Analyse af 
Søren Elkrog Friis

Sygeplejersker styrer mod umulig konflikt, hvor gevinsten højst er endnu et honninghjerte

Et snævert flertal har sendt 67.000 sygeplejersker på konfliktkurs. Nej'et til overenskomstresultatet er blottet for strategi, men fuld af følelser. Nu venter der forbundsledelsen en svær opgave med at vride ekstra gevinst ud af et nulsumsspil.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

289 stemmer udgjorde tungen på vægtskålen, som ultimativt set kan sende 67.000 sygeplejersker i konflikt senere på foråret.

46,5 procent stemte ja til den overenskomstaftale, som blev forhandlet på plads i februar. Et snævert flertal på 47,3 procent vendte dog tommelen ned over for det resultat, som forbundsledelsen og hovedbestyrelsen ellers havde anbefalet dem at anerkende som det bedst opnåelige under omstændighederne.

En stemmedeltagelse på 53,6 procent af Dansk Sygeplejeråds medlemmer er ikke imponerende, men ligger dog over niveau for urafstemningerne i 2011, 2013 og 2015, men under konfliktåret 2008 og det langstrakte udmattelseskapløb i 2018.

Selv om nej'et er opsigtsvækkende, er det ikke uventet. Sygeplejerskerne har længe bygget op til OK21 som den overenskomstrunde, hvor det afgørende slag i kampen for ligeløn skulle sættes ind.

Corona har umiddelbart lagt en dæmper på konfliktlysten, men ingen har været i tvivl om, at sygeplejerskerne udgjorde den mest sprængfarlige faggruppe blandt de offentligt ansatte.

Skakmat
Kilden til utilfredsheden er en dyb frustration over et lønniveau, som ifølge sygeplejerskerne halter langt efter andre faggrupper med tilsvarende uddannelse og ansvar. Lønniveauet kan ifølge Dansk Sygeplejeråd spores tilbage til tjenestemandsreformen i 1969, hvor sygeplejersker og andre kvindedominerede faggrupper blev indplaceret på lavere løntrin end blandede og mandedominerede fag som for eksempel skolelærere.

Ud fra en præmis om, at lønefterslæbet er for stort til, at det kan indhentes ved overenskomstbordet, har Dansk Sygeplejeråd med formand Grete Christensen i spidsen i kølvandet på overenskomstforliget indledt en politisk offensiv rettet mod Christiansborg.

Læs også

Udover et regulært ønske om, at Folketinget skal tage ansvar for det skæve lønhierarki, der blev rodfæstet i den offentlige sektor i 1969, har strategien været at kanalisere frustrationen væk fra et overenskomstresultat, som ikke indfriede de høje forventninger.

Men resultatet af urafstemningen viser, at strategien har slået fejl. Som reaktion på resultatet erkendte Grete Christensen, at det har været svært at skille debatten om OK21 og ligelønsproblematikken fra hinanden.

Politikerne har givetvis ikke gjort det nemmere, da rygmarvsrefleksen fra den brede midte på Christiansborg forudsigeligt har været, at "politikere skal holde snotten fra overenskomsten," som beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) udtrykte det på et samråd for nylig.

Et DSR-medlem skriver på Facebook, at hun føler sig sat skakmat, fordi hendes forbund kræver en politisk løsning på ligeløn, men politikernes svar er, at det skal klares ved overenskomstbordet.

Den oplevelse er hun nok ikke ene om. En stor del af de 17.155 nej-stemmer udspringer formentligt af en tilsvarende afmagt.

Konflikt har lange udsigter
Sygeplejerskernes nej er dog ikke ensbetydende med, at der er konflikt rundt om hjørnet. Formelt kan de enten varsle strejke - hvilket vil sende forhandlingerne videre i Forligsinstitutionen, som vil forsøge at mægle en løsning. Eller de kan gå tilbage til forhandlingsbordet, hvor Forligsinstitutionens også kan forsøge at hjælpe.

Begge scenarier kan dog først udfoldes efter de øvrige urafstemninger, som senest skal være afsluttet den 20. april.

