Rørbye Rønn: Man skal ikke true med at gå, man skal true med at blive – og jeg har en opgave her og nu

INTERVIEW: DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, vil påtage sig opgaven og implementere besparelserne på DR, men befolkningen vil kunne mærke det, siger hun.

Regeringen præsenterede fredag middag en aftale med Dansk Folkeparti, der foruden en afskaffelse af licensen lød på nedskæringer i DR’s budget på hele 20 procent over de næste fem år.

Maria Rørbye Rønn, der siden 2010 har været generaldirektør i DR, tager nyheden til efterretning.

”Det er politikerne, der definerer rammerne for DR’s virksomhed og økonomi. Nu har et flertal i Folketinget besluttet en reduceret økonomisk ramme, og det respekterer vi naturligvis,” siger Maria Rørbye Rønn.

Både DF og Liberal Alliance har tidligere i processen ytret ønske om, at besparelsen skulle være på 25 procent, hvilket var et scenarie, som generaldirektøren forholdt sig til tilbage i januar. Dengang udtalte hun, at en så stor besparelse ville betyde lukningen af DR3, P3, P7 Mix, DR Ultra, P4, DR K og DR Ramasjang, inklusive administrationsbesparelser.

Og Maria Rørbye Rønn gentager gerne, at besparelserne på 773 millioner kroner vil få store konsekvenser for produktonen af dansk public service-indhold.

”Det vil betyde lukning af programmer, og det vil også kunne mærkes af brugerne i den anden ende,” siger hun.

Kulturministeren bruger ordet ”fokusering” om besparelsen på 20 procent. Giver det mening for dig at kalde det for en fokusering?
”Vi har i de sidste mange år fokuseret på både brugerne, kvaliteten og relevansen af det, vi laver. Jeg er stolt af, at befolkningen oplever, at de får høj kvalitet og værdi for pengene. De seneste analyser, som regeringen fik lavet af DR's økonomi, viser, at det er en veldrevet virksomhed,” siger hun.

Så I er allerede fokuserede, siger du? Kan I fokusere mere?
”Vi har jo en opgave, hvor vi inden for en reduceret økonomi vil forsøge at levere høj kvalitet til hele befolkningen fremadrettet. Vi vil selvfølgelig gå konstruktivt ind i den opgave, som politikerne definerer for os. Det ændrer ikke ved, at der skal lukkes programmer, og at vi vil have et mindre tilbud til den danske befolkning.”

Også når det kommer til DR's såkaldte kerneopgave, som er det, regeringspartierne beder jer om at fokusere på?
”Det er for tidligt at sige noget om, hvordan vi helt konkret skal lave denne her plan. Vi afventer medieaftalen, som skal definere det indholdsmæssige for os. Men det er vigtigt for os at slå fast, at når man taler om en besparelse på 773 millioner kroner, vil det også have konsekvenser for dansk public service-indhold. Det er så vores opgave at finde ud af, hvordan vi klogest muligt kan implementere det, så befolkningen stadig opfatter os som væsentlige og relevante,” siger hun.

Er du den rigtige til at stå i spidsen for denne øvelse som generaldirektør?
”Jeg har en opgave nu og her med at tage mig af DR’s medarbejdere, som helt naturligt er bekymrede. Vi skal i gang med det forberedende arbejde med at analysere, hvordan vi bedst muligt kan implementere det her for danskerne. Det er en vigtig opgave, som jeg tager på mig,” siger hun.

Men på længere sigt, når besparelserne skal implementeres … Bliver det også med dig ved roret, eller skal en ny generaldirektør stå for den opgave?
”Man skal ikke true med at gå, man skal true med at blive. Og jeg har en opgave lige nu og her,” siger Maria Rørbye Rønn.

Forrige artikel Fotoreportage: Embedsværket i OK18-demonstration blandt røde faner Fotoreportage: Embedsværket i OK18-demonstration blandt røde faner Næste artikel Rud Pedersen tager fem mio. i udbytte efter godt 2017 Rud Pedersen tager fem mio. i udbytte efter godt 2017
Britisk EU-valg i dag: Skuffede vælgere flygter fra May til Brexit Party i hobetal

Britisk EU-valg i dag: Skuffede vælgere flygter fra May til Brexit Party i hobetal

STORBRITANNIEN: Briterne bliver nogle af de første og nogle af de mest modvillige vælgere i Europa, når de i dag går til europaparlamentsvalg. Den genopstandne Mister Brexit, Nigel Farage, ventes at ryste hele det politiske landskab og tildele Theresa Mays konservative regeringsparti dets største valgnederlag nogensinde. Labour står også til en vælgerlussing.