Analyse af 
Jakob Nielsen

Rigsretten punkterer Løkkes drøm om den magiske midte

ANALYSE: Med sit nej til en rigsretssag har den nye LLR-bevægelse for første gang meldt ud om konkret politik. Den placerede sig et andet sted end alle andre midterpartier. Det er et varsel om hverdagens realiteter, hvis Løkkes nye folkebevægelse bliver til et parti. 

LLR synes foreløbig at være navnet på Lars Løkke Rasmussens nye netværk
LLR synes foreløbig at være navnet på Lars Løkke Rasmussens nye netværkFoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Ironien er næsten lige så tyk som den 5.000 sider lange rapport fra Instrukskommissionen:

For en uge siden lancerede Lars Løkke Rasmussen et nyt politisk projekt, der skal markere en ny midte i dansk politik, gøre op med blokpolitikken og reducere yderfløjenes indflydelse.

I denne uge besluttede Lars Løkke så, at han vil stemme imod en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Dermed står det klart, at den genfødte midter-politiker kommer til at isolere sig sammen med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i sin første vigtige afstemning i Folketinget som løsgænger.

Løkkes motiver og begrundelser er selvsagt nogle andre, og sagen om Støjberg er en meget speciel enkeltsag.

Men forløbet er alligevel et varsel om det, der med stor sandsynlighed vil ske, når først hverdagen begynder for Løkkes nye folkebevægelse. Selv om den er skabt på idéen om den brede danske konsensus, vil der hurtigt opstå korsveje, hvor den lige som i sagen om Rigsretten bliver nødt til at vælge.

Højere afgifter på benzinen? Hente danske børn hjem fra Syrien? Minimumsnormeringer i børnehaven? Fortsæt selv. Sagerne vil vise, at idéen om en magisk midte i dansk politik, hævet over dagligdagens besværlige trakasserier, er lidt af en illusion. Eller måske nærmere: en drøm.

Løkkes danske drøm

Da Lars Løkke Rasmussen blev formand for Venstre og statsminister i 2009, forsøgte han at dreje sit parti lidt væk fra værdikampene og ind mod midten i dansk politik.

I en række taler lancerede han tanken om ”den danske drøm”.

Det var en drøm om det Danmark, de fleste danskere elsker. Et land, hvor vi er rige, sunde, frie, veluddannede og åbne mod omverdenen.

Det var en drøm om et land, hvor politikerne sikrede velfærden i fremtiden med ansvarlige reformer i nutiden. De reformer handlede i høj grad om at få flere i arbejde, og derfor erklærede Løkke også til alle danskere med ikke-vestlig baggrund: ”Vi har brug for hver og én af jer”.

Der var bare et enkelt problem med Løkkes drøm: Dansk Folkeparti brød sig ikke om den. De synes nærmere, det lød som et mareridt med mere EU, lavere offentlige ydelser og en slappere udlændingepolitik.

 Ingen brede aftaler

Det lykkedes at gennemføre et par større reformer – efterlønnen blev afskaffet, og dagpengeperioden blev halveret til to år. Begge dele med både DF's og Radikales stemmer. Men ellers var det småt med samarbejde hen over midten, og da Løkke blev statsminister igen i 2015, kørte reformpolitikken helt fast.

Igen og igen måtte planlagte forhandlinger og reformer udskydes, fordi der ikke kunne bygges bro fra Liberal Alliance til Dansk Folkeparti – og fordi Løkke ikke kunne bygge bro hen over midten.

På intet tidspunkt i Løkkes tid som statsminister blev der indgået en finanslov hen over midten.

I stedet skruede Løkke og hans allierede op for værdipolitikken og gennemførte en stribe stramninger – nogle mere symbolske end andre – der skulle presse Socialdemokratiet og skabe splittelse i oppositionen.

Det er derfor, at hele Lars Løkkes nye midterprojekt fortsat mangler noget helt grundlæggende troværdighed.

Han har haft to årtier som magtfuldt medlem af Venstre, mange af dem på nogle af landets tungeste ministerposter, men han har brugt de fleste af dem på at føre det, han selv kalder ”fastlåst blokpolitik”.

Hans eftertanke begrænser sig stort set til en parentes på den nye hjemmeside, hvor han skriver ”og ja, jeg har selv været der, men har vel både ret og pligt til at blive klogere”.

 Løkke som tilskuer

Man kunne observere samme tendens i Løkkes seneste bog, ’Om de fleste og det meste’, hvor han i lange passager nærmest beskriver sig selv som tilskuer til begivenheder, hvor han egentlig spillede en hovedrolle.

For eksempel den danske deltagelse i krigen i Libyen, der ifølge bogen nærmest blev dikteret af daværende udenrigsminister Lene Espersen (K) og SF-formand Villy Søvndal. Løkke selv var omtrent imod, må man forstå. Han sagde det bare ikke højt.

Og i sagen om Inger Støjberg har Lars Løkke Rasmussen igen valgt rollen som tilskuer. I sin begrundelse for at afvise en rigsretssag, noterer han, at sagen normalt ville blive lukket med en næse eller en fyring fra ministerposten.

Det er en præcis observation, men også en bemærkelsesværdig observation fra den ene person i landet, der i årene 2016 til 2019 havde i sin magt at afsætte Inger Støjberg som minister. Og som dårligt kan undskylde sig med, at han ikke vidste, hvad der var foregået i Støjbergs ministerium. En statsminister ved selvfølgelig godt, når ombudsmanden betegner et forløb i hans regering som ”klart ulovligt”.

Havde Løkke reageret, ville der næppe være en rigsretssag under opsejling. Det var flertallets accept af de ulovlige forhold, der satte gang i den lavine, som til sidst ikke kunne stoppes, selv om Socialdemokraterne åbenlyst helst havde været sagen foruden.

 Drømmeland

Fortidens fejl og forglemmelser skal selvsagt ikke dømme Lars Løkke Rasmussens nye projekt ude. Man har, som han selv siger, ret og pligt til at blive klogere.

Men grundproblemet er uforandret: På hvilken måde skal LLR, som projektet foreløbig hedder, bidrage til at ophæve blokpolitikken? Hvordan bliver det nemmere at indgå brede forlig med Lars Løkke og hans foreløbig godt 11.000 følgere ombord?

Paradokset her er selvsagt, at de brede politiske pejlemærker, som Lars Løkke Rasmussen har udstukket for sit LLR-projekt, til forveksling ligner den kurs, Jakob Ellemann-Jensen drømmer at føre Venstre ind på, hvis han ellers kunne få ro og opbakning til det.

På den måde har Lars Løkkes nej til en rigsretssag i det mindste tjent et formål: det har demonstreret, at der er forskel på LLR og Venstre. Og så har det demonstreret, at drømmen om den magiske midte nemt kan punktere, når der går politik i den.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget
journalist (DMJX 1998)

0:000:00