Situationen er altså lige nu, at processen ligger stille i næsten fire uger. Skulle det ende i konflikt, vil den tidligst foregå i slutningen af maj og muligvis først i juni, hvis forligsmanden udnytter sin ret til at udsætte konflikten.

Man kan undre sig over, at planen for OK21 er skruet sådan sammen, at sygeplejerskerne som den mest eksplosive faggruppe er sat til at afslutte deres urafstemning langt tidligere end andre.

Især set i lyset af, at nej'et nu kan inspirere andre faggrupper.

Med forbehold for uventede overraskelser er der dog ikke umiddelbart lagt i ovnen til, at andre større faggrupper stemmer nej. Størst er risikoen nok blandt pædagogerne, der som sygeplejerskerne også har mobiliseret hårdt til lønkamp på en ligelønsplatform.

Kniber med tværgående solidaritet
Presset på de offentlige arbejdsgivere vil stige, hvis andre end sygeplejerskerne stemmer nej. Det kniber dog under alle omstændigheder med den tværgående solidaritet.

I en del af de øvrige offentlige forbund hersker en opfattelse af, at sygeplejerskerne har kørt for meget solo. Nogen vil endda mene, at de ligger, som de har redt, fordi forbundsledelsen har pisket en stemning op, som de nu ikke kan kontrollere.

Sygeplejerskerne kan altså ikke forvente, at musketererne slår ring omkring dem, som det skete under OK18, hvor faggrupperne lænkede sig sammen til stor frustration for arbejdsgiverne.

Der er tværtimod lagt op til et solo-ridt mod arbejdsgiverne, hvor sygeplejerskerne i bedste fald kan håbe på at få et par andre faggrupper med i sidevogn.

Alene af den grund vil effekten af en konflikt være begrænset. Læg dertil forsamlingsforbud og det nødberedskab, som sikrer, at alle essentielle og livsvigtige funktioner på hospitalerne kan fortsætte.

Den største barriere vil dog være den offentlige sympati for sygeplejerskernes lønkamp, som kan blive svær at mønstre i slutfasen af en verdensomspændende pandemi.

Så selv om det ligger i konfliktens natur, at den aldrig kommer belejligt, vil en konflikt i coronakrisens forhåbentligt afsluttende fase være så dårlig timing, at det fuldstændig kan underminere den offentlige sympati.

Genåbner nulsumsspil
Et andet spørgsmål er, hvad sygeplejerskerne kan opnå ved enten at vende tilbage til forhandlingsbordet eller konflikte sig til et andet resultat?

Meget lidt, er det simple svar. Den økonomiske ramme for de tre offentlige sektorer er nemlig fastlagt i de centrale forlig, hvorefter pengene er udmøntet i organisationsforhandlingerne.

Her er der aftalt lønstigninger på 5,02 procent i regioner og kommuner og 4,42 procent i staten over tre år, som rækker til at sikre reallønnen, men ikke meget mere.

Sygeplejerskerne har allerede fået en lille smule mere end andre, da de udover en generel organisationpulje på 0,45 procent har fået 33 millioner kroner ekstra.

Der kommer altså ikke flere penge på forhandlingsbordet, med mindre regionerne genåbner andre forlig og tager penge fra andre faggrupper for at give dem til sygeplejerskerne. Det kommer ikke til at ske, så realiteten er, at sygeplejerskerne har genåbnet et nulsumsspil, hvor de kun kan flytte rundt på penge, der allerede er deres.

Sygeplejerskerne styrer med andre ord mod en umulig konflikt, hvor gevinsten næppe er større end det honninghjerte, som Region Hovedstaden til stor forargelse delte ud før jul som tak for en ekstra indsats under coronakrisen.

Omtalte personer

Grete Christensen

Formand, Dansk Sygeplejeråd, formand, Sundhedskartellet, bestyrelsesmedlem, Det Etiske Råd, bestyrelsesmedlem, Danmarks Nationalbank
sygeplejerske (Holbæk Sygeplejeskole 1981)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion