Tre grunde til at Støjberg bliver dømt – og tre grunde til hun ikke bliver det

Derfor får Støjberg en dom imod sig:
1. Der er ikke kommet meget nyt frem i sagen.
Instrukskommissionen var entydig, da den afgav beretning i 2020: Den undtagelsesfri – og dermed ulovlige – adskillelse af de mindreårige asylpar var en direkte følge af Inger Støjbergs pressemeddelelse fra 10. februar 2016, der i praksis blev anset som retningsgivende for Udlændingestyrelsen.

Ministernotatet, der rent faktisk levnede rum til undtagelser, blev derimod fejet til side af Kommissionen, der ikke tillagde det nogen betydning i praksis. Notatet var ”dødt og borte”, som den tidligere kontorchef Jesper Gori udtrykte det.

Rigsretssagen er løsrevet fra Instrukskommissionens konklusioner, der i princippet er lagt til side, men der er ikke kommet noget afgørende nyt frem under rigsretssagen. Derfor kan man formode, at Rigsretten når til samme konklusion som Kommissionen og placerer ansvaret for den ulovlige praksis på Inger Støjbergs skuldre.

2. Støjberg har selv lagt op til, at der kan gives instrukser til embedsværket uden om formelle kanaler.
Inger Støjbergs første markering i sagen om ”barnebrude” var en Facebook-opdatering i januar 2016. Her lød det: ”Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre. Det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen.”

Under afhøringen sagde Støjberg i Rigsretten, at Udlændingestyrelsen var orienteret om sagen – allerede som følge af hendes Facebook-opdatering. Hun forsøgte siden at bløde op på den udtalelse, men indtrykket var klart, at hun så opdateringen som en slags instruks til embedsværket.

Derudover er der kommet et gammelt tv-klip fra 2017 frem under rigsretssagen. I klippet bliver Støjberg spurgt til pressemeddelelsen, hvortil Støjberg svarer:  "Det vigtige for mig, det var at få kommunikeret helt klart, hvad det er, vi administrerer efter.” Det har Støjberg siden beskrevet som ”en fortalelse”. Men noget tyder på, at Støjberg ikke har skelnet mellem Facebook-opdateringer og pressemeddelelser på den ene side og formelle tjenstlige ordrer til embedsværket på den anden.

3. Rigsretten gider ikke politik.
Inger Støjbergs forsvarere har flere gange forsøgt at sætte sagen ind i en politisk kontekst, fordi det taler til Støjbergs fordel. Tilbage i 2016 var der nemlig et betydeligt politisk pres på Inger Støjberg for at få adskilt asylpar med mindreårige piger, et pres der gik lige fra Dansk folkeparti til Radikale.

Det pres forsøgte forsvaret at illustrere ved at afhøre Dan Jørgensen, der dengang var Socialdemokratiets udlændingeordfører og en af de politikere, der var mest fremme i skoene for at få adskilt asylparrene. Men Rigsrettens formand Thomas Rørdam kortede afhøringen af Dan Jørgensen ned og signalerede klart, at sagen drejer sig om jura og ikke om politik.

På samme måde afviste Rigsretten at føre den kendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali som vidne. Forsvaret ønskede, at Hirsi Ali skulle berette om tvangsægteskaber i muslimske kredse, men Rigsretten mente ikke, det ”kunne have betydning for skyldsspørgsmålet eller en eventuel straffastsættelse.”

I sin afsluttende procedure appellerede Støjbergs forsvarer Nicolai Mallet ikke desto mindre til, at sagen også blev set i en politisk kontekst, men ikke meget tyder på, at dommerne følger den henstilling.

Derfor bliver Støjberg frikendt
1. Støjberg blev ikke advaret klart om, at praksis var ulovlig.
At der foregik en ulovlig praksis i 2016, er der ingen tvivl om. Men kan det bevises ud over enhver rimelig tvivl, at Inger Støjberg ønskede det og vidste det?

Departementschef Uffe Toudal sagde på intet tidspunkt til sin minister, at den praksis, der var etableret, var ulovlig. Embedsmændene i Udlændingestyrelsen, der skulle administrere adskillelsen af asylparrene, var heller ikke klare i mælet.

Udlændingestyrelsens topfolk anså ministerens instruks for ulovlig. I den situation har embedsmænd ret og pligt til at anvende det såkaldte kodeks 7, der kræver, at embedsmænd klart siger fra over for ulovlige ordrer. Men kun en lavere placeret embedsmand i Udlændingestyrelsen brugte den mulighed, mens topfolkene i Udlændingestyrelsen holdt sig tilbage, fordi de ”ikke ville optrappe konflikten med departementet”.

2. Støjberg åbnede selv for undtagelser.
Støjbergs ministernotat fra 9. februar 2016 gav plads til enkelte undtagelser, og ifølge forsvaret var notatet alt andet end dødt og borte. Notatet figurerede som godkendt af ministeren i ministeriets interne system, hvor centrale aktører havde været inde og læse det.

Selv hvis man køber præmissen om, at notatet var dødt og borte, oplyste Inger Støjberg på et samråd i Folketinget d. 23. marts, at der var plads til enkelte undtagelser, f.eks. et par der var blevet gift i Danmark ved kongebrev. Og samrådet var i hvert fald ikke ”dødt og borte”.

Uanset hun politisk ønskede noget andet, accepterede Støjberg modstræbende, at der skulle være plads til undtagelser. Når der alligevel skete ulovlige adskillelser, skyldes det ifølge Støjbergs forsvarere, at Udlændingestyrelsens topfolk overfortolkede deres minister.

3. Retstabet var begrænset
Anklagerne søgte i deres procedure at gøre Inger Støjbergs brøde større end Erik Ninn-Hansens forseelse i tamilsagen. Det hænger på en juridisk argumentation om, at administrationen i instrukssagen går fra “at være lovlig til klart ulovlig”, mens man i tamilsagen blot opretholdt status quo for de berørte familier.

Det er dog hævet over enhver tvivl, at skadevirkningen, det såkaldte retstab, var betydeligt større for tamilerne. I tamilsagen blev familier efterladt i en krigszone i flere år, og to af de efterladte familiemedlemmer døde i mellemtiden.

De mindreårige asylpar blev adskilt i nogle måneder, typisk tre-fire måneder, og de havde mulighed for at besøge hinanden. Begge parter opholdt sig i et sikkert land.

Der var et selvmordsforsøg blandt en af de piger, der var blevet adskilt fra sin mand, og andre fik psykiske problemer. Men ikke alle piger var kede af at blive adskilt. Alt i alt er sagerne langt mere sammensatte i Støjbergs rigsretssag end i sagen mod Erik Ninn-Hansen, der havde påført en hel gruppe en betydelig skadevirkning i en lang periode.

En begrænset skadevirkning kan næppe redde Støjberg fra at blive dømt, men det kan blive anset som en formildende omstændighed.