ting, der er problematiske. Men det er jo alt sammen oppe i luften, når vi skal forhandle om de forskellige poster efter et valg,” siger hun og tilføjer:

“Men politik fungerer så heller ikke sådan, at vi stiller ultimative krav til alle de ting, vi har stemt imod.”

Hvad er Radikale holdning egentlig til den her aftale?

“Vi har jo et kapacitetsproblem i fængslerne, så derfor bliver man nødt til at tænke kreativt. Men Norge har gjort sig erfaringer med at leje fængselspladser i udlandet, og den norske ombudsmand kritiserede det sønder og sammen. Derfra har vi fra starten været grundskeptiske.”

Sagen kort:
  • Regeringen har sammen med SF, Dansk Folkeparti og Konservative lavet en aftale, som betyder, at man fra starten af 2023 vil leje 300 fængselspladser i Kosovo, hvor udvisningsdømte udlændinge skal afsone deres dom.
  • Flere eksperter har beskrevet det som "et nybrud i dansk ret", og der findes kun få fortilfælde af lignende ordninger.
    Et af de væsentligste bekymringspunkter ved aftalen er, at Kosovo ikke er forpligtet til at overholde FN's menneskerettighedskonventioner, og derfor frygter flere organisationer, at de indsattes rettigheder kan komme under pres.
  • Regeringen holder fast i, at afsoningen i Kosovo vil foregå efter Danmarks internationale forpligtelser, selvom eksperter sår tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre i praksis.
  • Lige nu er lovforslaget blevet vedtaget i Folketinget, men der er ikke flertal bag finansieringen. Derfor skal regeringen nu finde en alternativ finansiering, de kan fremsætte for Folketinget.

Var det noget specifikt i forhold til aftalen om leje af fængselspladser i Kosovo, der fik jer til at forlade forhandlingerne?

“Vi blev ikke nok betryggede i, at de kritikpunkter, som den norske ombudsmand rejste af den norske model, var håndteret i det, som Danmark forhandlede med Kosovo. Og så er det klart, at valget af et land som Kosovo gjorde os nervøse i forhold til, om menneskerettighederne nu kan være overholdt.”

Hvor problematisk er det, at regeringen vil sende de her udvisningsdømte udlændinge til lige præcis Kosovo, som jo ikke er forpligtet til at overholde menneskerettighederne?

“Det var i hvert fald problematisk nok til, at vi i Radikale Venstre ikke kunne se os bakke op om den aftale, som ellers havde rigtig mange andre gode elementer.”

Er det rigtigt forstået, at det var aftalen om at leje fængselspladser i Kosovo, der fik jer til at forlade forhandlingerne?

“Ja.”

Kunne i have forestillet jer at være med i aftalen, hvis nogle af de kritikpunkter, du nævner, var anderledes?

“Da der er tale om et land udenfor EU, så har jeg svært ved at se, at vi kunne bakke op om det i nogen sammenhæng.”

Både nationale og internationale organisationer har advaret mod, at den her ordning kan medføre et brud på menneskerettighederne og sætte de indsattes rettigheder under pres. Nogle af organisationerne har endda opfordret regeringen til at trække lovforslaget tilbage. Hvad tænker du om den kritik?

“Det er en massiv kritik og en kritik, som vi har lyttet til. Men det er ikke en kritik, som regeringen har lyttet til, og det ærgrer mig da gevaldigt.”

Nu er det så blevet besluttet, at man kan sende 300 udvisningsdømte udlændinge til et fængsel i Kosovo i starten af 2023. Det er på trods af kritikken om et muligt brud på menneskerettighederne. Kan Radikale godt støtte en regering eller endda være med i en regering, som tillader, at den her ordning bliver gennemført?

“Vi kommer til at holde ultraskarpt øje med det her. Vi har en klar bekymring omkring et brud på menneskerettighederne, og det kan aldrig være en justitsministers opgave at vedtage politik, som er i strid med menneskerettighederne. Derfor kommer vi netop også til at holde øje med, at det ikke er tilfældet, såfremt regeringen fortsætter sine planer.”

Politik fungerer så heller ikke sådan, at vi stiller ultimative krav til alle de ting, vi har stemt imod.

Samira Nawa (R), retsordfører

Så du kan ikke afvise, at I kunne finde på at gå med i en regering, der gennemfører det her?

“Vi har stemt imod lovforslaget, og vi er ikke med i aftalen. Derfor kommer vi ikke til at tage ansvar for beslutningen om at sende udvisningsdømte til Kosovo. Det er ikke Radikale Venstres politik, og det er ikke Radikale Venstres ansvar. Det er noget, som regeringen har gennemført med andre partier.”

Men hvis I får muligheden for at gå med i en regering med Socialdemokratiet til næste valg, kan i så godt tillade, at lejen af fængselspladser i Kosovo bliver gennemført?

“Det er en retsordfører, du spørger, som ikke sidder i gruppeledelsen, og du spørger til nogle forhandlinger efter et valg, hvor jeg simpelthen ikke aner, hvordan mandatfordelingen falder, og hvad min og Radikale Venstres rolle bliver,” siger Samira Nawa og tilføjer:

“Men jeg tror ikke, der er nogen, som er i tvivl om, hvor vi står i forhold til udlejning af fængselspladser i Kosovo.”

Men det er ikke en situation, hvor du kan sige nu, at hvis regeringen gennemfører den her ordning, så trækker i støtten? 

“Nej, det kan jeg ikke. Den aftale, der er lavet med Kosovo er midlertidig, og vi vil kæmpe i mod, at den forlænges. Jeg tror i øvrigt, det vil være uklogt, hvis vi sætter ultimative krav op til alle de ting, vi har stemt imod.”

Jeg tror ikke, der er nogen, som er i tvivl om, hvor vi står i forhold til udlejning af fængselspladser i Kosovo.

Samira Nawa (R), retsordfører
 

Sofie Carsten Nielsen har sagt i sidste uge, at I vil trække støtten til regeringen, hvis de gennemfører Rwanda-modellen, som den ser ud nu. Hvad er forskellen på at sende asylansøgere til Rwanda og sende udvisningsdømte til Kosovo? 

“Planerne om Rwanda er ikke realiseret. Og de er på nuværende tidspunkt kritiseret af EU og FN. Der er ikke bare en risiko for, at det strider med vores internationale forpligtigelser - det er også i strid med de forpligtigelser, vi skal leve op til, og som vi i Radikale Venstre vil stå vagt om”

Du snakkede jo i starten om, at det er usolidarisk, at Danmark udliciterer indsatte til et andet land, og I har samtidig meldt klart ud, at det er usolidarisk at udlicitere asylansøgere til Rwanda. Men kan I acceptere at sende udvisningsdømte udlændinge til Kosovo?

“Det er selvfølgelig ikke okay at sende udvisningsdømte udlændinge til Kosvo. Netop derfor er vi ikke en del af aftalen om Kriminalforsorgen, på trods af at der var mange andre gode elementer.”

Hvis det ikke er okay i, hvorfor går Radikale så ikke ud med en lige så markant melding til det her som til regeringens Rwanda-model?

“Det tror jeg da, jeg har svaret på. Der er ikke nogen, der er i tvivl om, at Radikale Venstre er modstandere af det her. Der er noget, vi kommer til at kæmpe for at ændre.”

Omtalte personer

Samira Nawa

MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 2014)

Sofie Carsten Nielsen

Politisk leder (R), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser